Bayern Münchens muskelbundt ser op til Ronaldo
Midtbanespilleren Leon Goretzka har været igennem en stor udvikling under coronapausen, og er nu indehaver af en imponerende fysik. Han udtaler i et interview, at han har respekt for Cristiano Ronaldo og hans fysik.
Bayern München vandt i år endnu en gang Bundesligaen, og her var Leon Goretzka en vigtig spiller for Hansi Flicks tropper. Da Bundesligaen startede op igen efter coronapausen, var der mange, som lagde mærke til Goretzkas udvikling. Han havde simpelthen givet den gas i styrkerummet under pausen, og havde fået bygget en masse muskelmasse på kroppen.
- For mig var lockdown både en krise og en mulighed. Det var en krise, fordi jeg savnede fodbolden, men det var også en mulighed for at bygge en masse muskelmasse på. Det har jeg haft stor gavn af, og det samme har holdet, udtaler Leon Goretzka til Bild am Sonntag.
This @leongoretzka_ transformation... 🤯#HULKretzka pic.twitter.com/cerqJceo4W
— 🇺🇸 FC Bayern US 🇨🇦 (@FCBayernUS) May 27, 2020
En anden spiller, der er kendt for sin fysik, er Juventus´ Cristiano Ronaldo. Til spørgsmålet om, hvorvidt Ronaldo er et forbillede for ham rent fysisk, svarer Goretzka, at han ser op til portugiseren.
- Enhver, der scorer så mange mål hver eneste år, og har været verdens bedste fodboldspiller flere gange, er en, som man skal have den største respekt for.
Selvom Bundesliga er slut, bliver Leon Goretzka nødt til at opretholde sin gode form. Bayern München mangler stadig at spille sæsonens Champions League færdig, hvor de skal møde Chelsea. Første kamp mellem de to hold endte 3-0 til Bayern, og de er dermed storfavoritter inden returopgøret den 8. august.