Ishockey-powerplay i underholdende topopgør
Kampen på Anfield endte med en hjemmesejr onsdag aften.
Liverpool og Tottenham mødtes onsdag aften i et vaskeægte topopgør, da holdene inden kampen deltes om førstepladsen, da de begge stod noteret for 25 point. Ligheden i tabellen var dog ikke at se på banen. Hjemmeholdet fra Liverpool var altdominerende i den første periode af kampen, og til tider mindede det mest af alt om et ishockey-powerplay ned mod Lloris i Tottenham-buret.
Overtaget i spillet udmøntede sig i et føringsmål efter 25 minutters spil. Den unge midterforsvar Rhys Williams startede angrebet med en god diagonalbold, og så afsluttede Salah angrebet, da han hamrede til bolden, som via en afretning strøg op i hjørnet.
Fortjent føringsmål til Liverpool, men føringen holdt ikke ret lang tid. Syv minutter senere kom den altid farlige Heung-Min Son alene igennem ned mod Alisson. Her var sydkoreaneren iskold, og han passerede den brasilianske målmand.
1-1 og dermed havde Tottenham udnyttet den eneste chance, som de hidtil havde haft i kampen. Bemærkelsesværdigt var det også at se statistikken over boldbesiddelse efter de første 45 minutter. Her stod Liverpool noteret for hele 79% boldbesiddelse.
Anden halvleg var en mere jævnbyrdig affære. Liverpool-presset var ikke så tungt som i første halvleg, og Tottenham viste også tænder den anden vej. Den hollandske kantspiller Steven Bergwijn fik en situation, der lignede Sons i første halvleg, men han kunne ikke gøre holdkammeraten kunsten efter. Bolden ramte stolpen, og dermed slap Liverpool med skrækken.
I slutfasen begyndte Liverpool igen at presse på, og det udmøntede sig i et sent føringsmål. Andrew Robertson slog et godt hjørnespark i feltet, og her steg Roberto Firmino til vejrs og stangede bolden i nettet. Derfor kunne jublen bryde ud hos hjemmeholdet, og kampens scoring blev aftenens sidste.
Med sejren ligger Liverpool nu alene på Premier Leagues førsteplads. Sidste sæsons mestre har tre point ned til Tottenham på andenpladsen, og generelt er det en meget tæt stilling. Fra første- til tiendepladsen er der blot otte point.