LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

England: Premier League
The American Express Community Stadium
FT
1 - 3
(0 - 1)
Brighton
Chelsea
L. Trossard (54)
Jorginho (23), R. James (56), K. Zouma (66)
Henrik Varbøl Andersen

Chelsea dyre drenge tog sæsonens første sejr

Det storsatsende London-hold var på besøg hos Brighton her til aften, og stjernerne funklede med en stærkt spillende AC i defensiven.
Andreas ”AC” Christensen var med fra start blandt Frank Lampards udvalgte hvilket var et godt signal set med danske øjne. Premier League-mesteren Adam Lallana fik en start debut hos hjemmeholdet, som fra start bød de dyre Chelsea-drenge op til dans. Nyerhvervelser som Timo Werner og Kai Havertz var med fra start hos gæsterne.

En lige indledning hvor hjemmeholdet viste sig rigtig godt frem med flere gode angreb, blev ændret efter små 20 minutters spil, da en opspils-fejl hos hjemmeholdet med det samme blev straffet. Tysk Timo Werner blev sendt af sted af Jorginho, der opsnappede en fejlaflevering. Werner blev nedlagt af Brighton-målmand Matthew Ryan, og ingen tvivl om straffespark til Chelsea.

Straffesparkseksperten Jorginho omsatte sikkert tilbuddet fra 11-meter pletten til en 1-0 føring til Chelsea. Ottende gang han sparkede straffe for ”The Blues”, og ottende gang han scorede. Det satte dog yderligere skub i hjemmeholdet, som overtog styringen med opgøret. Det var dog ganske få chancer, de fik skabt, mens man også så forbavsende lidt til Chelsea-offensiven.

Det lykkedes ikke for Brighton at få udlignet før pausen, og de måtte ovenikøbet udskifte Adam Lallana. Et scenarie man alt for ofte har set med ham i Liverpool, da han humpede fra banen med en skade.

Brighton kom ud til anden halvleg med lyn og torden og satte Chelsea under pres. Udligningen lå ikke længe og ventede, da der blot skulle gå ti minutter af halvlegen før Leandro Trossard hamrede bolden i kassen med et flot langskud.

Det vækkede måske de dyre London-drenge, for blot to minutter efter var højre-back Reece James så klar med et endnu flottere langskud end Trossard. James hamrede bolden op i det ene målhjørne, da han tog chancen udenfor Brighton-feltet. Et kanon-mål og ny føring til ”The Blues”.

Mens James scoring bejler til årets mål, så fik vi måske også årets afbrænder blot to minutter senere. Et flot gennemført angreb fra hjemmeholdet havnede hos en helt fri Lewis Dunk bagerst i feltet. Helt alene headede han dog bolden et godt stykke forbi målet. Anføreren kunne hurtigt luske hjem i forsvaret igen.

Efter 65 minutter afgjorde Chelsea opgøret, da Kurt Zouma dirigerede et hjørnespark mod mål. Undervejs blev bolden rettet af og snød hjemmeholdets sidste skanse. Herefter døde kampen noget ud, da Chelsea kontrollerede begivenhederne.

Opløftende var det at se AC dominere i gæsternes defensiv, og han og Chelsea fik altså en god start på den nye sæson om end der er plads til forbedringer.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder