Emre Mor igen i problemer i Celta
Den tidligere FC Nordsjælland- og Borussia Dortmund-spiller er endnu engang kommet i unåde hos Celta-træner Juan Carlos Unzué.
Emre Mor har haft en turbulent start på livet hos den spanske klub RC Celta Vigo. Han har flere gange været i problemer af disciplinære årsager, og det er ifølge mange spanske medier endnu engang tilfældet.
Den tyrkiske landsholdsspiller er stoppet med at træne sammen med førsteholdet, og selvom klubben officielt forklarer, at det er fordi han har en ankelskade, spekulerer spanske medier, som for eksempel Marca i, at det i stedet er fordi han har problemer med træneren Juan Carlos Unzué.
Tidligere på sæsonen er Emre Mor blevet smidt ud af førsteholdstruppen, fordi han ikke kunne finde ud af at møde til tiden, og med de nye problemer mellem Mor og træner Unzué forventes det ikke, at han kommer til at optræde mere for klubben i resten af sæsonen.