Optakt: Atalanta – Ajax
Det lugter af mål når Atalanta og Ajax tirsdag mødes i Champions League i gruppe D, der også indeholder danske FC Midtjylland.
Kommentar:
Et ord kan man beskrive opgøret mellem Atalanta og Ajax med. Mål. Når Atalanta og Ajax i aften klokken 21:00 mødes i Italien, så er der mål på menuen. Det mest scorende hold i Serie A, og det mest scorende hold i Æresdivisionen. Noget de også var i den forgangene sæson.
Atalanta kommer ind til kampen med en sejr fra første runde, hvor de på dansk grund overbevisende slog FC Midtjylland, og gav en ide om, hvad vi kan forvente fra Atalanta i denne sæson. Under Gian Piero Gasperini scorer Atalanta mange mål, og det gør de også i denne sæson. Alt er dog ikke lutter positivt for det offensive mandskab. Sandheden er nemlig også, at de har tabt deres seneste to opgør i Serie A, hvor nederlaget på 1-3 til Sampdoria i weekenden viste, at de bestemt ikke er umulige at stikke.
Ajax tabte 0-1 til Liverpool i første runde, det var dog et opgør som de hollandske-mestre havde stor ære af, og de kunne godt have fået noget med fra kampen. Modsat Atalanta havde de dog stor succes i deres hjemlige liga i weekenden, hvor de slog VVV-Venlo med intet mindre end 13-0 på udebane. Det kan altså godt være, at Ajax de seneste to-tre sæsoner har mistet mange nøglespillere i form af Frenkie de Jong, Matthijs de Ligt, Lasse Schöne, Hakim Ziyech, Donny van de Beek og Sergino Dest blandt andre, så kan man stadig regne med Ajax.
Atalanta går offensivt til værks med højt presspil og direkte spil, hvor Ajax spiller som Ajax altid har gjort med en masse boldbesiddelse og lange angreb. Det er altså to forskellige stilarter som kommer til at stå over for hinanden, og det bliver derfor spændende at se, om det bliver Gasperinis Atalanta-mandskab eller Erik ten Hags Ajax-mandskab.
En kamp, der måske går lidt under radaren, når man kigger på anden rundes mange opgør i Champions League, men samtidig et godt bud på det opgør med flest mål involveret. Indkast.Dk forudsiger i hvert fald mål.
Karantæner og skader:
Atalanta:
Pierluigi Golini
Mattia Caldara
Cristiano Piccini
Marten de Roon (Tvivlsom)
Ajax:
Mohammed Kudus
Forventede startopstillinger:
Atalanta (3-4-2-1)
Sportiello
Toloi, Palomino, Djimsiti
Hateboer, De Roon, Freuler, Gosens
Malinovsky, Gomez
Zapata
Ajax (4-3-3)
Onana
Mazraoui, Schuurs, Blind, Tagliafico
Klaassen, Gravenberch, Martinez
Promes, Traore, Tadic
Bud på kampens profil:
Det bliver en hæsblæsende affære, hvor begge mandskaber vil true hinanden. Atalanta viste, hvad det er de kan i deres 4-0-sejr over FC Midtjylland, hvor specielt deres magiske 10´er spillede en god kamp. Atalanta er bygget op af Gasperini på et kollektiv, hvor man løber for hinanden, men en luksus-spiller har de dog. Deres anfører Alejandro ”Papu” Gomez er deres største stjerne, og det ville ikke komme bag på nogen, hvis han fortsætter i det spor, som han har startet sæsonen. Det vil derfor anbefales at holde øje med Atalantas nummer 10.
Bud på kampens resultat:
Det er allerede nævnt, at det næsten kun kan blive målrigt med mål i begge ender. Atalanta må dog anses som svage favoritter grundet deres hjemmebane-fordel, og det bakker bookmakerne op om. Begge hold kommer til at score, men hjemmeholdet fra Bergamo ender med at løbe med sejren. Buddet på kampens resultat bliver derfor 3-2 til Atalanta.
Kampen bliver spillet på Gewiss Stadium, og bliver fløjtet op klokken 21:00 af kampens dommer Damir Skomina. Kampen kan ses på TV3 Max og Viaplay.dk.