Suarez: Derfor bider jeg
Luís Suarez har forklaret, i et interview op til “El Clasico”, hvorfor han bider sine modstandere
Tre gange har Barcelona-angriberen bidt en modstander i løbet af sin professionelle karriere. Nu forklarer han i et interview op til kampen mod Real Madrid i morgen, at det er for at forsvare sig selv, at han gør det. Han mener dog ikke, at der er noget galt med ham.
- Jeg tænker ikke, at der er noget galt med mig. Alle har måder at forsvare sig på. Det her er min svaghed. Andre spillere forsvarer sig ved at sparke, brække en næse eller slå, fortæller Luís Suarez til The Guardian.
- Nogle af disse ting er værre end andre, og jeg forstår, at der bliver set med alvorlige øjne på at bide, siger Luís Suarez.
Første gang han bed, var tilbage i 2010,da han spillede for Ajax i en ligakamp mod PSV. Her fik han syv dages karantæne. Anden gang var for Liverpool hvor han satte tænder i Chelsea-spilleren Branislav Ivanovic, hvilket gav ti kampes karantæne. Og i sommer havde han gebisset ude efter Giorgio Chiellini under VM-slutrunden. Det resulterede i fire måneders karantæne, som løber ud i morgen.
Han fortæller, at det kun er på banen, at han nogle gange opfører sig upassende. Der er nemlig to sider af den udskældte angriber.
- Når jeg ikke er på banen, så er jeg meget stille og rolig og en rigtig familiefar. Når jeg kommer på banen, så opfører jeg mig nogle gange uhensigtsmæssigt, forklarer han.
Hans træner i Barcelona, Luís Enrique, har tidligere fortalt at Suarez vil få debut i morgendagens “El Clasico”.