Jacob Bøgen Clausen

Nej, OB er ikke et top seks-hold

OB-krisen er tydelig, og top seks er meget langt væk. Indkast.dk har set nærmere på problemerne i Ådalen.
OB er i krise. De er faktisk i dyb krise. Men hvem har skylden, og er det overraskende at krisen kommer nu? Egentlig ikke.

Fyns største fodboldklub har en målsætning, der hedder top seks og dermed en plads i mesterskabsslutspillet. Efter de første ti runder ser det dog usædvanlig svært ud for fynboerne at nå det mål. Det er blot blevet til én enkelt sejr, og holdet har i skrivende stund tabt fem kampe i træk – heriblandt AC Horsens, Esbjerg og SønderjyskE, som alle har den målsætning, at de ”bare” skal overleve i Alka Superligaen. De næste kampe ser heller ikke nemme ud for OB, hvor Brøndby, AGF, Randers og FCK venter.

Den blødemellemvare
Mon ikke man i ledelsen i Ådalen skal begynde at ændre en smule i den målsætning, og begynde at se sig selv alvorligt i spejlet. Flere ”eksperter” siger hele tiden, at OB nok skal komme i gang, men hvor i alverden skal det komme fra? Lader man blikket glide ned over holdet, så er det altså ikke fordi de svømmer over i liga-profiler. Det er mere eller mindre spillere, som man har taget fra hylden ”blødemellemvare.”

Lad os tage startelleveren i 0-1-nederlaget til AC Horsens på hjemmebane den 28. august. I forsvaret er nyindkøbte Kenneth Emil Petersen, som ganske vidst er en rigtig fin forsvarsspiller, og en som Kent Nielsen kender fra deres fælles fortid i både Horsens og AaB. Ved siden af ham spiller Frederik Tingager, som man hentede sidste år i Holbæk – og han har da godt nok ikke været nogen gevinst. Opspilsfejl og forkerte placeringer er hverdag for den unge forsvarsspiller, og han kan da kun glæde sig over, at han har KEP ved siden af sig i forsvaret, mens den ganske udmærket målmand, Sten Grytebust, også redder fynboerne flere gange i løbet af en kamp.

Midtbanen er det eneste lyspunkt hos OB. Joan Simun Edmundsson er vel nok den eneste OB'er, der kan være sin indsats bekendt i de første ti kampe, og den tidligere Vejle-spiller er det eneste kreative pust, som holdet har i det offensive. Mod SønderjyskE spillede de gæstende fynboer en udmærket kamp, men det var helt og aldeles kun på grund af Edmundssons konstante og stædige udfordringer, at en så ringe angriber som Thomas Mikkelsen kom frem til et hav af muligheder. Det bliver uden tvivl også bedre, når unge Jens Jakob Thomasen vender tilbage fra sin skade.

Kæmpemæssige angriber-problemer
Vi kan lige så godt være ærlige. Angrebet er pivhamrende uskarpt og mangler i den grad kvalitet. At Kent Nielsens overhovedet kan finde på at pege på Rasmus Jönsson som en forstærkning af OB er utroligt. Svenskeren var ikke engang specielt god, da Nielsen arbejdede med ham i AaB, og alligevel vælger han at hente ham med til OB, hvor han om muligt har været endnu mere middelmådig end sin tid i det nordjyske. Jovist der kommer da en fin præstation i ny og næ fra ham, men der er så langt mellem snapsene, at man når at blive ædru før den næste omgang.

Anders K. Jakobsen har da også været et fælt flop i år. Der er en underligt hype blandt landets fodboldkommentatorer omkring ham. Han bliver endda kaldt ”en af de skarpeste angribere,” men det mangler han i den grad at bevise. Han scorede ganske vidst 12 mål i sidste sæson for OB, hvor tre af de dem kom i 5-1-sejren over Viborg i 25. spillerunde. Inden det havde han formået at score seks gange i 22 runder, og han havde lange målpauser. For eksempel scorede han først sit tredje mål i 18. spillerunde.

Rasmus Festersen var en gevinst for OB i sidste sæson, mens han i år også har vist sig anonym, især i den seneste kamp mod SønderjyskE var han helt væk. Her var det Thomas Mikkelsen, der kom frem til chancerne, og desværre for OB er han bare et af mange tvivlsomme indkøb fra Jesper Hansens side. Mikkelsen er kluntet, uskarp og har ikke rigtig nogen spidskompetance. Han er nærmest et synonym på OB-holdet. Det kan da godt være, at han har scoret mål i 1. division for Vejle og Fredericia, men der er altså en verden til forskel fra den næstbedste række til den bedste række. Især for en angriber som Mikkelsen, der ikke just er ustyrlig.

Ingen top seks siden 2011
Er det træneren, den er gal med, eller er det ganske enkelt fordi Kent Nielsen ikke har særlig meget kvalitet i sin trup? Han har haft to somre til at forme den trup, han synes er god nok – og denne sommer gik han så AaB-amok, da han hentede Rasmus Jönsson, Kenneth Emil Petersen og Mathias Trane, mens A.K Jakobsen kom til sidste sommer. Det er svært at sige, om Jönsson var udset til at være den store erstatning for Rasmus Falk, der blev træt af at spille om syvende- og ottendepladser, og derfor smuttede til FC København, eller om han blot skulle være en del af et større kollektiv.

Indkøbene har været tvivlsomme fra Kent Nielsen – og det har været alt for middelmådigt. Men det falder også tilbage på sportsdirektør, Jesper Hansen, der ganske enkelt sigter for lavt, når det kommer til indkøb af nye spillere. I sommeren 2014 gik det helt galt for Hansen, hvor de ”blødemellemvare” bare blev ved med at ryge i kurven: Emil Ousager, Vladimer Dvalishvili, Mikkel Kirkeskov, Thomas Mikkelsen og Lasse Kryger er blot nogle af de indkøb, der blev foretaget, og OB endte da også med at slutte på en niendeplads i ligaen.

I år har det så været håbet i OB, at Kent Nielsen efter en sæson i klubben har fået alle sine ideer implementeret, og derved kunne føre holdet til en slutspilsplads, men siden andenpladsen i 2010/11-sæsonen er OB ikke sluttet i top seks – og Superligaen er altså kun blevet stærkere siden da. En 10.-, 8.-, 9.- og 7.-plads er det blevet til i de foregående fire sæsoner, og med udvidelsen af Superligaen er der kommet hvert fald to stærke hold op. Kigger man på top seks i skrivende stund er FC København, Randers, Brøndby, FC Midtjylland og AaB at finde deroppe, og de er der med statsgaranti også, når slutspillet begynder.

Der kommer derfor kamp om sjettepladsen, hvor AC Horsens i øjeblikket ligger, men om oprykkerne også er placeret der, når der er spillet 26 runder er mere tvivlsomt. Men OB bliver det heller ikke. Hold som SønderjyskE og Viborg, og ja måske endda Lyngby og Horsens er alle klubber med klare koncepter, og derfor er de også stærkere end OB. Derfor kan de godt indstille sig på at spille nedrykningsspil til foråret i Ådalen. OB er ikke et top seks-hold, og det bliver de heller ikke foreløbig.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER