Nicolai Christensen

FCN sælger nok en gang spiller for en stor sum penge

Som det lå i kortene har Ajax skrevet kontrakt med Mohammed Kudus.
FC Nordsjællands 19-årige stortalent, Mohammed Kudus, har i dag skrevet under på en kontrakt med den hollandske storklub, Ajax Amsterdam. Det har længe været rygtet, at Kudus var på vej til Ajax, og for kort tid siden blev den bekræftet. Den 19-årige ghaneser går dermed i fodsporene på en lang række fodboldsspillere, der har skiftet fra den bedste danske række til Ajax. Her kunne spillere som Viktor Fischer, Lucas Andersen, Kasper Dolberg og Rasmus Nissen nævnes.

- Kudus’ rejse og udvikling hos os har været fantastisk. Der skal gives en kæmpe cadeau til Kudus selv og til de mange trænere, stabsmedlemmer og holdkammerater, som har bidraget til det store skridt, han nu er klar til at tage. At valget ender med at falde på Ajax, er resultatet af en meget lang og grundig proces, hvor de har fulgt ham nøje, og de har virkelig været grundige og lagt en plan for ham, så hans udvikling kan fortsætte, og vi forhåbentlig alle vil kunne se ham indfri det enorme potentiale i fremtiden, lyder det fra sportschef, Jan Laursen, til klubbens hjemmeside.

Hovedpersonen selv har også sat nogle ord på skiftet:

- Nu venter der mig et nyt sted, og Ajax Amsterdam er en meget speciel klub med en helt speciel kultur, som jeg glæder mig til at omfavne. Jeg glæder mig til at fortsætte min udvikling i Ajax og fortsætte jagten på min drøm. Det skylder jeg alle mine trænere og kammerater i FC Nordsjælland og hos Right to Dream, siger Mohammed Kudus om skiftet.

Kudus slog for alvor igennem i denne sæson, hvor det indtil videre er blevet til 11 mål i 25 kampe fra ghaneseren. Han kommer til at få nummer 20 på ryggen i Ajax Amsterdam, når han begynder i klubben efter sommer. Kudus kommer ikke til at spille flere kampe for FC Nordsjælland i denne sæson.

FC Nordsjælland skulle angiveligt have modtaget 65 mio. kroner for Mohammed Kudus.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER