Solskjær: Han er ikke glad
Tidligere Ajax-stjerne har haft mere end svært ved at tilvænne sig til livet i det engelske.
Ole Gunnar Solskjær erkender, at Donny Van de Beek ikke er glad for tilværelsen på Old Trafford og i Premier League, hvor han blot to gange er startet for Manchester United. Nordmanden påpeger, at han godt kan forstå Van de Beek, men at konkurrencen er hård:
- Jeg vil ikke sige, at Donny er glad. Selvfølgelig vil han gerne spille mere, men han håndterer det rigtigt lige nu. Vi gør det godt, og der er spillere, som spiller godt på hans position. Han ved dog, at han er vigtig for os, og at han nok skal komme til at spille flere kampe, udtalte manageren til pressen ifølge Goal.
Nordmanden ser frem mod dagens opgør på Old Trafford mod Liverpool i FA-cuppen, og han lovede ligefrem sin hollandske midtbanespiller spilletid i opgøret:
- Han vil helt sikkert blive involveret i kampen mod Liverpool, og han vil måske blive en afgørende faktor i kampen.
Donny Van de Beek har i sæsonen været involveret 21 gange for ”The Red Devils”, hvoraf de ti af gangene har været i Premier League. Det er dog kun to gange, at hollænderen har startet på banen. Mon ikke han selv havde spået et lidt anderledes forløb i sin første sæson i Manchester.