Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Daniel Fisker

Braithwaite til Barca: Hvorfor og hvordan?

Indkast.dk har kulegravet Martin Braithwaites transfer til FC Barcelona, optakten til den ekstraordinære transfer, danskerens første dage i storklubben og den efterfølgende debut på Camp Nou.
Fredag den 15. februar blev det klart, at FC Barcelona ventede på en ekstraordinær tilladelse til at hente en spiller til klubben, selvom januar-transfervinduet for længst var smækket i – en rygdækning for den langtidsskadede Ousmane Dembélé.

- Der er blevet sagt meget, men vi har stadigvæk ikke fået grønt lys fra RFEF (Spaniens fodboldforbund, red.) til at handle, udtalte Guillermo Amor, FC Barcelonas direktør for institutionelle relationer, ifølge Sport.

- Vi har stadigvæk ikke modtaget noget officielt. Hvis vi gør, så vil klubben træffe den beslutning, som er nødt til at blive truffet.

- I første omgang er vi nødt til at se, om vi får tilladelsen. Det er klart, at klubben har arbejdet hårdt på det her. Vi arbejder hårdt hver eneste dag. Vi analyserer og forbedrer, hvorefter vi, når øjeblikket kommer, vil gøre, hvad der er bedst for klubben. Det er der ingen tvivl om.

Den catalanske storklub fik efterfølgende grønt lys til at handle, hvilket for alvor fik rygterne til at svirre. Rygterne talte dog i første omgang ikke om den danske Leganés-angriber Martin Braithwaite.


FC Barcelonas ønskeliste – uden Martin Braithwaite

Den spanske avis AS kunne i begyndelsen af februar måned løfte sløret for en FC Barcelona-ønskeliste, hvorpå der stod en række angribere, som kunne agere rygdækning i angrebet – og eventuelt på højrekanten – på Camp Nou.

Willian José fra Real Sociedad, Loren Morón fra Real Betis, Lucas Pérez fra Alavés, Ángel fra Getafe, Roger Martí fra Levante, Luis Suárez fra Zaragoza og altså ikke Martin Braithwaite.

ESPN tog i den forbindelse bestik af situationen og konkluderede, at der hurtigt blev set bort fra Willian José og Loren Morón, fordi disse to angriberes klubber forlangte for mange penge for den brasilianske og den spanske angriber.

De to mest realistiske bud på en ny FC Barcelona-angriber var ifølge ESPN Lucas Pérez og Getafe-angriberen Ángel, som efter sigende stod højest på Barcas oprindelige ønskeliste. Den 32-årige spanier scorede, da Getafe besøgte Camp Nou lørdag den 15. februar.

Mandag den 17. februar kunne Mundo Deportivo dog løfte sløret for, at Martin Braithwaite ikke alene var dukket op på FC Barcelonas radar – den tidligere Esbjerg-angriber var endda førsteprioritet hos Barca.


Martin Braithwaite melder sin ankomst

Den spanske avis AS mente at vide, at Martin Braithwaites agent allerede mandag den 17. februar, hvor Mundo Deportivo kunne løfte sløret for, at Barca havde øremærket den danske angriber, indfandt sig i Barcelona for at tage hul på forhandlingerne om en transfer.

AS rappoterede mandag, at FC Barcelona havde øremærket Braithwaite, fordi han befandt sig indenfor klubbens finansielle rækkevidde, mens danskeren også er en alsidig offensivspiller. Det blev efter sigende skudt Getafe-angriberen Ángel i skoen, at han udelukkende kan indtage rollen som spidsangriber.

To dage senere – onsdag den 19. februar – sagde Braithwaite dog ifølge AS farvel til sine holdkammerater i Leganés, inden han dagen efter – torsdag den 20. februar – officielt blev præsenteret som FC Barcelonas ekstraordinære og utidige køb.

Det fik mange til at løfte øjenbrynene, da Martin Braithwaites skifte til Barcelona var en realitet. En af dem, som ikke forstod, at Barca havde købt den danske angriber, var brasilianeren Rivaldo, som selv spillede i Barcelona fra 1997 til 2002.

- Ærlig talt forstår jeg det ikke, og jeg er ikke enig i dette køb, udtalte Rivaldo ifølge AS.

- Først og fremmest købte de ham udenfor transfervinduet. Derudover skulle Barcelona have valgt en gut fra La Masia til denne opgave.

- Holdet begynder at vise tegn på forbedringer, og jeg ser ingen afgørende grunde til at gennemtvinge købet af en angriber.

- Med al respekt tvivler jeg på, at han er den spiller, som Barcelona har brug for lige nu.

- Jeg tænkte på en yngre spiller, som kunne udvikle sig. De har taget ham fra en klub, som prøver på at undgå nedrykning. De bliver helt sikkert skadet af alt det her.

Danskeren er dog glad for, at valget faldt på ham. Vestjyden løftede i forbindelse med præsentationen på Camp Nou, at det var en drengedrøm for ham at spille i FC Barcelona – ikke mindst at spille på samme hold som den måske bedste spiller nogensinde.

- Jeg er rigtig begejstret. Det er en drengedrøm, som går i opfyldelse, udtaler Martin Braithwaite ifølge AS.

- Alle, som spiller fodbold, drømmer om at spille i Barcelona. Her er jeg, og jeg glæder mig til at vinde titler.

- Han (Lionel Messi, red.) er måske den bedste spiller nogensinde, så det er selvfølgelig et stort øjeblik, at jeg nu er i stand til at spille med ham og sige, at jeg har spillet med ham, så jeg er rigtig begejstret.


La Masia-muligheder

Et oplagt bud på en spiller fra egne rækker, som kunne have vikarieret i FC Barcelona-angribet, er den 17-årige kantspiller Ansu Fati. Det unge stortalent blev i sommer rykket op i førsteholdstruppen fra catalanernes ungdomshold.

En af de spillere, som Barca kunne have satset på som erstatning for Dembélé i stedet for Martin Braithwaite, kunne eksempelvis have været højrekanten Alex Collado. Den 20-årige spanier har først og fremmest slået folderne på andetholdet i den catalanske storklub, men han har indtil videre spillet to kampe på Barcelonas førstehold.

Hvorom alting er, blev det ikke en La Masia-spiller såsom Ansu Fati, der i første omgang fik chancen for at vikariere i Barcelona-angrebet. Det var i stedet Martin Braithwaite, som fik debut to dage efter sin ankomst. Den fænomenale debut vender vi tilbage til.


Leganés blev taget med bukserne nede

- De ”fuckede” os.

Sådan beskriver Leganés-træneren Javier Aguirre ifølge AS Martin Braithwaites transfer til FC Barcelona. Den mexicanske taktiker hentyder ikke umiddelbart til, at Barca fik grønt lys til at gå på rov i Leganés og udløse Braithwaites frikøbsklausul, men derimod at bundklubben ikke fik lov til at hente en erstatning.

Den 61-årige træner, som overtog tøjlerne i Leganés i november 2019, kaster dog ikke håndklædet i ringen, selvom Barca i utide købte den danske landsholdsangriber. Aguirre mener dog ikke, at Braithwaite er afgørende for Leganés’ muligheder for at overleve.

- Omklædningsrummet har det godt, og jeg har det endnu bedre.

- I øjeblikket har FIFA ikke forhindret os i at spille med 11 spillere eller uden en målmand, selvom de ”fuckede” os.

- Er Braithwaite afgørende for Leganés’ overlevelse? Det eneste, der betyder noget, er emblemet og hjertet.

- Hvad vil i have mig til at sige? Vil i have mig til at græde? Jeg har 26 rigtig gode spillere her, og det vil være respektløst over for dem at sige, at vi er fortabte.

Sagen om Leganés og muligheden for at hente en erstatning for Braithwaite er umiddelbart ikke afsluttet. Bundklubben har i hvert fald appelleret sagen til det spanske fodboldforbund, som i første omgang gav Barca lov til at hente forstærkning i form af den nu forhenværende Leganés-profil.

Det er endnu ikke afgjort, om Leganés’ dage i La Liga er talte, men den første kamp uden Braithwaite endte dog med, at klubben, som kæmper for overlevelse, tabte terræn i overlevelseskampen. Leganés besøgte Celta Vigo, der også kæmper for overlevelse, med lejesvenden Guido Carrillo. Argentineren har endnu ikke scoret i den igangværende sæson, og han kom heller ikke på måltavlen i Vigo.

Bundkampen startede langtfra optimalt for Celta Vigo, som efter 21 minutters spil blev reduceret til ti mand. Ikke desto mindre formåede Celta Vigo-profilen Iago Aspas efter godt og vel en times spil at skyde Leganés i sænk. De tre point til Celta Vigo betød ydermere, at klubben fra det nordvestlige Spanien kravlede over nedrykningsstregen, mens Leganés fortsat er henvist til 19. pladsen.


En drømmedebut på Camp Nou

Alt taget i betragtning var der tale om en drømmedebut, da Martin Braithwaite fik sine første minutter i Barcelona-trøjen. FC Barcelonas femte dansker blev indskiftet efter 72 minutters spil i lørdagens hjemmebanekamp mod Eibar.

Det var ikke ligefrem realistisk med en startplads til Braithwaite, som kun havde tilbragt to døgn i Barcelona, da søndagens kamp blev sparket i gang. Torsdag blev han som bekendt præsenteret på Camp Nou, fredag havde han sin første dag på Barcas træningsanlæg med sine nye holdkammerater, inden han lørdag blev indskiftet til sin debutkamp på Camp Nou.

Martin Braithwaite kom på banen på bekostning af en Antoine Griezmann, som ikke just spillede sin bedste kamp. Franskmanden blev ganske vist sendt fra banen med klapsalver, men det var et sandt jubelbrøl, der brød løs, da Braithwaite løb på banen.

Lionel Messi havde egenhændigt sikret værterne en føring på 3-0, da Braithwaite blev indskiftet, men det forhindrede dog ikke danskeren i at vise smagsprøver på sine offensive egenskaber, hvilket altid blev belønnet med jubelbrøl. Danskeren udviste stor angrebsiver, men det var først efter 87 minutters spil, at han for alvor stemplede ind i kampen.

En Barcelona-chance var ved at løbe ud i sandet, da Arturo Vidal sendte en aflevering på tværs af Eibar-feltet. Afleveringen blev mødt af Braithwaite, som pillede bolden ned med brystet, inden han trak mod baglinjen os sendte et fladt indlæg ind i banen. Eibar-målmanden fik dog sin ene hånd på indlægget. Alligevel formåede Lionel Messi at gøre danskerens forarbejde færdigt, hvilket resulterede i en krammer fra den argentinske troldmand.

To minutter senere fik Braithwaite igen næstsidste fod på en bold, der havnede i netmaskerne i Eibar-målet. Arthur satte et Barcelona-angreb i gang, da han sendte sin nye danske holdkammerat i dybden. Det var kun en refleksredning fra Eibars målmand, der forhindrede danskeren i at få sit debutmål. Arthur formåede dog at opsnappe riposten og score til kampens resultat – 5-0.

Martin Braithwaite kunne efter en flot debut høste roser for sin præstation – også i de spanske aviser. Sport, AS og Mundo Deportivo var alle enige om, at danskeren var bedre end Antoine Griezmann, som han afløste.

Roserne var et resultat af, at Braithwaite – på trods af det manglende debutmål – fik sat et tydeligt aftryk på kampen, som endda var så godt som afgjort, da danskeren blev indskiftet. Derudover fik den danske angriber også lykønskninger og en krammer med på vejen af Lionel Messi, hvorfor Braithwaite ikke har tænkt sig at vaske sit tøj.

- Det er ikke let at score i Barca, men i det mindste tog jeg del i kampen. I fremtiden er der ingen tvivl om, at jeg vil score, udtaler Martin Braithwaite ifølge AS.

- Han lykønskede mig. Man kan se, at han er en fantastisk fyr. Han vil have dig til at være glad. Han forsøgte at finde mig med et par afleveringer, da jeg blev indskiftet. Jeg har ikke tænkt mig at vaske mit tøj, fordi jeg krammede ham.

- Man kunne se, at han ledte efter mig flere gange. Jeg har det rigtig godt, og jeg har været rigtig glad i mine første dage på Camp Nou. Hvis man havde fortalt mig for 15 dage siden, at jeg ville skifte til Barcelona, så vil jeg gerne indrømme, at jeg ikke havde forventet det.

Skiftet til Barcelona blev dog en realitet for Martin Braithwaite, ligesom den fænomenale debut også blev til virkelighed. Danskeren rejste endda også med Barcelona-truppen til Napoli, hvor han dog ikke kommer i aktion i Champions League. Til gengæld kan Braithwaite blive rystet yderligere sammen med de nye og prominente holdkammerater.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER