Hvem er Emre Can?
Indkast.dk har kigget nærmere på Liverpools nye mand.
Liverpool har netop bekræftet købet af Emre Can. Indkast.dk bringer her en liste med ti ting, Liverpool fans bør vide om deres nye spiller.
1. God i både forsvar og angreb
Den tyske U-21 landsholdsspiller er det man typisk vil kalde en boks-boks-spiller, men den betegnelse retfærdiggøre ikke helt hans kvaliteter. Han kan som type sammenlignes med Juventus' Arthuro Vidal og Manchester Citys Yaya Touré. Alle tre har kvaliteter defensivt, såvel som offensivt.
2. En genial playmaker
Hans evne til at agere overalt på midtbanen og samtidig have øje for en genial aflevering, gør han kan fungere som playmaker – hvad enten det er som offensiv midtbane-spiller eller i en mere dybdeliggende rolle.
Sidstnævnte er en rolle som pt. udfyldes af Steven Gerrard, imens den offensive plads er forbeholdt Philippe Coutinho eller Raheem Sterling. Emre Cans evne til at dække begge pladser gør ham ideel for Liverpool.
3. Er et produkt af Bayern Múnchens talentskole
Selvom Emre Can har skabt sig succes i Bayer Leverkusen, så var det i Bayern München den unge tysker med de tyrkiske rødder fik sin fodboldopdragelse. Pep Guardiolas hold råder over mange egenproducerede spillere, men som det bør være tilfældet med Dortmunds Mats Hummels, så fortryder sydtyskerne nok også, at de lod Can skifte væk. Karl-Heinz Rummenigge har tidligere udtalt om ham:
- Emre Can er et af de største talenter i tysk fodbold.
4. Sammenlignes med Bastian Schweinsteiger og Toni Kroos
Når man får sin fodboldopdragelse i Bayern München, er det næsten umuligt ikke at blive sammenlignet med stjernerne på førsteholdet. Det samme er sket for Emre Can. Han sammenlignes med Schweinsteiger for hans evne til at være overalt - både i defensiven og i offensiven. Sammenligningen med Toni Kroos kommer på baggrund af Cans offensive løb – akkurat som hans landsmand.
5. Et fysisk pragteksemplar
Trods hans unge alder formår den 20-årige tysker, at være fysisk overlegen i de fleste nærkampe. Med sin højde og sin fysiske styrke må det unge talent siges, at være som bygget til Premier League.
6. En polyvalent spiller
En spiller som Morten Olsen vil betegne som polyvalent da Emre Can kan dække samtlige pladser på midtbanen. Derudover kan han spille i centerforsvaret og på venstreback. Det er dog utænkeligt, at Brendan Rodgers har købt ham til de to sidstnævnte.
7. Har international erfaring
Selvom han endnu ikke har optrådt for A-landsholdet, har han stor international erfaring. Can har repræsenteret Tyskland på samtlige ungdomslandshold – U-21 inkluderet, og har tidligere været anfører på U-17 mandskabet.
8. Tyskland eller Tyrkiet?
Den tidligere Leverkusen spiller - som er født i Frankfurt – har som sagt stillet op for Tyskland igennem ungdomsårene. Hans tyrkiske rødder gør dog, at han kan vælge at spille for det tyrkiske landshold. Derfor bør Joachim Löw kraftigt overveje, om han vil gøre brug af stortalentet.
9. En erfaren mand i en ung mands krop
Grundet hans statur og spillestil, er det nemt at glemme hvor gammel, Emre Can egentlig er. Fuldstændig som vores egen Pierre-Emile Højbjerg, spiller Can med en sådan ro, at han ligner en erfaren mand som Pirlo eller Xavi.
10. Disciplinen og mangel på samme
En masse ros kommer sjældent uden ris. Can har nemlig en negativ side, og det er hans temperament. Hans fysiske spillestil er ofte på grænsen og mange gange over. Det vil derfor ikke undre os, hvis han får skrabet en del kort sammen i sin første sæson på Anfield.