Torsten Brix

Happy Blue Year

Hvad skal der ske i Chelsea? Hvem skal ud af spillere? Og skal der en ny manager til? Indkast.dk har kigget nærmere på den kriseramte klub…
Mellem jul og nytår 2016 lavede Daily Mail overskriften ”Happy Blue Year”, efter London-holdet havde et forspring på seks point i Premier League. Diego Costa og Eden Hazard var ustoppelige, og senere på sæsonen kunne London-holdet løfte mesterskabspokalen med en storsmilende og meget medlevende manager – Antonio Conte… Sidste år er længe siden…

Efter nederlaget til Tottenham og uafgjort imod West Ham er chancerne for, at de regerende mestre i næste sæson spiller Champions League meget lille. Omvendt henter en anden London-skuffelse Arsenal dem næppe, så Chelsea slutter sikkert på femtepladsen.

Skulle det ske, er det langt fra eneste gang, at et engelsk hold har skuffet i forbindelse med kvalifikationen til Champions League. I 2011/12 kom Tottenham ikke i den store turnering, selvom de i den forgangne sæson – med spillere som Gareth Bale og Luka Modrić – havde kvalificeret til kvartfinalen i Champions League.

2014/15 var det Manchester Uniteds tur under manager Louis van Gaal og med nye spillere som Daley Blind, Luke Shaw og Angel Di Maria. Det var første gang i 15 år, at der ikke var CL-bold på Old Trafford. Året efter skuffede Liverpool med Brendan Rodgers.

Samme skæbne led Arsenal i denne sæson, og derfor har de i denne sæson spillet i den meget lidt attraktive Europa League – ligesom Chelsea med stor sandsynlighed kommer til i en kommende sæson. Hvilke konsekvenser skal det så have og får det?

Manager Antonio Conte har flere gange i denne sæson været utilfreds med meget i klubben. Det virker til, at han har hjemve, og hans vinder-attitude fra mesterskabssæsonen er helt væk. Ifølge bulletinerne fra England skulle en af årsagerne til Contes utilfredshed handle om hans manglende indflydelse på spillerindkøb samt generel mistrivsel i London. Sidstnævnte kan være svært at forstå…

Derfor står Luis Enrique, Mauricho Pochettino og Thomas Tuchel nu højt på ønskesedlen som ny manager i Chelsea – og klubben har jo for vane, at nye managere i første sæson bliver mester. Måske en af grundene til at klubejer Abramovich har så stort et forbrug af managere?


Bliver Hazard på The Bridge?
Mange ting ulmer i Chelsea… profilen Thibaut Courtois har blot 12 måneder igen af sin kontrakt, og hvor interesseret er han i at forlænge den med udsigt til ingen Champions League-bold i Chelsea?

Af samme grund kan det blive svært at holde Real Madrid væk fra Eden Hazard, der har to år tilbage af sin kontrakt. Det skal dog nævnes, at Chelsea ikke mistede nogen af deres store profiler, da de for to år siden ikke kvalificerede sig til europæisk fodbold, men dengang stod profilerne heller ikke overfor kontraktudløb.

Skulle Chelsea ikke have Champions League på menuen til næste sæson, bliver det svært at tiltrække nye spillere – evt. afløsere for de to ovennævnte. Den manglende CL-deltagelse vil også ændre i budgettet.

Det kunne dog åbne op for spilletid til nogle af Chelseas unge spillere som Ethan Ampadu, Hudson-Odoi, Ruben Loftus-Cheek og Tammy Abraham. Klubben har ikke en historik for at give mange talenter chancen på førsteholdet.


Super-sub'en Hernández
Da Javier Hernández med et dusin minutter igen udlignede på Stamford Bridge, hvilket kom efter nederlaget til Tottenham, var Champions League lige pludseligt langt væk for Chelsea.

Det var vanvittige sjette gang, at ”Chicharito” blev indskiftet imod Chelsea og fik scoret. Dermed har Chelsea blot vundet seks kampe – den ene efter straffesparkskonkurrence – ud af tyve kampe i 2018 og to af de sidste otte Premier League-kampe. Alene dette er jo helt vanvittigt for regerende mestre fra Premier League.


En sidste hilsen
I forbindelse med hjemmekampen imod West Ham havde Chelsea-fansene lavet et stort banner med en sidste hilsen til den afdøde klublegende Ray Wilkins:

- Ray was one of those select few. He knew what it meant to be one of us, a real Blue-blood. Chelsea flowed through his veins. May you rest in peace – Ray…

Flot gestus og det var der meget af i forbindelse med hele kampen og afskeden med den sympatiske Wilkins. Nu bliver spørgsmålet bare om, hvem der skal have ”Chelsea-blod” i årene i fremtiden.

Tilbage til juletid i 2016 havde Chelsea vundet ti kampe i træk. Et år før det… altså medio december 2015 var Chelsea placeret et sølle point over nedrykningsstregen.

Så der har været gang i Chelsea-rutsjebanen – næppe noget som den meget lidt tålmodige Abramovich ikke handler på… og midt i dette var der ”Happy Blue Year”…

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER