Alt om FC Midtjylland – Silkeborg
FCM kan sætte SL-rekord på hjemmebane.
Generelt
· 32 gange tidligere har de to hold krydset klinger i Superligaen. Her har ”Ulvene” taget 17 sejre, 7 er endt uafgjort, mens Silkeborg har hentet tre point 8 gange.
· FC Midtjyllands titel som ubesejret på MCH Arena i denne sæson, kan meget vel blive udfordret denne fredag. Således har det nuværende førehold blot vundet én af deres seneste fem hjemmekampe mod netop Silkeborg IF (to uafgjorte og to nederlag). Man vandt dog det seneste indbyrdes opgør i Herning med 2-1 d. 19. oktober 2014.
· Som bekendt afvikles denne kamp på en fredag – en ugedag, som de to hold har et ret så forskelligt forhold til. Værterne fra FCM er således ubesejret i deres seneste 13 kampe på en fredag (heraf 12 sejre), mens Silkeborg står uden sejr i deres seneste 6 kampe (heraf 4 nederlag i træk) på denne ugedag.
FC Midtjylland
· ”Ulvene” står foran deres 13. hjemmekamp i denne sæson – en sæson, hvor man hidtil har gjort rent bord på MCH Arena (12 sejre i 12 kampe). Seneste nederlag kom d. 11. maj 2014, hvor man i sæsonens sidste hjemmekamp tabte 2-3 til FC København. Skulle FCM også besejre Silkeborg i denne spillerunde vil de tangere SL-rekorden for flest hjemmesejre i træk – en rekord der pt. indehaves af FC København (13), sat i sæsonen 2010/11.
· FCM er altså særdeles stærke på hjemmebanen i år, men mod netop Silkeborg står man uden et clean sheet i deres seneste seks indbyrdes opgør i Herning (10 kampe generelt) – seneste rene bur på MCH Arena mod de rødblusede, fandt sted d. 24. juli 2010, da FCM vandt 2-0.
· Noget kunne dog også tyde på, at Silkeborg skal finde vej til netmaskerne, hvis de skal have point med denne fredag. FCM har således scoret minimum to gange i deres seneste syv hjemmekampe, mens man faktisk har scoret tre eller flere i deres seneste tre opgør på hjemmebanen.
· Jim Larsen spillede fra 2009 til 2011 47 Superligakampe for Silkeborg, med 4 mål til følge. Jim Larsen har spillet fuld tid i Midtjyllands forsvar i 10 af deres seneste 11 kampe (sad ude i 19. runde i 1-1-opgøret mod BIF).
· Izunna Uzochukwu og Morten ”Duncan” Rasmussen (dengang for AGF) scorede begge deres første SL-mål mod netop Silkeborg i henholdsvis 2010 og 2002.
Silkeborg IF
· Silkeborg indkasserede hele fire mål i sidste uges nederlag til FC København – hvilket var deres største nederlag i sæsonen og første gang, at de tabte med mere end to mål (senest 1-3 mod EfB i forårspremieren). SIF skal således også kigge langt efter deres seneste clean sheet – noget man ikke har præsteret i hele 20 SL-kampe (0-0 i Esbjerg d. 11. august 2014). Man nærmer sig dermed den negative klubrekord på 24 kampe uden rent bur som blev sat i perioden juni 2003 til april 2005.
· Klubben kan dog trøste sig med, at man i sine seneste tre udekampe er kommet på scoringstavlen minimum to gange (2-1-sejr i Randers, 4-1-sejr i SønderjyskE og senest 2-2 i Hobro), og skulle man sende bolden ind bag Dahlin to gange i dette opgør, vil det være første gang i knap fire år, at man oplever at score minimum to mål i fire kampe på fremmed græs i træk.
· Efter en flot start på foråret, er pointhøsten for Silkeborg atter stagneret på det seneste. Med ni runder tilbage står klubben noteret for 12 point, og mangler derfor stadig min. syv point i de resterende kampe, hvis man ikke vil ende som det dårligste nedrykkerhold i mange år. I sæsonerne 2009/10 og 2011/12 hentede HB Køge nemlig 19 point da de rykkede ud, ligesom Lyngby BK blot præsterede 18 point i deres nedrykningssæson i 2007/08.
· Jeppe Illum kan spille sin SL-kamp nr. 50 i denne runde, hvis han kommer i aktion mod FCM. Offensivspilleren er blevet indskiftet i klubbens seneste fire kampe, og har i alt prøvet dette 10 gange i sæsonen (flest af alle SIF'ere).
· Frank Hansen scorede sit første SL-mål mod netop FC Midtjylland d. 20. august 2006, da han og Esbjerg vandt 4-2. Det er dog noget tid siden, at Hansen sidst kom på scoringstavlen – helt præcist 881 dage, da han nettede i Silkeborgs 2-3-nederlag til SønderjyskE d. 17. november 2012.
· Adeola Runsewe (5 kampe og 0 mål i 2008) og Dennis Flinta (25 kampe og 0 mål, fra 2007 til 2008) har begge optrådt for FC Midtjylland tidligere i deres karriere.
· Dette bliver Kim Poulsens første møde med Glen Riddersholm på trænerbænken. Tidligere har Poulsen stået overfor FC Midtjylland seks gange, hvilket har resulteret i én sejr, tre uafgjorte og to nederlag. Poulsen har dog aldrig prøvet at tabe i Herning (én sejr og to uafgjorte – sejren lød på hele 5-3 med Viborg FF d. 26. november 2000).