Torsten Brix

Wigan – City: 1-0 … igen

To forskellige fodboldklubber og verdner mødtes på DW Stadium, og resultatet blev det samme som i 2013. Væk var de ildelugtende toiletter, komiske presseforhold og klubkontoret i campingvognen, da Pep Guardiolas tropper gæstede Wigan.
Sergio Agüero, Ilkay Gundogan, Leroy Sane, Fernandinho, John Stones, Kyle Walker, Kevin De Bruyne, David og Bernardo Silva samt rekordindkøbet Aymeric Laporte var blot nogle af de Manchester City-spillere, der mandag aften ikke kunne besejre Wigan fra den tredjebedste engelske fodboldrække. City tabte med 0-1, hvilket ikke var første gang.

FA Cup-finalen i 2013 gav samme resultat i Wigans favør imod et voldsomt City-mandskab. Det samme kan man vel sige om opgøret i februar 2018, hvor en af de største fodboldoverraskelser i nyere tid fandt sted. For City har i denne sæson fjernet alt modstand – men Wigan fra den tredje bedste række vandt alligevel over dem.

Kigger man tilbage i historiebøgerne, så går en af historierne fra finalen i 2013 på, at den daværende stenrige klubejer Dave Whelan stod i en herretøjsbutik i London og afviste at betale omkring 3.000 kroner for en ny strikketrøje, som han skulle have på til kampen. Han valgte at tage sin gamle på – og det frembragte held – måske havde Whelan også trøjen på til kampen i 2018?

I Whelans hjem skulle der være 81 store fotografier rundt omkring i huset fra finalesejren, som kom i hus på en speciel måde. Ifølge assistent-træneren Graeme Jones så valgte manager Martínez at ændre taktik dagen før kampen, og han bad spillerne om at træne ti minutter dagen før. Her skulle spillerne øve ti angrebsåbninger - og ifølge Jones var det nøglen til den overraskende sejr.

I 2018-udgaven blev backen Fabian Delph udvist, mens det var Pablo Zabaleta i 2013. Den meget stærke Zabaleta fik to advarsler for frispark på den purunge Callum McManaman, der på det tidspunkt boede hjemme hos sin mor. Inden knægten gik i seng, hang han FA Cup-medaljen op på væggen i barndomsværelset, hvor han som knægt havde ligget og drømt om at vinde FA Cuppen. Medaljen skulle stadigvæk hænge på værelset, men det er langt fra den eneste komiske historie om den specielle fodboldklub – Wigan Athletic.


Lugt af pis og masser af fuglelort
I starten af 1990'erne spillede Wigan Athletic i de laveste engelske divisioner, og havde et stadion – Springfield Park – der var berygtet af alle de forkerte grunde. Omkring fodboldbanen var der grundet dårlige og uløselige sanitære forhold en konstant stank af urin, hvilket der blev gjort meget grin med – ligesom deres næsten komiske presseforhold.

Journalisterne blev nemlig placeret i et anlagt drivhus, som det hævdes ikke ”at have været gjort rent i 50 år”, og derfor var der kun få steder, at man faktisk kunne se ud igennem ruderne, der bl.a. var meget ramt af fuglelort. Derudover var der kun plads til en lille håndfuld journalister, og forholdene var ikke meget bedre på klubbens kontor, der var i en nærliggende campingvogn.

Historien om Wigans kontor i campingvognen for under 30 år siden giver jo næsten grotesk billede, når de nærliggende og senere Premier League-konkurrenter er klubber som de to Liverpool-klubber samt Manchester City og United. Dette ”Wigan-billede” bliver endnu flottere, når det viser sig, at ”The Latics” har voldsom opbakning i lokalområdet. For fem år siden viste en undersøgelse nemlig, at det er ikke er Everton, Liverpool, Manchester City eller United, der har den største opbakning – i gennemsnit af tilskuerne - under 16 år. Det har Wigan Athletic!

De flotte tal giver jo lyse udsigter over DW Stadion, der tidligere hed JJB Stadion, men forholdene er også ændret fra det føromtalte Springfield Park. I 1999 stod 80 % af tilskuerne op på en græsvold omkring stadion, men alt dette fik en klublegende ændret. Navnet er Dave Whelan!


Fra røven af 3. Divison
I sæsonen 1993/94 tabte Wigan 12 kampe i træk og lå i ”røven af 3. Division”, hvilket kostede manager Kenny Swain jobbet. I stedet blev den tidligere spiller Graham Barrow ansat, og tyve år efter var han - stadigvæk - tilknyttet førsteholdets træner-team. På det førnævnte tidspunkt havde klubben ifølge datidens bulletiner kun to spillere på det niveau, som holdet spillede på, men føromtalte Whelan ændrede alt. Som spiller blev Whelan kendt for at brække begge ben i FA Cup-finalen i 1960, men sidenhen er han blevet berømt for opbygningen af et storhold, der endte i Premier League. Han ændrede klubbens stadion, spilletrup og med et smittede humør samt hårdt arbejde startede genopbygningen af klubben.

På en kold februar aften i 1995 mødtes Whelan med 350 af klubbens loyale fans, og på det tidspunkt lovede klubejeren, at holdet ville være i Premier League inden ti år. Det frembragte jubel hos fansene men også komiske kommentarer fra konkurrenterne, men disse blæste Whelan på. Præcis ti år senere var holdet i Premier League, og Whelan holdt dermed sit løfte, hvilket blev gjort med hårdt arbejde og det rigtige hjerte – samt meget humor og manager Paul Jewell, der også kunne levere alt dette.

Aston Villa var et tophold på dette tidspunkt og havde flere engelske landsholdsspillere i truppen. Deres daværende manager David O'Leary sagde efter oprykningen til Wigan-kollegaen Paul Jewell:

- Tillykke med oprykningen. Jeg håber, at I bliver i rækken!

Svaret fra Jewell kom prompte med et smil på læben:

- Tak… det håber jeg også, at I gør!

Manager Jewell var Whelans påfund, og igennem seks år stod klubbens tidligere lille angriber for det hårde slid frem mod Premier League. Det startede ellers rigtigt dårligt for Jewell efter ansættelsen i 2001. I september var holdet placeret i bunden efter et 1-5-nederlag til Wrexham, men Whelan gav Jewell ind til den efterfølgende jul til få dem i top 6. Det lykkedes… de var faktisk placeret på førstepladsen med ti points forspring den efterfølgende jul, og eventyret op mod Premier League kunne begynde. Forinden havde Whelan haft Jewells til jobsamtale, hvor den daværende 74-årige bestyrelsesformand skulle have sagt:

- Der er blevet sagt en masse pis om mig, men alt, hvad jeg forlanger af mine managers, er, at de arbejder røven ud af bukserne.

Det gjorde Jewell, og i 2005 rykkede holdet op i Premier League med spillere som Jimmy Bullard, Arjan de Zeeuw, Jason Robers og Nathan Ellington. I Jewell havde Wigan et unikt øje for at spotte talenter i lavere rækker. Pascal Chimbonda blev hentet i den næstbedste franske fodboldrække og senere kåret til den bedste højreback i Premier League. Antonio Valencia kom til Nordengland fra Recreativo og blev senere solgt meget dyrt til mægtige Manchester United. Før disse var de ”Three Amigos” kommet til klubben. De tre spanske spillere var den senere manager Roberto Mantinez, Isidro Diaz og Jesus Seba, hvilket fik den humoristiske klub til tørt at konstatere: Jesus is a Wiganer!

Inden Mantinez fik manager-jobbet havde Steve Bruce været manager i klubben, og han ”fandt” også nogle billige spillere til at supplere truppen med. Wilson Palacios og Maynor Figueroa kom fra Honduras, mens ukendte James McCarthy kom fra Hamilton.

Mange af disse spillere var ukendte ved ankomsten til Wigan, og sådan er historikken i klubben, hvilket gør det svært at vurdere deres trup inden en sæsonstart. Igennem flere sæsoner har de ikke været levnet mange chancer, men alligevel er de endt med at imponere – blandt andet deres sæsoner i Premier League. John Cross fra The Daily Mirror har tidligere sagt om Wigans chancer i Premier League:

- Wigan minder om Coventry fra tiden i slutningen af 80'erne og starten af 90'erne. Et hold, der i flere år kæmper mod nedrykningen. År efter år trodser de tyngdekraften. De kan ikke blive ved med at tabe spillere og i stedet hente nye, uprøvede spillere, som de har gjort og er sluppet afsted med.

Efter klubben havde overlevet en af deres dramatiske nedrykningskampe sagde klublegenden Whelan til BBC:

- Det er ikke pengene, vi glæder os over nu. Det er at blive i Premier League.

Wigan-ejeren havde brugt over 100 millioner kroner på klubben, som han købte for 8 millioner kroner. I 2007 solgte den aldrende Whelan aktier i JJB Sports for 2,5 milliard kroner, og han skal ikke have masser af penge, når han dør – har Whelan tidligere slået fast:

- For mange mennesker tager penge med graven, og det har jeg ikke nogen plan om. I forhold til Wigan og min investering har det været det hele værd, når man har set klubben vokse fra de nederste divisionsrækker til Premier League. Skulle vi rykke ned i den kommende sæson, kan vi stadigvæk sige, at ”Vi gjorde det!”


Magien kom tilbage
Den 7. maj 2012 vandt Wigan 1-0 over Blackburn og reddede sig dermed i sidste spillerunde en sæson mere i Premier League, men året efter sluttede festen. Tre dage efter de havde vundet FA Cup-finalen, rykkede de ud af Premier League.

Men ingen kunne tage deres triumf fra dem. Den næsten 100 år gamle klub havde vundet deres første store trofæ – nogensinde – og så ved at vinde 1-0 over naboerne, de stenrige samt kraftigt oprustende fra Manchester City.

I den efterfølgende sæson blev succes-manageren Martínez sendt til Everton. Samtidig gav Whelan bestyrelsesposten til barnebarnet David Sharpe, hvorved de to mænd bag Wigan-magien var væk. På seks år har der været seks managere i Wigan – uden den store succes.

Den fik Paul Cook mandag aften, da Wigan formåede at vinde over Manchester City i FA Cuppen – igen. Pep Guardiolas tropper havde forinden vundet 23 ud af deres 27 Premier League-kampe, og de sparede ikke på deres kræfter. Der var masser af kvalitet i det hold, som Guardiola sendte på banen på DW Stadium. Et sted hvor der tidligere har lugtet voldsomt af urin, hvor presserummet var et drivhus overbeskidt med fuglelort og hvor klubkontoret var en gammel campingvogn. Alt mellem de to klubber var forskelligt – bortset fra resultatet. Wigan vandt igen med 1-0…

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER