Torsten Brix

Målmagerne

Indkast.dk bringer et uddrag fra den nye bog om Superligaen - her kommer fire spillere med en helt speciel evne til at score mange mål.
Søren Frederiksen
335 Superligakampe | 139 mål


Med sine 139 mål er Søren Frederiksen den mest scorende spiller i Super­ligaens historie. Fire gange har han scoret hattrick. Ikke en eneste gang har han scoret på straffespark. Den 180 cm. høje angriber er født og op­vokset i Frederikshavn, men fik sin debut i Superligaen for Viborg FF, da 219 han den 1. august 1993 startede inde mod Ikast fS og naturligvis scorede i 3­1 sejren. Søren Frederiksen spillede hele sin karriere i den danske Superliga og stoppede efter 13 sæsoner i Viborg, hvor det hele var begyndt.

- Jeg er stolt over at være den mest scorende. Jeg er glad for at have bidraget, og jeg ser det som et tegn på, at jeg har gjort noget rigtigt i min karriere. Det viser også, at man kommer langt på vilje og humør, for jeg var ikke typen, der kunne noget på egen hånd – ikke en skid kunne jeg. Jo, jeg var god til at læse spillet, jeg havde et godt spark og en næse for mål, men jeg brændte også en masse chancer og jeg løb rigtig mange gange i offside – rigtig mange.

- Når jeg lå på sofaen og ladede op til kampene, drømte jeg om at score mål. Også i drømmene var jeg god. Hvis jeg i perioder var nede i en bølgedal og ikke lavede så mange mål, så satte jeg en video med mine scoringer på, og det var god medicin for mig. Mål har altid virket for mig. Det har altid været noget særligt for mig at score på de store arenaer mod Brøndby og FC København, og jeg har været så heldig og dygtig at score en masse mål mod især Brøndby, der på det tidspunkt havde nogle virkelig stærke forsvarsspillere som Uche Okechukwu og Marc Rieper. Det har altid været noget særligt.

- Det var min store drøm at komme til udlandet, og jeg var også rigtig tæt på. Der var masser af agenter og kigge på mig, men ofte endte det med, at de alligevel ikke mente, at jeg var bedre end ham, de havde i forvejen. Jeg kunne være kommet til en af de store klubber i Israel og have tjent rigtig mange penge, men på det tidspunkt stod min kone og jeg og skulle have vores første barn, og vi vidste ikke rigtigt, om Israel var det rigtige land for os på det tidspunkt, så det blev et nej tak.

- Min kone Malene og jeg blev gift i straffesparksfeltet på Viborg Stadion. Hun er den bedste scoring, jeg har lavet. Hun var ikke så meget til det med at gå op ad kirkegulvet, og vi havde været til mange gode fester i loungen, så vi fik borgmesteren til at vie os inde på banen. Det, var vi enige om, ville passe os godt.

- Siden jeg begyndte, er spillet blevet meget hurtigere og fysisk hårdere. Det foregår i et meget højere tempo, og spillerne i dag er mere fit, end 220 vi var dengang. Jeg kunne godt løbe rundt med to-tre kilo for meget på kroppen i mine sidste år. I dag står alle snorlige og passer på deres kroppe. Jeg forsøgte nu også at passe på mig selv og spise ordentligt, og jeg er gået glip af mange fester. 20-, 25-, 30-års fødselsdage. Bryllupper. Jeg har meldt afbud, selvom jeg godt kunne være kommet og så være gået hjem igen kl. 22, men der har jeg valgt at sige »nej, jeg bliver hjemme. Det er mit arbejde, og jeg skal være forberedt.

- Trøje nummer 22 er blevet fredet i Viborg, efter jeg stoppede med at spille, men jeg kunne godt give den videre til en bestemt person: Min søn. Han har talent, og han har været på tur med U16-landsholdet, men hvad det bliver til på længere sigt, ved jeg ikke. Man skal passe på, hvad man siger om sin egen søn. Til ham siger jeg, at en god fodboldspiller er en glad fodboldspiller, og jeg har sagt til ham, at det kræver hårdt arbejde at nå langt. Hvis han gør det og en dag debuterer for Viborg, så vil det være stort for mig at se ham i nummer 22.



Peter Møller
310 Superligakampe | 135 mål

AaB havde scoringsproblemer, da Poul Erik Andreasen i 1990 valgte at rykke den 18­årige Peter Møller op i truppen. Så var det løst. Den 190 centimeter høje frederikshavner viste hurtigt sit gode venstreben frem og er med 18 scoringer før hans 20­års fødselsdag stadig den mest scorende teenager i Superligaen. Peter Møller er blandt de forholdsvis få spillere, der har optrådt for både FC København og Brøndby, og da han efter en rundtur til PSV, Oviedo og Fulham i 2001 vendte hjem til FCK, tog fansene ikke godt i mod ham. Mange nægtede at tage hans navn i deres mund og omtalte ham blot som »Nr. 32«. Med årene blev han accepteret og øge­ navnet var for længst blevet til et kælenavn, da han efter 14 sæsoner i Superligaen indstillede sin karriere i 2005.

- På et tidspunkt ringede jeg til Søren Frederiksen fra omklædningsrummet i FC København. Jeg var kommet tættere på hans scoringsrekord og var kun otte-ni mål fra at nå den, så jeg ringede til ham og sagde »Jeg går forbi dig!« »Nej, nej, nej,« råbte han. »Jeg håber, du bliver skadet,« og så grinede vi selvfølgelig alle sammen.

- Jeg gik ikke forbi ham, men mere betød det heller ikke. Det var mest for sjov. Hvis rekorden i sig selv havde været ekstremt vigtig, var jeg jo fortsat. Jeg holder fast i, at jeg med seks titler er den mest vindende spiller i Superligaens historie med seks titler. Tre for Brøndby, selvom jeg kun spillede tre kampe i den ene sæson, inden jeg skiftede til PSV, og tre titler med FC København.

- Skal jeg være ærlig, har jeg ikke fået den kredit i AaB og Brøndby, som jeg måske fortjente, fordi jeg forlod klubberne og sluttede et andet sted. AaB var en lang optur, efter at Poul Eriksen Andreasen hev mig op som 18-årig og viste mig tillid. Det samme var det egentlig i Brøndby, hvor Per Bjerregaard og Ebbe Skovdal hentede mig, og jeg er stadig den, der har scoret flest Europa Cup-mål i Brøndby (11, red.). Men jeg ved godt, at der er fans, der hader eller har hadet mig i både Brøndby og FC København, fordi jeg har spillet for begge klubber. Det har jeg det helt fint med. For mig har det vigtigste altid været, at jeg har været vellidt af spillere og trænere i de klubber, jeg har spillet i.

- Det kunne være, man skulle prøve at undersøge, hvorfor det er jyder, der scorer flest mål. Jeg har ikke tænkt over det inden, men det hører måske med til det at score mål, at man har en vis ydmyghed. På den anden side skal man også bevare sin selvtillid, så det handler om at finde en balance. Om at være i vater. Ikke være for højt oppe over sig selv, men heller ikke være for langt nede.

- Jeg siger altid, at det at score mål, er noget, man er født til. Jeg var komplet umulig på mange andre måder, men det med at lave mål, er en egenskab, jeg er født med. Når jeg havde set Preben Elkjær score et mål, var det ned i baghaven og lave det samme. Det var det eneste fokus, jeg havde, og selv når jeg ser Champions League i dag, og min søn siger »det var et nemt mål,« så siger jeg »ja, men det var et mål.

- Det har altid været vigtigt for mig at komme i blindsiden på forsvareren, så han ikke kunne se mig, og så skulle jeg helst komme i fart. I og med, at min teknik var så elendig, brugte jeg min fysisk og det psykologiske meget. Jeg kunne godt lide at kyse min modstander ved at gå hårdt til ham, og jeg har sikkert også sagt en masse dumt gennem årene, men jeg vil godt lige minde om, at trods al den snak om høje albuer, og hvad ved jeg, så har jeg altså kun fået et rødt kort i 310 kampe. Men ja, jeg gik til den, og jeg var bare en så dårlig fodboldspiller, at jeg måtte kompensere med noget andet. Indtil jeg mødte William Kvist, prøvede jeg altid at være den, der var i bedst form i truppen.

- Jeg har fået meget ud af min karriere. Jeg prøvede heldigvis også at komme til udlandet, selvom det ikke var nogen succes. Jeg tolkede det som, at mit niveau ikke var til mere end Superligaen. Det kunne da godt være, jeg kunne have fået en længere karriere i Tyskland – hvem ved – men i bund og grund kunne jeg godt se, at Ruud van Nistelrooy i PSV og Luís Saha i Fulham havde et lag mere, end jeg havde. Det var nok ikke tilfældigt, at de kom til Manchester United.



Steffen Højer
339 Superligakampe | 124 mål

Steffen Højer er den eneste, der har vundet topscorertitlen i Superliga­en tre gange. Første gang i sin første hele sæson, efter at han var blevet hentet til OB for at afløse en anden Superliga­topscorer, Kasper Dalgas, anden gang sæsonen efter, og tredje gang da han vendte hjem til Viborg, hvor han havde boet under hele sit ophold i OB. Steffen Højer er født og opvokset i Viborg, hvor han både startede og sluttede sin aktive karriere. Udover sine topscorertitler nåede han at vinde Danmarksmesterskabet med AaB i 1999, og fik sin eneste landskamp i Bo Johanssons debut mod Sverige i 1996.

- Jeg var 29 år, før jeg var voksen nok til at sige, at jeg ville spille angriber. På grund af min størrelse er jeg gennem hele karrieren blevet flyttet rundt på banen, og jeg har spillet lige så meget på midtbanen som i angrebet. Det har jeg altid været lidt ærgerlig over, for mål betød meget for mig. I AaB spillede jeg sammen med Søren Frederiksen og Frank Strandli, der begge var dygtige angribere, så jeg blev enten flyttet ud på kanten eller længere ned på midtbanen. Det betød på den ene side, at jeg kun sad på bænken tre gange i to et halvt år, men på den anden side at jeg ikke altid var 100 procent tilfreds. Jeg brokkede mig ikke, for jeg var glad for at spille. Men jeg ville bare helst spille på toppen. Da jeg vendte tilbage til Viborg, så de mig heller ikke altid som angriber, så jeg blev brugt mange andre steder på banen, og det var en af årsagerne til, at jeg skiftede til OB.

- Jeg scorede i min første kamp hjemme på Odense stadion mod FC København. Der var uddelt gratis billetter, så tribunerne var fyldt, og jeg spillede sammen med Mwabe Miti, der var en fantastisk angriber. Der var en helt særlig atmosfære. Et par minutter før pausen kommer bolden ind over, og jeg lobber den over målmanden og i mål. Bagefter smider jeg trøjen og løber ud og fejrer det med publikum. Det var ellers ikke noget, jeg plejede at gøre, men det mål var stort for mig.

- Fysisk havde jeg ikke det bedste værktøj. Jeg var hverken stærk eller hurtig, og jeg var egentlig heller ikke ret god til at komme til chancer, men jeg var utroligt god til at score på dem jeg fik. Jeg trænede også mine afslutninger rigtig meget. Det var jeg nødt til. Hvis jeg ikke havde scoret i en kamp, trænede jeg, til den sad der. Jeg kunne sætte mig for at sparke bolden ind i sidenettet ti gange, og hvis det kun lykkedes de første ni, måtte jeg starte forfra.

- Efter mine to første sæsoner i Viborg fik jeg muligheden for at komme til udlandet og havde været i Spanien for at kigge på forholdene i U.E. Lleida. Jeg havde også tilbud fra Celta Vigo og Valladolid, men jeg syntes, det var for stort et spring for mig, fordi jeg kun havde været halvtidsprofessionel i Viborg, så i stedet skiftede jeg til AaB og fik en fuldtidskontrakt der. Min tanke var, at hvis jeg gjorde det godt, ville tilbuddet sikkert komme igen. Det gjorde det også, og da jeg i 1999 skiftede til Brescia efter to et halvt år i AaB, var det faktisk rigtig gennemtænkt i forhold til klubbens niveau og muligheden for spilletid. Jeg skrev under tre måneder inden skiftet blev gennemført, og desværre nåede jeg i den periode at smadre alt inde i mit ene knæ.

- Jeg kom ikke til at spille en eneste førsteholdskamp for Brescia, men da jeg endelig var ved at komme tilbage fra min skade, var jeg med i en træningskamp mod FC Midtjylland, og efter den kom Ove Pedersen hen og spurgte mig, om ikke jeg ville komme hjem og spille for dem. Jeg fik ni kampe og var med til at rykke dem op i Superligaen. Da jeg vendte tilbage til Brescia, havde de hentet Roberto Baggio til min position. Så skiftede jeg tilbage til Viborg.

- Det er en blanding af tilfældigheder og følelsen af, at det var »min klub,« at jeg altid vendte tilbage til Viborg. Jeg begyndte karrieren der, jeg var der i midten af min karriere, og jeg sluttede der. Det var vigtigt for mig, at jeg kom tilbage til Viborg og sluttede af, mens jeg stadig havde noget at byde på, selvom jeg havde det fantastisk i OB. Jeg ville gerne give noget tilbage, og samtidig lå det i kortene, at jeg kunne komme til at arbejde med klubbens talenter, når jeg en dag skulle stoppe med at spille selv. Det var det rigtige sted at stoppe.



Heine Fernandez
326 Superligakampe | 126 mål

Heine Fernandez blev i 1999 ligatopscorer med 23 sæsonmål for Viborg FF. Året efter var han med til at sikre klubben dens første fjerdeplads og en pokaltitel. Allerede i 1994 havde han været med til at vinde Danmarks ­mesterskabet for Silkeborg – en titel som han genvandt i 2001, da han var skiftet til FC København. Heine Fernandez var kendt som en kompromis­løs angriber, der altid stod det rigtige sted og var iskold i sine afslutnin­ger. Uden for banen sagde han ofte sin mening og insisterede på at holde fast i smøgerne trods jobbet som professionel fodboldspiller.

- Det lå lige for, at jeg skulle være angriber. Da jeg var otte år og spillede for Borup, vandt vi 36-0 over Hobro 2, og jeg scorede 20 mål. Egentlig gik jeg ikke så meget op i, hvor mange jeg scorede, men min stedfar havde talt målene og fortalte mig det bagefter. Og han gik i virkeligheden mest op i, at jeg også skulle huske at spille mine holdkammerater – det gjorde jeg ikke. Alle har altid fortalt mig, at jeg mindede om Preben Elkjær. Det er jeg stolt over, for han er for mig den største spiller i dansk fodbold.

- Jeg havde noget af den samme kompromisløshed og den der målnæse, der er så svær at forklare. Jeg nåede også at have ham som træner i Silkeborg. Det var ikke den store succes, og vi kom op at skændes hele tiden. Vi havde det samme temperament. Når han trænede med, glemte han nogle gange, at han ikke længere var spiller, og han gik hårdt til den. Så mente jeg åbenbart, at jeg var mand for at forklare ham, hvordan tingene hang sammen.

- Efter jeg er blevet ældre, har jeg indset, at det ikke altid har været det smarteste for min karriere, at jeg altid har skullet sige min mening. Omvendt må jeg jo have ramt noget, når folk er blevet så sure over det, og jeg er aldrig blevet kaldt ind for at stå skoleret for nogen. Engang fik jeg en bøde på 80.000 kroner for at kritisere vores træner i FC København, Kent Karlsson, efter han havde sat mig af i returkampen mod Lazio, hvor jeg havde scoret sejrsmålet i den første kamp. Der ramte jeg eddermame noget, for truppen var jo nærmest i oprør. Efter at være røget ud til Lazio i Champions League-kvalen, skulle vi møde FK Obilic. Vi vandt samlet 4-2, og jeg scorede alle fire mål og fyldte Parken. Så syntes Don Ø, det var uretfærdigt, at jeg skulle betale bøden og annullerede den. Det kan man da kalde konsekvens.

- Danmarksmesterskabet med Silkeborg står som noget af det største for mig, og da vi siden skulle ud og spille i Europa mod alle dem, man havde set i fjernsynet, gik det op for mig, hvorfor det egentlig var vi spillede. Siden prøvede jeg jo også at spille mod Lazio, Dortmund og Ajax, og der stod jeg over for noget af de bedste spillere i Europa; Mihajlovic, Nesta og så videre. Det var lidt underligt. Ikke at se dem i virkeligheden, men at konstatere, at så gode var de jo heller ikke. Jo, de var da gode, men de var jo ikke 100 mio. kr. mere værd end mig. Det kunne ikke være inde i mit jyske hoved.

- Dengang jeg stadig spillede, følte jeg ikke, at fodbolden betød så meget. Jeg gik rundt med det der smil på læben over, at de betalte mig penge for at spille. Det ville jeg jo have gjort alligevel. Jeg var ikke så ambitiøs, og det var nok også grunden til, at jeg aldrig kom til udlandet. Det fortryder jeg i dag – udelukkende på grund af de penge, jeg kunne have tjent. Jeg har aldrig sat min agent efter at kigge efter klubber til mig eller den slags, men jeg fik engang et tilbud fra den næstbedste engelske række. Det kunne jeg bare ikke overskue på det tidspunkt. Jeg var blevet far i en tidlig alder og havde tre børn. Det passede bare ikke på det tidspunkt.

- Når jeg scorede, og vi vandt, havde jeg den der lykkefølelse helt indtil næste weekend. Lige så slemt var det, når vi tabte, eller jeg havde brændt en stor chance. Det kunne godt sidde indtil tirsdag eller onsdag, før det var ude af systemet. Helt galt var det, når jeg var skadet. Så var jeg sur og ikke til at være i nærheden af. Det var især mine knæ, den var gal med. Tre gange rev jeg mine inderste ledbånd over, og en gang røg menisken også. Dengang var det moderne at fjerne den helt. Når jeg i dag vågner om morgenen, bilder jeg mig ind, at jeg godt kan mærke, at den mangler.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER