FC Midtjylland og Slavia Praha delte i første CL playoff-kamp
Det blev en chancefattig affære mellem de to hold tirsdag aften i Prag, hvor FC Midtjylland sikrede sig et godt udgangspunkt.
Sidste store udfordring for da danske mestre inden de for første gang kan træde ind på den store scene i Champions League er de tjekkiske mestre Slavia Praha. Og tirsdag aften mødte de hinanden i den første af to kampe.
Lige fra start var kampen meget lige og holdene skiftedes til at presse hinanden. Begge hold lavede flere nervøse fejl, der ledte til omstillinger. De store chancer udeblev dog, grundet en solid midtjysk defensiv og et uskarpt angreb den anden vej. Begge hold viste momentvis rigtige gode takter i opspilsfasen men nærmere kom de ikke og gik dermed til pause uden mål.
I anden halvleg lagde midtjyderne det tjekkiske mere under pres, som man så det mod Young Boys i sidste uge. Efter 52 minutter blev Sory Kaba spillet helt fri på et frispark, men kiksede fuldstændig timingen i sit skud, som endte bag ham.
Defensiven hos FC Midtjylland var stærk og rutineret, hvilket betød, at de holdte tjekkerne fra fadet hele anden halvleg.
De sidste 10 minutter af kampen pressede ulvene ekstra meget på og skabte kampens største chancer. Første blev Erik Sviatchenkos forsøg flot reddet af Slavia Prahas målmand, og kort efter missede Sory Kaba chancen for at spille Pione Sisto helt fri foran mål, da han ramte en midterforsvar i stedet.
Det sluttede målløst efter en kamp, hvor FC Midtjylland igen kan sige, at de var helt med og godt kunne have taget mere med. Men udgangspunktet er godt for de danske mestre, der vil give den hele armen, når tjekkerne kommer til Herning på onsdag i næste uge, hvor den sidste afgørende kamp inden Champions League skal spilles.