Kina – skal man ikke grine ad…
Myten om ”El Dorado” har fået ny næring – denne gang på græs og langt væk fra Europa, hvor der virkelig bliver spillet med de økonomiske muskler.
I 2012 skiftede Nicolas Anelka og Didier Drogba til manges hovedrysten til Shanghai Shenhua, men siden skiftet for de to tidligere Premier League-angribere har mange - især sydamerikanske - spillere i europæiske klubber været fristet af de mange renminbi.
For selvom ejeren Zhu Jun havde lidt problemer i starten med at udbetale de høje lønninger til de to tidligere Chelsea-spillere, så er der kommet andre boller på suppen – helt andre. Ikke mindst fordi andre klubber i den kinesiske liga i den grad også er begyndt at true de store europæiske klubber – især med skyhøje lønninger.
Storsatsende Hebei China Fortune hentede blandt andet Gervinho, Stephane Mbia og Ezequiel Lavezzi – mens klubber som Jiansu Suning og Guangzhou Evergrade hentede henholdsvis Alex Teixeira, Ramires og Jo samt Jackson Martinez og Paulinho. Gigantiske navne men også mange spillere, som var i karrierens efterår.
Dette har dog ændret sig sidenhen, hvor de to brasilianere – Oscar og Hulk – på 25 og 29 år er solgt dyrt til Shanghia Shenhua, mens 27-årige Axel Witsel er taget til Tianjin Quanjian. Sidstnævnte klub formåede endda at overtale Luís Fabinho og Jadson til at spille for klubben, da den var i den næstbedste kinesiske række.
Netop Quanjian har også styrket sig voldsomt på trænersiden, da den italienske verdensmester Fabio Cannavaro er sportslig ansvar for holdet – men også trænernavne som Sven Göran Eriksson, Luís Felipe Scolari, Marcello Lippi, Dan Petrescu samt den tidligere brasilianske landstræner Mano Menezes har været fristet af de mange kinesiske penge. For lad os lige slå fast… disse mange store fodboldnavne kan godt være fristet af at prøve at leve i det gigantiske land, men de gør det også i den grad for pengenes skyld. Interessen for kinesisk fodbold er nemlig vokset stødt samtidigt med, at klubberne er blevet ustyrligt velhavende – og her er den moderne metropol Shanghai gået forrest og har udnyttet befolkningens hysteriske interesse.
I 2015 var der i gennemsnit 22.000 til kampene i den kinesiske Super League, hvilket næsten er det samme, som der var i Serie A og Lique1. Den italienske og franske liga vil dog i fremtiden blive overhalet, da de kinesiske stadions er topmoderne, og man må forvente, at fanskaren fortsætter med at eksplodere. I Kina har fodbold overhalet basketball som nationsport, efter landet i den grad tidligere har hyldet den 229 cm høje Yao Ming, der spiller basket i Houston – men som i øvrigt har vist en stor kærlighed for fodboldklubben Shenhua.
Ikke blot Oscar
Siden Oscar valgte at droppe Chelsea for at fortsætte hos netop Shenhua, har det været diskuteret meget om disse spillere fravalgte karrieren for at høste flere penge. Det må næsten være et faktum, da den lille brasilianer i fremtiden vil få meget svært ved at spille på et af verdens mest eftertragtede landshold, men før Oscar har der også været lignede eksempler. For før Alex Teixiera forlod Shakhtar Donetsk i sommer for at fortsætte hos Jiangsu Suning, så havde Liverpool tilbudt den lille brasilianer en meget attraktiv Premier League-kontrakt. Denne blev afvist…
Midt i denne guldregn står reglen om, at de kinesiske klubber blot må have fem udenlandske spillere på banen af gangen, og det har frembragt en voldsom efterspørgsel på de kinesiske spillere. For godt et år siden betalte Tianjin omkring 70 millioner kroner for den forholdsvis ukendte Sun Ke. Vildt mange penge – ikke mindst fordi den købende klub på daværende tidspunkt spillede i den næstbedste række.
Hvor kommer pengene fra?
Denne eksplosive udvikling kommer, efter der er kommet voldsom interesse omkring fodboldklubberne fra mange forskellige kanter. Det er både private og offentlige interesser, som ligaen er blevet bestormet af. Flest er dog store internationale firma, som har oplevet voldsom vækst som Evergrade og Greenland eller Jiangsu, der i 2015 havde over 1.000 dagligvarebutikker.
Men det er ikke kun i Kina, at disse forretningsfolk har overtaget magten i fodboldklubberne – blandt andet har store europæiske klubber som Manchester City og Atlético Madrid oplevet, at kineserne har overtaget noget af klubberne. Men også andre steder - således er halvdelen af firmaet, som tilhører superagenten Jorge Mendes, blevet opkøbt af kinesere.
Denne voldsomme hype omkring kinesisk fodbold har også fået tv-rettighederne fra den hjemlige liga til at ændre sig fra ca. 10 millioner kroner i 2015 til 1.700 millioner kroner i 2016 på en femårig aftale. En aftale som Premier League-ejerne Sky Sport har haft fingrene i, og som sender endnu flere penge til klubberne – så den udvikling, som er i gang står ikke til at blive ændret med det samme.
Tre VM-kampe = Tre nederlag
På det nationale plan trænger det kinesiske landshold også til en opblomstring. De har blot deltaget i én VM-slutrunde, hvilket var i 2002, hvor alle tre gruppekampe blev tabt. Derudover har et kinesisk hold ikke vundet det asiatiske mesterskab siden 1990, men mon ikke det bliver ændret snart…
Tilgangen af de mange store træner kapaciteter må også løfte det sportslige niveau i klubberne, og derudover har det kinesiske undervisningsministerium pålagt over 20.000 skoler at afholde fodboldskoler på mindst en uge – hver sommer for at finde nogle af den grotesk store nations talenter. Derudover er de største fodboldklubber i gang med at lave fodboldakademier, som vi kender det fra Europa. Alt dette har på det seneste ikke fyldt meget i mediebilledet. Det har handlet om noget helt andet.
Gigantiske summer
Da Lavezzi skiftede Paris ud med oprykkerne fra Hebei, fik han en ugeløn på vanvittige 4 millioner kroner – ligesom Oscar også skulle få. Det er en dagsløn på over en halv million… eller en timeløn alle døgnets timer på 23.800 kroner. Det er tal som disse, der har gjort, at de to spillere ikke længere vil spille Champions League med PSG og Chelsea, hvilket har afstedkommet mange kommentarer.
Landstræner Dunga sagde efter, at 30 brasilianske spillere var taget til den kinesiske liga, at der var kommet et nyt ”El Dorado”, som var en utopi i det 16. århundrede, der var belagt med gulvstøv. I dag bruges udtrykket mest som en metafor for steder med meget stor velstand, hvilket man vist godt kan sige om Super League.
Dette ”Guldstøv” vil mange gerne have fingrene i, hvilket den omrejste og nu 43-årige Christian Vieri forsøgte, da han i efteråret skrev på Instagram ”Stor nyhed – Jeg har besluttet, at tage til Kina for at genoptage karrieren der”.
Dette var en ”Kom og hent mig-postering”, som ingen af de kinesiske klubber dog bed på. At aldrende Vieri skulle genoptage karrieren fem år efter sit stop er næsten grinagtigt, men for tiden skal man ikke tage noget for givet, for Kina – skal man ikke grine ad…