Torsten Brix

Huddersfield – Premier Leagues Hobro

Tre danskere befinder sig i Yorkshire – midt i en fodboldrøm…
Da Huddersfields Aaron Mooy i weekenden dansede igennem Newcastle-forsvaret og sparkede bolden flot ind, blev australieren den første spiller i 45 år, der scorer et hjemmebane-mål for Huddersfield i den bedste engelske fodboldrække. Et eventyr som bare ikke vil stoppe, og pudsigt nok så var den 26-årige også manden, der startede det.

Mooy var den sidste målscorer for Huddersfield i straffesparkskonkurrencen imod Sheffield Wednesday. Forsøgene fra 11-meterpletten blev startskuddet til playoff-kampen imod Reading, som Huddersfield også vandt i straffesparskonkurrence. Dermed rykkede de op i Premier League, hvor sæsonen er startet med to sejre. Helt unik bedrift, som giver eventyrlige tanker a la Hobros oprykning til Superligaen med meget få midler.

En anden af målscorerne fra straffesparkskonkurrencen imod Sheffield Wednesday var Michael Hefele, og hans jubel efterfølgende er næsten blev legendarisk, da den tyske forsvarsspiller satte sig ned og lod, som om han skød med en pil. Efterfølgende sagde han til den begejstrede engelske presse:

- Robin Hood tager fra de rige og giver til de fattige. Når man ser på Sheffield, er de en gigantisk klub sammenlignet med os… vi er en meget lille klub!

Denne Hefele er blevet et synonym for Huddersfields succes, og han er blevet lidt af en kultfigur – ligesom han var i Dynamo Dresden. Ifølge bulletinerne fra England skulle fansene fra den tyske klub stadigvæk rejse til England for at se Hefele spille – og det gjorde de også, da klubben spillede på mindre stadions i Championship.


Urealistisk udvikling
Lønbudgettet i sidste sæson for Huddersfield var på lidt over 100 millioner kroner, hvilket skal sættes i forhold til, at klubben med Premier League-oprykningen fik 1.700 millioner kroner. Helt unik udvikling som næsten ikke kan forstås, og kigger man på klubbens træningsanlæg – The Canalside – kan det ikke sammenlignes med de andre Premier League-hold. Stemningen er også anderledes. Således er træningerne åbne for tilskuere.

Netop de mange penge har ændret på klubben, for Hefele er røget ud af idealopstillingen, da han har mistet pladsen i det centrale forsvar til Mathias ”Zanka” Jørgensen. Her spiller danskeren ved siden af Chris Schindler, som indtil oprykningen var klubbens dyreste spiller, da han inden sidste sæson kom fra 1860 München for omkring 20 millioner kroner. Det er ikke indkøbsrekorden mere…

Føromtalte Mooy er købt i Manchester City, og han er sammen med Steve Mounie, Tom Ince, Laurent Depoitre, Scott Malone og Zanka indkøbt dyrere end den tidligere klubrekord. Trods dette… så har Huddersfield ikke brugt ret mange penge – sammenlignet med de andre hold. I alt er truppen – som jo har tre danskere - blot blevet forstærket for omkring 400 millioner kroner, hvilket er ret meget mere, end Crystal Palace gav for Christian Benteke. Alligevel vandt Huddersfield med hele 3-0, da de gæstede Selhurst Park.


Helt alene i svenske skove
I stedet for at bruge en masse penge i sommerpausen valgte Huddersfield-manager David Wagner at tage de spillere, der var rykket op, med langt op i de svenske skove. Ingen sengetøj, mobiltelefoner og blot kanoer til transport var opvarmningen inden Premier League-sæsonen for ”The Terriers”.

Sådan blev truppen trimmet til deres første møde med den bedste engelske fodboldrække siden 1972, og forsvarsspilleren Tommy Smith sagde blandt andet:

- Jeg var elendig til at fiske, men manageren sagde, at det var vigtigt, at vi sammen prøvede at komme ud af vores komfort-zone, for det ville vi også komme til senere.

I sæsonstarten til Premier League har Huddersfield været udenfor deres komfort-zone, men har bestået på fornemste vis, og der eksistere nærmest eufori omkring holdet. Forud for hjemmekampen imod Newcastle var det udsolgt af trøjer i shoppen, og sejren gør næppe interessen omkring John Smiths Stadium mindre. Det lille stadion er henover sommeren – ligesom da Hobro rykkede op i Superligaen - på rekordtid blevet gjort klar til Premier League. På blot otte uger er tribunen blevet ombygget, der er blevet lavet bedre plads til sponsorer samt flere tilskuere.

Herfra kunne fansene i weekendens se en hjemmesejr i den bedste engelske række. I 1972 slog de i denne række de efterfølgende mestre - Derby - i november, men vandt efterfølgende ikke en hjemmekamp, så sidste hjemmesejr i den bedste række er fra november 1972… altså indtil kampen imod Newcastle. Så fodboldstemningen er elektrisk i Yorkshire hos Premier Leagues Hobro.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER