Torsten Brix

Blackburn – den hovedløse kylling

Ingen penge, ingen håb og nok en nedrykning for Premier League-mestrene fra 1995. Alt er gået galt – men hvorfor?
Søndag skete det ubærlige for Blackburn… de rykkede ned i League One på den mindst mulige margin, og klublegenden Jack Walker må virkelig vende sig i sin grav. Det var forretningsmanden, der stod bag klubbens historie periode fra 1992-95, hvor klubben blandt andet to gange slog den engelske transferrekord med købene af de farlige angribere Alan Shearer og Chris Sutton – samt vandt det engelske mesterskab.

I 1980'erne spillede Blackburn i den tredjebedste fodboldrække i England, og det er det, som de nu vender tilbage til på den værste måde. Klubben er simpelthen blevet kørt i sænk af den såkaldte ”Venky Group” – samt en masse uduelige personer omkring dem.

Den indiske kyllingproducent købte klubben i 2010, og siden har den lignet en hovedløs kylling. På ledelsesgangen har der været utrolig mange udskiftninger efter et økonomisk kaos og manglende spillerindkøb – hvilket blot er nogle af problemerne. Et billede på dette fik fansene til sidste weekends hjemmekamp, hvor Ewood Park ikke var blevet gjort ren siden hjemmekampen imod Aston Villa. Rengøringspersonalet var simpelthen blevet fyret…

Klubben skylder i øjeblikket omkring 900 millioner kroner væk. Et helt hysterisk tal taget i betragtning, at klubben er rykket i League One, men gælden er også femdoblet efter overtagelsen i 2010. De stakkels Blackburn-fans har opgivet håbet og er begyndt at blive væk fra kampene på det stemningsforladte station, hvor klubbens anfører igennem 13 år – Jason Lowe – forgæves har forsøgt at løfte det sportslige niveau.


Blackburn og Real Madrid
For at sætte det hele lidt i perspektiv, så vandt Blackburn Premier League i 1995. Samme år blev Juventus/Fiorentina, Dortmund og Real Madrid mestre i deres ligaer. Tænk sig, hvis de i næste sæson skulle spille imod hold som Arezzo, Renate, Como, RW Erfurt, Wehen, Aalen eller Mirandes. Såfremt Blackburn har et hold til den kommende sæson, vil de skulle op imod hold som Rochdale, Northampton og Bury. Trist historie – som i bund og grund handler om, at en fodboldklub – et mesterhold - blev bygget op og efterfølgende ødelagt.

Efter mesterskabet i 1995 gik der ikke mere end fire sæsoner, før de rykkede ned i Championsship. Med Graeme Souness som manager vendte de tilbage til Premier League omkring årtusindeskiftet og slog også Tottenham i Liga Cup-finalen i 2002, og i 2007 kom de i FA Cup-semfinalen for anden gang på tre år. Herefter kom Venky ind, og alt gik ned af bakke. En sæson senere og klubben var igen i Championsship, som de så rykkede ud af i weekenden.

Det er 37 år siden, at Lancashire-klubben sidste gang var i den tredjebedste fodboldrække, og denne gang er det med Tony Mowbray som manager, men han har ikke meget skyld i nedturen. Mowbray kom i februar til en klub fyldt med spillere, der enten var på låneaftaler eller kommet på en fri transfer. Mowbray afløste Owen Coyle, som gik den samme vej som Sam Allardyce, Steve Kean, Henning Berg, Michael Appleton, Gary Bowyer og Paul Lambert havde gjort på under de syv år, som Venky har været i klubben.


Solgt for 300.000.000 – købt for 2.000.000
På sidste spillerunde var Blackburn dog tæt på miraklet, da de vandt kampen – hvilket de ikke havde gjort i de sidste syv kampe før den. I disse kampe har de blot lavet to mål, men i weekenden lavede de tre mål, men det var ikke nok. Kigger man nærmere på sæsonen, har Blackburn smidt vanvittige 16 point i de sidste 12 minutter af kampene… og 11 af disse er tabt i de sidste fire minutter af kampene.

Holdet har manglet rutine i slutminutterne, hvilket ikke er så mærkeligt, når spillere som Hanley, Duffy, Gestede, Rhodes, Marshall og Cairney – alle er blevet solgt indenfor de sidste to sæsoner. Samlet salgspris på 300 millioner kroner og eneste erstatning, som har kostet noget for Blackburn i overgangssum, er forsvarsspilleren Derrick Williams, som kostede to millioner kroner i sommerpausen.

Imens har ejerne gemt sig i Indien, og den nye manager Mowbray har faktisk aldrig mødt dem, men dog talt i telefon med dem et par gange. Nu rejser Mowbray til Indien for at få en afklaring om sin og klubbens fremtid. Fansene vil have klubben tilbage, og på Ewood Park har der den seneste tid været et banner med en klar hilsen til klubejerne:

- We want our Rovers back!


Fans bestemte over Facebook
Om familien bag Venky har brudt loven, handlet uforsvarligt, udøvet magtmisbrugt eller andet ulovligt skal være usagt, men sikkert er det, at de betalte agenten bag købet af Ruben Rochina fra Barcelona det tredobbelte i agenthonorar end, hvad købsprisen var, og at den blot 24-årige Vineeth Raos blev ansat til at stå for køb og salg af nye spillere til klubben. Uden netværk og nogen erfaring blev han smidt for Premier League-løverne og for at gøre noget, begyndte han at skrive med fansene på Facebook om, hvilke spillere de gerne ville have til klubben.

I en længere korrespondance fra sommeren 2011 udviste flere Blackburn-fans utilfredshed med angriberen Benjani Mwaruwrani – fire dage senere blev han løst fra sin kontrakt. Midt i dette kaos valgte formanden for klubben John Williams at trække sig sammen med de to bestyrelsesmedlemmer Tom Finn og Martin Goldman. Denne trio havde i ti år forinden sørget for, at klubben kunne holde sig i Premier League med få midler – herefter kom balladen.

På søndag er det 22 år siden, at Blackburn blev engelske mestre, men maj 1995 virker godt nok som længe siden på Ewood Park. 50 % af Premier Leagues vindere – Manchester City, Leicester og nu Blackburn har spillet i den tredjebedste række, men for sidstnævnte gælder det om at ændre udviklingen nu, hvis den hovedløse klub igen skal rejse sig – for man har ødelagt et mesterhold.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER