Torsten Brix

Legenderne - Paul Gascoigne

Indkast.dk bringer et kapitel - om festaben Paul Gascoigne...
Tårerne løber ned over Paul Gascoignes småbuttede, røde kinder. Håret hænger i våde totter, og panden rynker, når han med korte mellemrum klemmer øjenbrynene sammen og forsøger at holde gråden tilbage. Med langsomme, slentrende skridt går han ned mod den endetribune på Stadio delle Alpi i Torino, hvor det engelske publikum står. Det bliver for hårdt for Gascoigne. Han tager fat nederst på sin hvide landsholdstrøje, knytter næverne og hiver den op foran ansigtet for at skjule gråden. Men det er for sent. Alle har set tårerne.

I ugerne op til dette øjeblik ser englænderne en lang række tv-indslag fra den engelske VM-lejr i Italien i 1990. De ser en Paul Gascoigne med personlighed og stor udstråling. Han står frem foran et kamera og beder om at få sin fødselsdagskage smidt i hovedet – bare for showets skyld. Fansene ser ham lave grimasser til kameraet og svare på interviewspørgsmål udelukkende med strofer fra popsange. Når kameraet er slukket, ser holdkammeraterne ham stadig som energisk. Han laver hele tiden noget. Spiller han ikke fodbold, så spiller han tennis eller volley. Og så kan han godt lide at drikke alkohol efter kampene, noterer staben omkring holdet.

Dette hold og især Gascoigne er et friskt pust til fodboldfans i England. Anført af Englands angrebsstjerne Gary Lineker præsterer holdet fantastisk. De slår Egypten, Belgien og Cameroun og kommer i semifinalen – det bedste engelske landsholdsresultat siden 1966, hvor de vinder VM. Der er flere store præstationer ved turneringen i 1990, men det er Paul Gascoignes navn og personlighed, der får englænderne til at holde af deres landshold mere end tidligere. Omtalen af ham er så intens, at man, med en henvisning til hans øgenavn Gazza, snakker om, at der hersker Gazzamania.

Nu, efter nederlaget til Vesttyskland på stadionet i Torino, ser hele England, hele verden, spasmageren Paul Gascoigne være voldsomt sårbar. Alle ser, hvor meget det smerter ham, at han og England ryger ud i semifinalen efter en grusomt nervepirrende straffesparkskonkurrence mod Vesttyskland, og selv om England taber semifinalen fødes en nationalhelt på Delle Alpis våde græsplæne. Paul Gascoigne, den unge 23-årige knægt fra Gateshead, er landets nye superstjerne. På godt og ondt.

***

Der er kun et par kilometer fra udkanten af Gateshead til Newcastles hjemmebane, St. James' Park. Via hovedvejene, der kører langs Gatesheads grænser, kan man krydse en af broerne over floden Tyne, hvorefter man kommer ind i Newcastle upon Tyne, den største by i det nordøstlige England. Her, på Gateshead-siden af Tyne, vokser Paul Gascoigne op.

Den 17-årige Paul spiller på reserveholdet i Newcastle, da han en dag bliver overrumplet på træningsbanen. Manageren for førsteholdet Jack Charlton træder op bag ham og kalder på ham. ”Jeg har hørt, at der er talent bag de kilo. Tab dig inden for 14 dage, ellers er du ude af klubben.” Barskt, men Gascoigne har problemer med disciplinen. Han spiser ikke ordentligt og er gennem det meste af barndommen lidt overvægtig. Men denne advarsel motiverer ham. Udover lysten til at spille for Newcastle, så er pengene også en væsentlig faktor. Moren er den primære forsørger af familien, da faren er på overførselsindkomst på grund af den hjerneblødning, han får, da Paul Gascoigne er 10. Der er altså brug for pengene.

Han imponerer fra start som professionel i Newcastle. Han får prisen som Årets Unge Spiller i ligaen i 1987/1988, og snart begynder de store klubber i England at vise interesse for Newcastles unge stjerneskud. I sommeren 1988 har Gascoigne alle muligheder. Egentlig lover han Alex Ferguson, at han vil tage til Manchester United, og det er med den melding, at den skotske manager tager på ferie i 1988. Han vil bygge en offensiv op omkring Gascoigne, og kontrakten skal underskrives, når ferien er overstået. Men mens Ferguson soler sig på Malta, ringer Tottenham til Gascoigne. De vil have ham og lover, at de vil købe et hus til hans familie, og da han efterfølgende får presset Spurs til også at købe en bil til faren og et solarium til søsteren, takker han ja. Han skifter til Tottenham for ikke mindre end 2,2 millioner pund – en ny britisk transferrekord.

Forventningerne til det dyre, unge engelske håb er derfor store, inden han tager med England til VM i Italien.

***

Bussen snegler sig af sted. Der er mennesker overalt i gaderne, og de samles foran, ved siden af og bag den røde bus, som er på vej fra Luton Lufthavn og ind i London. Bussen har et åbent tag, og der står 22 engelske spillere deroppe, og selvom de lige har tabt semifinalen ved VM til Vesttyskland, har de vundet det engelske folks hjerter. Gazza, Gascoignes øgenavn, står der på et par bannere, som grupper af unge mennesker har lavet. For et par dage siden græd han foran dem. I dag står han og kigger ned på tusindvis af mennesker, der rækker hænderne op mod ham i håb om at få lidt opmærksomhed tilbage. Han inviteres til talkshows i landsdækkende tv, der bliver lavet sengetøj med hans ansigt på, og han bliver stoppet på gaden. Han er et ikon. Rent sportslig formår Gascoigne at overføre succesen fra VM-banerne til klubholdet Tottenham, som han fører frem til FA Cup-finalen. I finalen mod Nottingham Forest spiller han selv kun et par minutter. Han er overtændt. Han kaster sig ned i en vild tackling på Forests Gary Charles, og desværre for Gascoigne går det hårdest ud over ham selv. Han sparker forbi bolden og rammer Charles' knæ, får selv et vrid i knæet og må lade sig udskifte. I hospitalssengen ser han Tottenham vinde, men skaden rammer ham hårdt.

”Da de går op ad trapperne for at få pokalen, begynder jeg at græde. Det var min drøm,” siger han.

Gascoigne føler ikke, at han er en del af triumfen. Det, og den seks måneder lange skadespause, der venter ham, piner ham – mange siger, at han aldrig bliver den samme spiller igen. Det er her, i skadespausen, hvor han ikke længere kan vise sig frem på fodboldbanen, at han så småt begynder at kæmpe med sig selv og sine tanker. Han oplever, hvordan opmærksomheden har en pris.

Han er frontfigur i en kampagne for astmapatienter, som han opfordrer til at dyrke sport ansvarligt. Han bliver ringet op af en fætter, som har astma, og som spørger ind til kampagnen. Gascoigne forklarer, at fætteren sagtens kan dyrke sport på trods af sygdommen. Senere modtager Gascoigne et opkald. Fætteren er død, fordi han ikke tog sin medicin. Ansvaret som rollemodel rammer ham. Han føler sig ansvarlig. Han får samme ubehagelige fornemmelse i kroppen, som da han som barn passer sin vens lillebror i Gateshead. De to stjæler slik i en butik og stormer ud af forretningen. Vennens lillebror er forrest. Han løber ud foran en bil og bliver kørt ned. Han dør. Gascoigne føler sig ansvarlig. Det gør han også nu, og løsningen for ham bliver alkohol og narkotika.

***

Paul Gascoigne modtager en bold fra Darren Anderton og med sin førsteberøring lobber Gascoigne den over Colin Hendry med det lange, lyse hår. Skotten falder, overrasket over Gascoignes fikse træk, og efterlader englænderen helt fri. Bolden når ikke engang at røre Wembleys fine græsplæne, inden Gascoigne sender kuglen i en ny retning. De fleste af de 76.864 tilskuere denne juni-dag i 1996 rejser sig fra sædet. Bolden går i mål til højre for keeper Andy Goram, Gascoignes holdkammerat i Rangers. Englænderen spæner ud mod baglinjen og lægger sig ned på ryggen. Han letter overkroppen fra jorden og åbner munden. Gascoigne har aftalt med holdet, at hvis han scorer, så skal de lave denne fejring. Holdkammeraterne kommer spænende og finder hurtigt et par dunke med vand, som de sprøjter ned i munden på Gascoigne. De skraldgriner alle sammen.

Grunden ligger et par uger før. I optakten til EM i 1996 forbereder England sig til turneringen i Hongkong. De har lige haft den afsluttende træningssession, da spillerne får lov til at tage et par drinks på den lokale. Efter denne aften rammer Gascoigne og resten af holdet forsiderne. De er på bar og ender med at blive godt fulde. De finder en tandlægestol i et af de tilstødende lokaler, og de fulde fyre begynder at bruge den. De sætter sig, læner hovedet tilbage, åbner munden og hælder alkohol indenbords. Dagen efter ser man billeder i de engelske aviser af Gascoigne. Han står i bar overkrop med en flaske i hånden og et fjernt blik i øjnene, mens væsken drypper fra hagen.

Alkohol fylder meget. Efter et lukrativt, men sportsligt uforløst ophold i Lazio er han nu i den dårligere skotske liga, og her er det ikke unormalt, at han drikker sig fuld aftenen før en kamp og møder op dagen efter med tømmermænd, fortæller han efter karrierens afslutning.

I Rangers spiller han i de første to sæsoner 54 ligakampe og scorer 27 mål, men det er her, hans alter ego Gazza for alvor får tag i ham. Der er nemlig forskel på Gascoigne og Gazza, forklarer han: ”Gazza-siden af mig selv er, når jeg føler, at jeg kan køre derudaf og nyde livet. Det var sådan, jeg havde det, når jeg spillede fodbold. Nogle gange kan jeg lide at være Paul Gascoigne, men når jeg er ham, så føler jeg mig ofte kedelig og fin, og det passer mig ikke.”

Men Gazza-siden af Gascoigne tager ham ofte langt ud. Gazza er ham, der ofte lokker Gascoigne tilbage i bunden af flasken efter de utallige forsøg på at stoppe drikkeriet og stofmisbruget, som for første gang sender ham på afvænning i 1998, da han ikke kommer med i Englands VM-trup. Gazza er ham, der slår hustruen i fuldskab. Gazza er også ham, der i 2010 ser tv-nyhederne dække den tragiske historie om morderen Raoul Moat. Gazza, drønfuld på dette tidspunkt, tror, han kender Moat, og at han har brug for hjælp. Gascoigne tager en taxi, kører ud mod stedet, hvor politiet har omringet Moat. Med sig har han øl, kylling og en fiskestang, for det bliver der brug for, når Moat skal tales ned. Det siger Gazza ved den politibarrikade, der stopper ham et par kilometer fra stedet. Dagen efter vågner han og husker ingenting. Gazza er ukontrollerbar.

Men på trods af de mange usympatiske træk elsker englænderne ham stadigvæk. Hvorfor? Den bedste forklaring kommer fra en 17-årig knægt, der en dag i 2015 står i en kø og venter på at få en af Paul Gascoignes selvbiografier signeret af forfatteren selv. ”Han er ægte. Han er ikke som Beckham, han er bare en af os. En ægte geordie.”

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER