LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Christian Ewald

VM - 2002

Selvom VM for længst er startet, så fortsætter vi vores gennemgang af tidligere VM-slutrunder. Vi kigger her på VM i 2002.
VM i 2002 var et nyskabende VM på mange områder. For det første var det første gang nogensinde, at to lande delte værtsskabet, nemlig Sydkorea og Japan. Derudover var det også første gang, at der blev afholdt VM i Asien.

Det var også første gang, at alle de tidligere vindere af VM deltog i den samme turnering. De syv lande (Frankrig, Uruguay, Brasilien, England, Tyskland, Italien og Argentina) deltog dog også i VM i 1986, men her havde Frankrig endnu ikke vundet turneringen.

Gruppespillet

Gruppespillet ved VM i 2002 forløb således, at kun Spanien og Brasilien gik videre fra deres grupper med maksimumpoint. Derudover så man i gruppespillet nogle opsigtsvækkende resultater, da Tyskland slog Saudi-Arabien med hele 8-0, og USA slog Portugal med 3-2.

Den største overraskelse i gruppespillet var, at Argentina ikke gik videre. De var havnet i gruppe med England, Sverige og Nigeria, men et nederlag til England og en uafgjort mod Sverige var ikke nok, og dermed måtte Argentina forlade VM tidligt.

Endnu en stor overraskelse kom, da Frankrig heller ikke formåede, at gå videre fra det indledende gruppespil. Det franske hold, som var uden en skadet Zinedine Zidane i de to første kampe, tabte til Senegal i åbningskampen. Den efterfølgende kamp mod Uruguay endte 0-0, og dødsstødet kom så, da en ydreside fra Dennis Rommedahl, og et skub i ryggen af Jon Dahl Tomasson gjorde, at selveste Danmark sendte Frankrig ud af turneringen med et 2-0-nederlag, og samtidig sendte Danmark i 1/8-finalen.

Herudover gik alle de store nationer videre, sammen med de to værtsnationer, Japan og Sydkorea.

Vejen til finalen

VM i 2002 vil blive husket for en helt bestemt ting – Sydkoreas fremragende VM på hjemmebane. De undertippede værter gik videre fra deres gruppe, og kom hele vejen til semifinalen, hvor Tyskland dog blev endestationen. Undervejs havde Sydkorea dog slået både Italien og Spanien, hvilket var en kæmpe sensation. Koreanerne tabte dog også bronzekampen til Tyrkiet, men en fjerdeplads var stadigvæk over alt forventning.

Danmarks rolle i VM blev udspillet i 1/8-finalen, da England blev for stor en mundfuld for det danske hold, anført af en, i kampen mod England, forfærdeligt spillende Thomas Sørensen, og en Ebbe Sand som aldrig rigtig fandt melodien ved VM i 2002.

Tyrkiet slog værterne Japan ud i 1/8-finalen, og her blev Sverige også sendt ud af Senegal, mens USA vandt 'lokalopgøret' mod Mexico. Til sidst gik Spanien videre på straffespark mod Irland.

Kvartfinalerne endte således, at England tabte til Brasilien, efter et drop af David Seaman. Tyrket slog Senegal, Tyskland slog USA, og Sydkorea vandt, som tidligere nævnt, over Spanien.

I semifinalerne røg Sydkorea ud efter et smalt 1-0-nederlag til Tyskland, og Brasilien slog Tyrkiet med samme cifre, efter en 'stiv tå' af Ronaldo.

Finalen

Tyskland og Brasilien skulle dermed stå overfor hinanden i finalen, som blev spillet på Yokohama Stadium, med 80.000 tilskuere på lægterne. Brasilien vandt kampen med 2-0, efter to mål af Ronaldo, som dermed kom op på hele otte scoringer ved dette verdensmesterskab, og dermed blev han turneringens topscorer.

Trofæet var Brasiliens femte VM-trofæ, og anfører Cafu, som i øvrigt var den første spiller der deltog i tre VM-slutrunder i træk, løftede trofæet efter kampen til stor glæde for alle de brasilianske spillere.

Det første asiatiske VM var slut, og udover irriterende sendetidspunkter (Den seneste kamp blev vist på tv kl. 13.00) var det en VM-slutrunde, som altid vil blive husket, og Sydkoreas præstation, Ronaldos mange mål og en glimrende dansk indsats er noget, som der stadig bliver snakket om.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder