Torsten Brix

Bog - Halvguderne

Indkast.dk bringer her et kapitel fra den aktuelle bog... det handler om VM-finalen i 2006.
Trofæet i mørket 2006. Magt, manipulation og endnu et VM i skandalens skygge.


Luciano Moggi var en edderkop midt i sit spind, en af de mest indflydelsesrige personer i italiensk fodbold. Med sin usædvanlige evne for at se transfermarkedets mulighed fejrede han, og Juventus, mange triumfer i sin tid som sportsdirektør.

Spillere som Zinédine Zidane, Pavel Nedved, Zlatan Ibrahimovic, Fabio Cannavaro, Lilian Thuram og Gianluigi Buffon kæmpede sig til både nationale og internationale turneringssejre. Alle var de blevet hentet til Torino af Moggi, en skaldet toscaner, der trak Juventus ud af Milanos skygge efter sin ankomst i 1994, samme år som Azzurri tabte VM-finalen i USA til Brasilien. Med Moggi fulgte La Cupola, en skyggestat i sta-ten, der var styret med manipulatorisk magt, og som tog sig den frihed at udvælge dommere til særligt vigtige kampe. I kulisserne blev rundens Serie A-opgør opdelt i tre kategorier afhængig af sværhedsgraden, inden dommerlodtrækningen fandt sted med farvede lodsedler.

Dommerne i det øverste lag, dem med internationale forpligtelser, skulle som hovedregel undgås. Det samme gjaldt dommere, der ifølge Moggi havde et horn i siden på Juventus eller var immune over for manipulation, folk som Stefano Braschi og Pierluigi Collina, begge blandt verdens bedste. På fire sæsoner dømte de blot et par Juventus-kampe, og da Collina endelig passede fløjten i maj 2000, tabte Juventus mesterskabet på gulvet i sidste spillerunde, besejret af Perugia på en dyngvåd bane og overhalet af Lazio. La Cupolas fangarme favnede vidt og bredt. Til agenter og journalister, politikere og retssystemet. Det hele begyndte som regel runden forinden, hvor eventuelle nøglespillere fra Juventus’ kommende modstander kunne blive tildelt tvivlsomme gule eller røde kort og komme i karantæne.

I foråret 2005 foreslog landets indenrigsminister, Giuseppe Pisanu, at aflyse weekendens kampe, da pave Johannes Paul 2. lå for døden. Moggi var ikke enig. Kun i tilfælde af pavens død skulle runden aflyses. Lazarettet hos Juventus’ modstander bugnede nemlig netop nu, og to af spillerne var i karantæne. Bedre forhold kunne Moggi ikke ønske sig. Hvorfor dog risikere, at spillerne kunne nå at komme sig og de øvrige have udstået deres karantæne? Moggi talte med Pisanu og fik sin vilje.

Manden i midten var barn under Anden Verdenskrig og byttede nogle årtier senere et job som jernbanemand ud med en stilling som talentspejder for Juventus. Det var under den kontroversielle sportsdirektør Italo Allodi, der så Moggi som et lysende talent. Som sportsdirektørens protegé hentede Moggi flere spillere under 21 år: Paolo Rossi, Claudio Gentile og Gaetano Scirea. Den fremadstormende talentspejder pendulerede mellem hovedkvarteret i Torino og alverdens ungdomsturneringer, med øjnene konstant på jagt efter det næste store fund, som kunne styrke Juventus.

Klubpræsident Giampiero Boniperti havde det imidlertid svært med Moggi, som ofte overskred sine magtbeføjelser og til sidst faldt i unåde og måtte søge nye udfordringer i Serie A. Pausen blev dog kort. Da Juventus kontaktede ham næsten 20 år efter skilsmissen, havde Moggi arbejdet i centrale roller hos flere af rivalerne. I Roma blev han fyret af klubpræsident Dino Viola efter en middag med en dommer. I Napoli hentede Moggi Maradonas afløser Gianfranco Zola i sardiske Torres i den tredjebedste række. Senere blev han anklaget for at fuske med flere dopingprøver. I Torino hævdede klubpræsident Gian Mauro Borsano i retten, at Moggi havde sørget for escortpiger til flere dommere i UEFA Cuppen. En turnering, som Torino nær havde vundet.

Desperationen lyste ud af Juventus, da man i 1994 kontaktede Moggi. AC Milan med de sprudlende hollændere under først Sacchi og siden Capello havde vundet alt. Napoli med Maradona og Inter med tyske Brehme og Matthäus under den defensive Giovanni Trapattoni vandt også mesterskabet. Selv den lille Genova-klub Sampdoria med Roberto Mancini og Gianluca Vialli havde distanceret torineserne med en overraskende scudetto.

Otte års tørke i Serie A var uacceptabelt for en klub af Juventus’ størrelse. Før Moggis tilbagekomst havde klubben sikret sig flere af rækkens mest toneangivende spillere: Vialli i 1992 som historiens dyreste køb, Baggio to år tidligere, også verdensrekord. Til en klub, som i forvejen rådede over spillere som Peruzzi, Conte, Kohler, Möller, Ravanelli og den unge Del Piero. Alligevel havde det vist sig ikke at være tilstrækkeligt.

Med Moggi og den nye cheftræner, den altid cigarrygende Marcello Lippi, skulle et nyt kapitel indledes. Håbet levede for den flamboyante klubejer og Fiat-præsident Gianni Agnelli, der installerede Moggi sammen med de to ligeledes nye direktører, Roberto Bettega og Antonio Giraudo, snart kendt som La Triade. Effekten udeblev ikke. Lippis offensive 4-3-3-fodbold satte ild til mandskabet, og med sejren over mægtige AC Milan i oktober 1994 kom det første signal om et muligt magtskifte. En sejr i Serie A gav nu tre point, og det ekstra point var rigeligt incitament for Lippi til at initiere vilde angrebsbølger med Vialli, Ravanelli og Baggio. Trods syv nederlag, men blot fire uafgjorte, udnyttede Juventus regelændringen til fulde og vandt mesterskabet for første gang i ni år. En ny æra kunne begynde.

Juventus vandt fire af de følgende otte mesterskaber og nåede tre Champions League-finaler i træk med sejren i den første, i 1996, som højdepunktet. Klubben fra Piemonte var atter en supermagt, og under overfladen satte La Cupola rødder. I den hjemlige turnering lagde Triaden maksimalt pres på dommerstanden. Ved svære og afgørende fejlkendelser fik den tabende part mulighed for at fare frem i pressen, men kun for en stund.

Hvad der kunne ligne normal kost i Serie A, fik i Moggis regime en anden karakter. I afgørelsens øjeblik vidste dommeren, hvad en bortkendelse, set med Juventus-briller, kunne betyde: Den blev en offentlig, rødglødende sag orkestreret af Juventus-ledelsen og kunne vare i ugevis og ultimativt skade den pågæld-ende dommers hele omdømme og karriere. En flig af skandalen, der senere skulle kendes som Calciopoli, blev synlig en forårsdag i 2004, da Messina og Venezia mødtes i Serie B. Opgøret endte i masseslagsmål, tre udvisninger til Venezia og et bittert efterspil. Venezia-ledelsen hævdede efter kampen, at dommeren var i ledtog med Moggi og hans søn, Alessandro Moggi. Sønnen styrede GEA, et konsortium med tætte forbindelser til Juventus og klienter i form af fodboldagenter, der udøvede indflydelse over de mindre klubber ved hjælp af udlejede spillere.

De mistænkelige forhold førte til en politiundersøgelse, som involverede telefonaflytninger. Mod Reggina i november 2004 fik Juventus to mål underkendt og afvist et klokkeklart straffespark ef-ter hånd på bolden. Moggi og Giraudo skummede af raseri og opsøgte efter kampen dommeren Gianluca Paparesta, som de låste inde i omklædningsrummet som straf. I telefonen pralede Moggi med, at han havde lukket munden på Paparesta, låst døren og nu befandt sig i lufthavnen med nøglen. Som han hånligt tilføjede: “Hvis de vil ud, må de slå døren ned.” Moggi rådede over adskillige mobiltelefoner, som politiet efterhånden lyttede med på. Nogle af dem med udenlandske SIM-kort for at skjule sporene.

Måneden efter var den gal igen. Inden det afgørende slag mellem AC Milan og Juventus blev 42 opkald foretaget mellem Moggi, dommeren Paolo Bertini og Messinas præsident, Mariano Fabiano, der også var en del af skyggestaten. Mønsteret blev tydeligere og tydeligere, og inden Roma-Juventus i marts 2005 ringede Moggi 34 gange til dommeren Salvatore Racalbuto, endda på selve kampdagen.

Telefonaflytningerne tegnede konturerne af La Cupola, og da historien nåede medierne i maj 2006, blev Moggi, Giraudo og Bettega fyret inden for en uge. Juventus afviste intet, men samarbejdede med myndighederne i håb om strafnedsættelse. Den store frygt var nedrykning til den tredje- eller fjerdebedste række. Et scenarie, der ville efterlade klubben i økonomisk ruin. Gianni Agnelli var død tre år tidligere, og ejerskabet tilhørte nu børnebørnene John Elkann og Lapo Elkann, en farverig levemand. For brødrene nyttede de dårlige undskyldninger ingenting. Juventus, kronjuvelen i italiensk fodbold og alletiders mest vindende klub, skulle reddes for enhver pris.

I Agnelli-dynastiet fandt man også Andrea, Giannis nevø. Han kendte Triaden indgående og arbejdede som en gal for at genrejse Juventus. Problemet var ifølge Andrea Agnelli, at man i Italien, selv i Torino, havde mistet al sympati for den hæderkronede klub. Efter fyringerne af Moggi, Giraudo og Bettega udtalte han i et interview, at Moggi trods hovedrollen i den verserende skandale var den mest sympatiske af de tre. For Giannis efterkommere skulle tavlen vaskes ren, og organisationen i Juventus repareres. Spørgsmålet var, hvad La Cupola-virussen ville få af sportslige og økonomiske konsekvenser.

Som med Totenero i 1982 faldt skandalen sammen med et VM. Azzurri rejste til Tyskland med mørke skyer over sig og var havnet i gruppe med USA, Ghana og Tjekkiet. Hjertet på landsholdet var defensiven med Fabio Cannavaro og Alessandro Nesta foran målmanden Gianluigi Buffon. Foran dem skulle den intelligente Andrea Pirlo svinge taktstokken med sine præcise fremlæg til Luca Toni og Alberto Gilardino. Et solidt mandskab, men ikke i favoritfeltet. Bookmakerne pegede på Brasilien med Kaká, Ronaldo, Ronaldinho, Cafu og Roberto Carlos efterfulgt af England, Tyskland og Argentina. Selv Holland blev levnet større chancer end italienerne.

Samtidig nåede Calciopolis skygge landsholdslejren i Duisburg. Burde landstræner Marcello Lippi træde tilbage? Han havde jo været helt tæt på Moggi i sine mange år i Juventus. Burde Buffon overhovedet være udtaget? Anklagere i Parma efterforskede Juventus-målmanden samt tre andre spillere for mistanke om gambling. Burde Cannavaro miste anførerbindet? Han spillede trods alt i Juventus med kurs mod tvangsnedrykning. Hvem kunne have fuldt fokus, endsige være rollemodel i en sådan situation?

På banen imponerende Italien forud for slutrunden. Man vandt sin kvalifikationsgruppe ganske overbevisende, og i en venskabskamp i Firenze blev de tyske VM-værter spillet ud af banen. Italien nåede at ligne en bejler til guldet, før Calciopoli to måneder senere tog livet af optimismen. 11 spillere og landstræneren enten optrådte eller havde optrådt for Juventus, og hjemme i Torino var presset om muligt endnu større. Den pensionerede Juve-spiller og nyudnævnte medlem af trænerteamet Gianluca Pessotto sprang ud af et vindue i Juventus’ hovedkvarter. Et fald på 15 meter, som han overlevede.

Azzurri indledte turneringen med en sejr over Roberto Bettega, Antonio Giraudo og Luciano Moggi – den magtfulde og korrumperede triade samlet under en Juventus-kamp i 2004. Ghana og et point mod USA i en kamp, hvor Daniele De Rossi fik rødt kort for en albue i ansigtet på Brian McBride. Men trods endnu en sejr, denne gang over Tjekkiet, spredte bekymringerne sig før ottendedelsfinalerne. For tredje VM i træk blev Nesta skadet, og Lippi valgte i stedet Marco Materazzi, en kleppert uden samme ro og disciplin. Men Materazzi, tilsyneladende altid i sine følelsers vold, gav sig fuldt ud. I Inter var han kendt som manden med de voldelige tacklinger og spektakulære scoringer. I anden halvleg mod Australien blev Materazzi præsenteret for det røde kort.

Overraskelsen lurede, men i dommerens overtid faldt Fabio Grosso teatralsk over Lucas Neill i straffesparksfeltet. Frem trådte Francesco Totti. Fire måneder tidligere havde hans ene støvle hængt fast i græsset, mens resten af kroppen var fortsat frem-ad. Knæet og anklen var blevet ødelagt. Men her stod han. Med skruer i knoglerne. Hans olme øjne skiftede fra målmand Mark Schwarzer til bolden, før han satte i løb. Schwarzer valgte den rigtige side, men bolden var for højt og yderligt placeret. Iskold, akkurat som i straffesparkskonkurrencen i EM-semifinalen i Amsterdam i 2000, da han over for en af verdens bedste målmænd, Edwin van der Sar, sendte de hollandske værter ud med et Panenka-vip.

Mindre dramatisk blev kvartfinalen mod Ukraine med angriberen Andrej Sjevtjenko, der i en årrække havde terroriseret Serie A’s forsvarere. Den tunge spidsangriber Luca Toni blev dobbelt målscorer efter Gianluca Zambrottas føringsmål. En knusende 3-0-sejr, der fik millioner af tv-seere i hjemlandet til at glemme alt om Calciopoli.

Modstanderen i semifinalen var Tyskland. Kampen skulle spilles på Westfalenstadion i Dortmund. To af historiens største landshold med tre verdensmesterskaber hver, det seneste til tyskerne efter sejr over Argentina med Diego Maradona tilbage i 1990. De to nationer havde mødt hinanden i en VM-semi-finale en gang tidligere, i “Århundredets kamp” på Estadio Azteca i Mexico City i 1970. Dengang blev 102.000 tilskuere vidner til en håndfuld scoringer i den forlængede spilletid efter 1-1 i den ordinære. Fem mål på 13 minutter, det sidste scoret af AC Milan-esset Gianni Rivera til sejrscifrene 4-3. I VM-finalen 12 år senere besejrede italienerne igen vesttyskerne, som denne gang rådede over profiler som Hans Peter-Briegel, Karl Heinz-Rummenigge og Paul Breitner.

Tyskland havde aldrig tidligere besejret Italien i turneringssammenhæng, omvendt havde Nationalelf aldrig tabt på Westfalenstadion. Opgøret endte målløst i den ordinære spilletid, og i forlængelsen gjorde Lippis udmattede hold alt for at undgå straffesparkskonkurrencen. Italienerne trodsede generationers fedtspil og søgte afgørelsen i en epokegørende offensiv.

Missionen så ikke ud til at lykkes, men to minutter før tid, i det 118. spilleminut, fandt Pirlos spøgelses-aflevering den lurende, umarkerede Fabio Grosso, som afsluttede prompte og forbi den sprællende Jens Lehmann. Som en tro kopi af Tardellis jubelscene 24 år tidligere sprintede Grosso af sted med hovedrysten og lukkede øjne, lige indtil Zambrotta væltede ham omkuld, og også Buffon og Del Piero smed sig over den elektriske Palermo-spiller, der blev verdensberømt
på et splitsekund.

Bare 60 sekunder før slutfløjtet faldt kampens andet og sidste mål. En fremadstormende Cannavaro opsnappede bolden fra det tyske pres, fandt Totti, der servicerede Gilardino i et gnistrende kontrastød. Med et par driblinger forvirrede Gilardino forsvareren Christoph Metzelder, hvorefter italieneren med en diagonal stikning fandt Del Piero, som løftede bolden i en blød bue over i det fjerneste hjørne. Tyskerne græd, og italienerne havde stadig ikke lukket et eneste mål ind i turneringen, bortset fra Cristian Zaccardos selvmål mod amerikanerne.

Det sidste skulle ændre sig i VM-finalen mod Frankrig fem dage senere på Olympiastadion i Berlin over for en gylden generation med spillere som Zidane, Trezeguet, Henry, Makélélé og Thuram. Opgøret var en gentagelse af EM-finalen i 2000, da de franske verdensmestre besejrede Italien 2-1 i den forlængede spilletid på et såkaldt golden goal af David Trezeguet. Mindre smerteligt blev det ikke for italienerne af, at Frankrigs udlignende mål var faldet tre minutter inde i overtiden. I Italiens sportspresse Fabio Grosso kunne ligesom resten af verden ikke forstå det, da han havde scoret det første af Italiens mål i ekstratiden af semifinalen mod Tyskland i 2006. Den usandsynlige helt jages af Alessandro Del Piero og Gianluca Zambrotta, mens Andrea Pirlo i baggrunden stikker af sted i anden retning blev VM-finalen beskrevet som “hævnens opgør”. Nu skulle retfærdigheden ske fyldest.

De franske medier havde travlt med at skrive og tale om Zidane. Den elegante nationalhelt havde nogle måneder forinden annonceret, at han ville stoppe sin aktive karriere efter VM. Hvad kunne være mere passende end endnu et verdensmesterskab? Der var spillet blot syv minutter, da Zidane indtog scenen. Florent Malouda var kort forinden væltet til jorden efter en duel med Materazzi, og den argentinske dommer Horacio Elizondo havde peget på straffesparkspletten. Kontakten var minimal. Zidane slikkede sig om munden, tog et par skridt baglæns, løb så endelig frem og lobbede bolden mod Buffons mål. Det fikse straffespark kyssede undersiden af overliggeren, endte tæt på mållinjen, sprang igen op på overliggeren og videre ud i feltet. Et øjebliks forvirring. Var der mål? Elizondo kiggede ud mod sin assistent, der flagede som en gal og ilede mod midtercirklen. Frankrig var foran. Bolden havde akkurat passeret mållinjen.

Kort før det 20. minut sendte Pirlo et svævende hjørnespark i feltet. Materazzi dukkede op og stangede panden frem. Fabien Barthez sprællede, men kraften i hovedstødet var for overvældende. 1-1, og Materazzi kunne pege mod himlen, blotte sine tatoveringer på underarmen og brøle sin jubel. Han var sitrende. Som en ekstrem forløsning for den følsomme oprydder, der havde kostet et straffespark få minutter forinden.

Den begivenhedsrige finale bevægede sig på en knivsæg; Luca Toni ramte overliggeren efter endnu et Pirlo-hjørnespark; Zambrotta væltede Malouda i straffesparksfeltet, men slap med skrækken; efter en times spil blev Luca Tonis hovedstødsmål annulleret for offside; Frankrig var i kontrol, men den stærke italienske defensiv stod imod.

I den forlængede spilletid lagde Willy Sagnol en centimeterpræcis bold ind mod Zidane, der fik kraft på sit hovedstød. Buffons reaktion forbløffede selv den store franskmand. Med en enkelt hånd, den højre, afværgede målmanden forsøget og løftede bolden over overliggeren. Det var dog en episode i det 110. minut, der løb med det meste af opmærksomheden: Materazzi og Zidane luntede småsnakkende ved siden af hinanden. Zidane løb væk, men så åbnede modstanderen atter munden, og franskmanden vendte om. Nærmede sig Materazzi. Og så, skallen: Han ramte Materazzi midt i brystet. Benene forsvandt under den italienske provokatør, der faldt til jorden. Zidane bakkede. Som om det gik op for ham, hvad han havde gjort. Hoveddommer Elizonda konsulterede sine to assistenter. Ingen af dem havde set
episoden. Elizonda tog derpå kontakt via sit headset til fjerdedommeren på sidelinjen. Han bekræftede, at der var tale om en hævnaktion. Rødt kort. Zidane blev den kun fjerde udviste spiller i en VM-finale, og som den kun anden var han nu blevet udvist ved to VM-slutrunder. På vej i spillertunnelen passerede han en hvid piedestal med den fem kilo tunge guldpokal. Han kiggede ned i jorden, mens den stirrede på ham.

Finalen endte i straffesparkskonkurrence. Fem til hver. Intet drømmescenarie for Italien, der aldrig havde prøvet at vinde i denne disciplin ved et VM: nederlag som værtsnation i semifinalen mod Argentina i 1990, nederlag i finalen mod Brasilien i 1994, nederlag i kvartfinalen mod Frankrig i 1998. Denne aften kunne Trezeguet gentage sin guillotinering fra EM-finalen seks år tidligere. Han var Frankrigs anden skytte efter den scorende Sylvain Wiltord. Trezeguet bragede til bolden, udplacerede Buffon, men måtte se sit spark tage undersiden af overliggeren og ende på den forkerte side af målstregen. Herefter scorede både de sparkende italienere og franskmænd, før afgørelsen lå i Fabio Grossos hænder. Ligesom Materazzi var han ikke udset en nøglerolle, men endte som en af de mest afgørende spillere for Azzurri. Grosso havde scoret i semifinalen, og nu sparkede han til højre, modsat Barthez, og så kunne de ekstatiske italienske kommentatorer skrige campione del mondo, campione del mondo, campione del mondo ud i den berlinske nat.

Hjemme i Italien eksploderede en sand folkefest, mens det regnede med konfetti på Olympiastadion. Gennaro Gattuso flåede Lippi i håret og greb fat i hans ansigt. Alt var tilladt. Senere fik Totti, nu med den italienske tricolore som et spåkoneslør om hovedet, endelig et øjeblik med VM-pokalen. Han kiggede inderligt på den og rakte hænderne ud. Som mod en krystalkugle, der kunne afsløre fremtiden. Fortælle ham og os lidt om, hvad årene ville bringe, og om Italiens fodbold ville slippe helskindet igennem Calciopoli. Samme dag som Italiens dramatiske semifinale-sejr sendte fodboldforbundets chefanklager, Stefano Palazzi, chokbølger gennem landet: Juventus skulle fratages to mesterskabstitler og ville blive tvangsnedrykket til Serie C eller Serie D, mens de øvrige klubber involveret i skandalen, AC Milan, Fiorentina og Lazio ville blive kylet ned i Serie B. Tre klubber med ledere, der i større eller mindre omfang accepterede Moggis alternative spilleregler, som telefonaflytninger afslørede. Da landsholdslejren vendte hjem til stor hyldest, var den juridiske procedure allerede i fuld gang.

Fem dage efter VM-triumfen faldt dommen, der ikke blev så hård som varslet. Nu skulle Juventus, Lazio og Fiorentina tvangsnedrykkes én række, begynde den kommende sæson med minuspoint og undvære en række nøglepersoner. Moggi og Giraudo blev udelukket i fem år. AC Milan fik lov at forblive i Serie A, men fik fratrukket 15 point fra sæsonstart og sparket ud af Champions League. Også flere dommere samt den tidligere forbundspræsident og vicepræsident,
henholdsvis Franco Carraro og Innocenzo Mazzini, blev udelukket.

Efter appeller fik Lazio og Fiorentina lov at blive i Serie A, men med minuspoint i den kommende sæson. Juventus skulle ned i Serie B, hvor man måtte indlede med ni minuspoint, se de seneste to titler forsvinde og sige farvel til topspillere som Fabio Cannavaro, Lilian Thuram og Zlatan Ibrahimovic. Sidstnævnte endda til Inter, der tilmed blev tildelt mesterskabet i 2006, mens 2004-05-sæsonen blev mesterløs.

AC Milan slap efter deres appel også noget billigere og måtte indlede sæsonen i Serie A med otte minuspoint. For Serie A var følgerne katastrofale. Mindst 30 andre VM-spillere fra talrige lande ønskede at forlade ligaen, der få år forinden havde været klodens stærkeste, men nu mest lignede et kaotisk cirkus fuld af korrupte dommere og ledere. Italien var verdensmester og i dyb krise.



9. juli 2006 kl. 20
VM-finale, Olympiastadion, Berlin
Italien 1 - 1 Frankrig (5-3 efter straffesparkskonkurrence)
7’ (0-1) Zidane
19’ (1-1) Materazzi
Dommer: Horacio Elizondo (Argentina)
Tilskuertal: 69.000

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER