LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Niklas Gerster

Medie: Bundesliga-klub afgiver officielt bud på Jelert!

Den danske back kan forstørre en i forvejen stor danskerkoloni, da Bundesliga-subtop-mandskab nu vil hive Jelert til klubben.

Det har ikke været det mest succesfulde ophold i den tyrkiske hovedstadsklub Galatasaray for den 22-årige tidligere FC København-back Elias Jelert.

Jelert skiftede sidste sommer til Istanbul-storklubben for et beløb i omegnen af 63 millioner kroner, men han har været ret udskældt for at begå mange fejl, og har været meget inde og ude af holdet.

Længe har der derfor været spekuleret i, om Jelert allerede nu skulle skifte væk fra tyrkerne, og ifølge det tyrkiske medie Kontraspor kan en Bundesliga-transfer nu være under opsejling.

Wolfsburg der er blevet lidt af en danskerkoloni med Peter Christiansen som sportsdirektør samt spillerne Jonas Wind, Andreas Skov Olsen, Joakim Mæhle og Mads Roerslev har nemlig henvendt sig på Jelert. 

Kontraspor melder, at Wolfsburg som for en uge siden også blev nævnt af transferjournalisten Florian Plettenburg nu har afgivet et lejetilbud, der skulle inkludere en købsoption til Galatasaray. 

Jelert har skrevet kontrakt med tyrkerne til 2029, hvorfor de nok med deres store investering i Jelert håber på, at han enten ville kunne udvikle sig andetsteds eller få forøget sin transferværdi.

Ender Jelert i Wolfsburg, vil der dog være konkurrence med de øvrige danskere, da både Joakim Mæhle og Mads Roerslev ligesom Jelert også spiller på backpositionen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder