FCK – nu med tatoveringer
Tilgangen… og truppen generelt – gør, at det ligner endnu et dansk mesterskab til hovedstadsklubben.
Et par dage inden Superliga-sæsonen starter for FCK, var der plads til 24 spillere på FCK.dk, men der var kun billeder af 16 spillere på det vel bedste danske klub-site.
Dette giver et krystalklart billede af den situation, som FCK står overfor i opstarten til sæsonen 2014/15. For Ståle Solbakken har efter sidste sæsons sølvmedaljer lavet en voldsom udrensning og husk nu på, at FCK i forårets 15 kampe kun tabte de tre, så Solbakkens arbejde viste allerede i forårssæsonen 2014, at det var begyndt at bære frugt. Ifølge bulletinerne fra FCK-træningslejren i Østrig op til sæsonstarten har det handlet meget om taktik, hvilket træner Solbakken vel også i dette bekræfter overfor FCK's egen tv-kanal:
- På banen handler det om, at alle kender aftalerne især defensivt, og at folk kender løbemønstrene offensivt. Vi skal have de rigtige afstande mellem kæderne defensivt, og få indført de rigtige løbebaner offensivt. Og så skal vi finde balancen mellem den individuelle frihed, som nogle af vores spillere skal have for at fungere optimalt, ud at det går ud over det kollektive.
Voldsom gang i svingdøren
Til hovedstadsklubben er blandt andet kommet Franco Mussis, Tom Høgli, Pelle Nilsson, Steve De Ridder og Daniel Amartey – men også de potentielle danske landsholdsspillere Stephan Andersen og Mathias Zanka Jørgensen er kommet til den meget stærke trup. Netop det høje niveau gør det svært at spå om en ideal-opstilling for FCK, men Solbakken har også fået en ny stil hos FCK.
- Vi vil meget gerne have noget personlighed ind på holdet, og det har vi fået. Vi har fået nogle karakterer. Nogle med tatoveringer og nogle uden, og det passer godt ind. Det, som er vigtigt for mig, er, at holdet har karakter, og at du kan kende holdet både på og uden for banen. At du altid kan se, at det er FCK, der kommer. Der var nogle udfald i fjor, og det handler om, at sammensætningen af den trup i fjor var lavet af tre-fire forskellige trænere. Der har været mange forskellige trænere i FCK den seneste tid, og det gør det altid svært at få det til at fungere. Vi har manglet lidt galskab på holdet i seneste sæson, men vi har også hentet nogle meget rolige skandinaviske typer ind. Du finder ikke en mere ordentlig mand end Tom Høgli, og Pelle Nilsson har været en udmærket anfører for mange hold. Så har vi fået nogle med vilde tatoveringer, der måske er lidt mere gale i kasketten end de, som har været her. Derfor har vi nu fået et godt mix…, har Ståle Solbakken tidligere sagt til B.T.
Solbakkens hovedrengøring har også kostet på exit-siden, hvor f.eks. Thomas Kristensen er sendt på porten efter seks år i klubben, men også skuffelserne Mustafa Abdellaoune og Igor Vetokele har forladt den danske hovedstad. Det samlede billede efterlader et klart billede af, at FCK-truppen er blevet betydelig forstærket i sommerpausen, hvilket de to regerende mestre fra AaB – Jacob Ahlmann og Rasmus Thelander - også mente, da Indkast.dk bad dem om at gætte på en mesterskabsfavorit.
- FCK må via deres indkøb betegnes som favoritter. Der er ikke andre klubber, der kan matche deres budget, og derfor har de gode forudsætninger for at være med i toppen år efter år, sagde Jacob Ahlmann, mens Rasmus Thelander udbyggede:
- I og med FCK har oprustet, som de har gjort, vil det ikke være en positiv overraske for mig, hvis de klarer sig godt, så jeg vil sige Esbjerg. De har et spænende hold, og de var det hold, som imponerede mig mest i forrige sæson. FCK må være favorit, og det vil være en kæmpe skuffelse, hvis de ikke blev det. Men jeg tror på en tæt top i år.
Udover den flotte tilgang – blandt andet af den det meget ukendte argentiner Franco Mussis - har FCK som bekendt en skræmmende trup fra sidste sæson, og der er mange forventninger til Nicolai Jørgensen i den kommende sæson, efter sidste sæson jo var meget skadesplaget for den offensive spiller. Indkast.dk spurgte blandt andet Glen Riddersholm om en mulig positiv overraskelse i den nye sæson, og FCM-træneren svarede:
- Jeg glæder mig til at se, om Nicolai Jørgensen kan genfinde sit høje niveau…
Gør han det, kan han skrives på FCK-holdkortet sammen med stærke navne som Stephan Andersen – eller bliver det Johan Wiland ? – bag ved… Zanka, Nilsson, Mellberg, Claudemir, Delaney, Gislason, Mussis og Cornelius… det ligner et dansk mesterskab.
Ideal-opstilling (4-4-2)
Andersen
Høgli
Zanka
Mellberg
Bengtsson
Gislason
Claudemir
Delaney
Jørgensen
Cornelius
Mussis