LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Daniel Fisker

Officielt: Randers FC lejer Mads Aaquist

Randers FC har her torsdag morgen præsenteret FC Nordsjælland-midtbanespilleren Mads Aaquist på en etårig lejeaftale med en købsoption.
Mads Aaquist viste sit værd som en teknisk stærk fodboldspiller, da han slog folderne i FC Helsingør. Den nu 23-årige midtbanespiller kom til FC Nordsjælland i slutningen af august 2017. Det er dog kun blevet til 18 kampe eller 551 minutter i FCN-trøjen, hvorfor Aaquist nu skal jage spilletid i Randers FC.

Randers FC's sportsdirektør Søren Pedersen mener, at Aaquists tilgang har fuldendt truppen og konkurrencen om spilletid på samtlige positioner. Sportsdirektøren løfter i samme omgang sløret for, at randrusianerne har lavet en købsoption i lejeaftalen.

– Vi tror, at Mads kan gøre en forskel for os, og med tilføjelsen af ham er der rigtig god konkurrence på samtlige pladser i truppen, og det giver endnu flere muligheder for trænerteamet. Han kan især bidrage med en masse offensivt og komplimentere en i forvejen stærk trup. Ambitionen for begge parter er, at det efter sæsonen bliver til et permanent skifte, og det er da også derfor, at vi har lavet en fornuftig købsoption i aftalen, udtaler Søren Pedersen ifølge klubbens officielle hjemmeside.

Cheftræneren Thomas Thomasberg mener, at Mads Aaquists tilgang kommer til at styrke truppen. Han glæder sig således til at få den 23-årige kreatør indlemmet og integreret i truppen.

– Det er en styrkelse af truppen, at vi får Mads ind. Han kan noget, vi ikke har nok af i forvejen. Han er virkelig god i mellemrummene, meget boldfast og kan skabe chancer på egen hånd. Så vi glæder os til at få ham indlemmet og integreret i truppen, udtaler Thomas Thomasberg.

Mads Aaquist fik sin fodboldopdragelse i FC København. Han har desuden spillet 44 ungdomslandskampe for Danmark.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder