Torsten Brix

The Young Lions – hvem er de?

Søndag vandt England deres største trofæ siden 1966, men hvem er disse unge spillere? Indkast.dk har kigget nærmere på holdet.
I 1966 løftede Bobby Moore den legendariske pokal ”Jules Rimet” på hjemmebanen - Wembley, men siden er det knebet meget med succeserne for den fodboldtossede nation. Måske er der noget nyt på ”trapperne”…

For med finalesejren til VM for U/20-landshold over Venezuela er der kommet yderligere optimisme i engelsk fodbold, hvilket ikke mindst skyldes store talenter som Liverpools nytilkomne Dominic Solanke og Everton-spilleren Ademola Lookman.

Disse spillere har U/20-landstræner Paul Simpson sat godt op, og måske ikke så underligt, da træneren selv som aktiv var en skrap offensiv midtbanespiller med over 800 kampe for blandt andet Manchester City. Simpson spillede i flere nordengelske klubber, og han virker også til at være glad for spillere i den region. Hele syv spillere er fra Merseyside-klubberne Everton og Liverpool. Disse spillere har faktisk haft ganske meget modgang igennem turneringen, som da Italien bragte sig foran efter blot et par minutters spil i semifinalen, men England vandt – med disse spillere i startopstillingen i finalen:


Freddie Woodman
Den engelske landstræner Gareth Southgate er gudfader til den 20-årige målmand, som spiller for Premier League-oprykkerne fra Newcastle – eller rettere… han har faktisk ikke spillet seniorkampe for klubben – endnu.


Jonjoe Kenny
Meget spændende højreback fra Everton, som har tilkæmpet sig spilletid på Ronald Koemans mandskab. En af de største stjerner under hele turneringen.


Fikayo Tomori
Central forsvarsspiller som har fået størstedelen af sin fodboldopdragelse i Chelsea, men som i sidste sæson var udlånt til Brighton.


Jake Clarke-Salter
Har været en solid anfører på det Chelsea-ungdomshold, som har haft meget succes. Han har været udlejet det meste af seniorkarrieren. Disse ophold har givet forhåbninger om en spændende fremtid.


Kyle Walker-Peters
Har samme efternavn som en Tottenham-spiller, men der er ingen sammenfald – udover gode offensive kvaliteter fra venstrebacken.


Dominic Solanke
Den engelske ”10'er” er lige skiftet fra Chelsea til Liverpool og bliver udråbt til et gigantisk talent. Ifølge engelske medier skulle Liverpool have skabt kontakt til Solanke, før det var tilladt. London-klubben skulle være rasende over dette, og kigger man på den netop afsluttede turnering, er det ikke så underligt. Solanke lavede blandt andet fire mål i turneringen.


Josh Onomah
Midtbanespiller fra Tottenham. Han havde karantæne i semifinalen, men spillede stærkt i hele finalen.


Lewis Cook
Bournemouth købte midtbanespilleren i Leeds for et år siden for 60 millioner kroner, og han har været alle pengene værd.


Dominic Calvert-Lewin
Everton købte ham i sidste sæson i Sheffield United, og han er nok en spiller, som manager Ronald Koeman har givet masser af tillid og spilletid.


Ademola Lookman
Turneringens største stjerne… og nok en Everton-spiller. Blev hentet i Charlton for 70 millioner kroner i januar og kan vise sig at blive et af de bedste indkøb af i Premier League i nyere tid.


Kieran Dowell
Nok en midtbanespiller fra Everton, som også har fået spilletid og tillid af Ronald Koeman.


I finalen blev Liverpool-spilleren Sheyi Ojo indskiftet – ligesom Arsenals egenproducerede Ainsley Maitland-Niles.

Samlet set et meget stærkt hold og glem nu ikke, at et andet engelsk landshold vandt en ungdomsturnering i Toulon i weekenden efter en finalesejr over Elfenbenskysten – så det går godt for ”The Young Lions”.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER