LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Mike Hjulmand

Viktor Fischer åbner op: Vi kan gå hele vejen, men...

Indkast.dk har talt med Viktor Fischer, som blandt andet fortæller, at troen på guld stadig er der, men det kræver meget højere niveau end i efteråret.
FC Københavns præstationer i Superligaen i 2020 var langt under, hvad FCK normalt har præsteret. Troen på guldet er stadig til stede i hovedstaden, men skal det ske, så kræver det markant højere niveau i forårssæsonen.

- Jeg er meget spændt på at se, hvordan vi kommer til at gøre det her i foråret med den her trup. Pointene er tætte, men jeg har en tro på, at vi kan gå hele vejen, men vi skal præstere langt bedre end vi gjorde i efteråret, lyder det Fischer som fortsætter:

- Samtidig er vi i gang med et nyt projekt, hvor der vil komme kampe, som vi ikke er tilfredse med. Sandsynligheden for, at et andet hold står med pokalen til slut er nok større lige nu, da de er bedre sammenspillet, men vi kan godt stå med det til sidst, siger Viktor Fischer til Indkast.dk.

Bedste opstar i flere år
2020 blev aldrig rigtig Viktor Fischers eller FC Københavns år, da den ene eller anden skade drillede offensivspilleren. Denne opstart har dog været den bedste i lang tid for en af FCKs vigtigste spillere i offensiven.

- Det er altid træls med skader og operationer og derefter tager det nogle måneder at komme i form, men jeg står godt formmæssigt nu. Skavanker er der altid, men denne opstart har været den bedste siden jeg vred om i Vendsyssel-kampen for snart 2 og et halvt år siden, fortæller løvernes nummer 7.

Kontraktsituationen
Viktor Fischer brændte nærmest Superligaen af i sin første FCK-tid, men senest sæson blev blandt andet ødelagt af en masse skader og Viktor Fischer står nu med halvandet år tilbage af sin kontrakt, men det er bestemt muligt, at Fischers ophold i hovedstaden forlænges.

- Det kunne jeg godt se ske, men hverken klubben eller jeg stresser over den situation lige nu. Jeg spiller også for en dag at komme til udlandet igen, men jeg tager det et skridt af gangen. Det her projekt er rigtig spændende, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang igen, slutter Fischer af til Indkast.dk.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder