LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niklas Gerster

Tottenham og 11 andre storklubber scouter ”Den næste Kudus”

Thomas Frank & Co skulle have kig på endnu et stort FC Nordsjælland-talent, som sammenlignes med flere tidligere FCN-storsalg. Der er dog også 11 andre interessante bejlere i spil.

Tottenham har fået en glimrende start under deres nye danske succesmanager Thomas Frank, hvor især det tidligere FC Nordsjælland-storsalg Mohammed Kudus bl.a. har ført sig godt frem.

Den alsidige 25-årige ghanesiske offensivspiller der kom til fra West Ham i sommer, er allerede blevet fast starter under Thomas Frank, og har tilmed bidraget med to assists i sine første seks kampe.

Og FC Nordsjælland er jo notorisk kendte for at udvikle spændende offensivspillere, som de sælger til de store europæiske klubber, hvilket de nu også beskriver hos Tottenham-mediet Spurs Web.

For Tottenham skulle angiveligt have kikkerten ude efter ”Den næste Kudus” i FCN. Der er tale om deres 18-årige kantspiller Prince Amoako, der allerede har lavet fire mål og en assist i otte kampe.

Som Spurs Web beskriver det, er Tottenham i stigende grad begyndt at gå talentvejen i deres strategi, og fremhæver fx Lucas Bergvall, Archie Gray, Mathys Tel og Wilson Odobert som nogle spændende håb.

Og Prince er altså en af de næste talenter, som ”Spurs” har på radaren, som udover Kudus også naturligt nok sammenlignes med Kamaldeen Sulemana og Simon Adingra, der nu er i hhv. Atalanta og Sunderland.

Men Tottenham er dog ifølge rapporten fra TBR Football, som Spurs Web henviser til langt fra den eneste klub, der har et godt øje til fremadstormende Prince Amoako.

Arsenal, Chelsea, Manchester United, Manchester City, Newcastle, Brighton, Brentford, Real Madrid, Bayern München, Borussia Dortmund, RB Leipzig og Marseille skulle alle følge ham.

Tottenham vil dermed få hård kamp, hvis de vælger at jagte Prince Amoako. Men de har allerede haft scouts i Danmark for at følge ham, og er derfor en af de klubber med mest konkret smiger lige nu.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder