Uværdigt punktum af Peter Graulund
Bogen om Peter Graulund er en omgang letbenet og ureflekteret sovs og kartofler, hvor sovsen er klistret, og kartoflerne er udkogte. Det er synd og skam.
Jeg er nummer 11 – historien om Peter Graulund
Af Søren Højlund Carlsen
Forlag: Turbine
384 sider
Vejl. udsalgspris: 299,95 kr.
Hvad skal en biografi egentlig måles på? Når den har selvbiografisk tendenser, som i nærværende tilfælde med Peter Graulund, efterlades der ikke meget tvivl om, at biografien under alle omstændigheder er et partsindlæg, hvor hovedpersonen ytrer sig løst og fast om dette og hint. Det er er formen, og den skal man under alle omstændigheder acceptere for overhovedet at kunne finde en fortællings- og underholdsmæssig spænding i bogen.
Mikrofonholderjournalistik
Det er således ikke formen – (selv-)biografien – der er grundlaget for den følgende relativt kradse kritik af bogen om (og af) Peter Graulund. Det er selve indholdet og disponeringen af stoffet. Bogens forfatter – Søren Højlund Carlsen – efterlader ingen tvivl om, at han er stor fan af Peter Graulund og dennes personlighed. Det er der mange, der er, og det ville der for så vidt ikke noget i vejen med, hvis ikke dette forhold – journalist og hovedperson imellem – synes at have forblændet Højlund Carlsen, så han næsten udelukkende fremstår som villig mikrofonholder og ikke som den kritiske karakter, som han rent faktisk potentielt kunne have været i bogen – og dermed givet den mere saft og kraft. Det er synd. Der skrives f.eks. løbende om Graulunds vilje – og ja, det er ganske rimeligt at tage fat i netop det synlige karaktertræk – men hverken Graulund eller andre bliver forholdt, om denne vilje har haft konsekvenser. I stedet får vi flokler om, at professionel fodbold ikke er nogen hyggeklub… Goddag mand økseskaft!
Et ureflekteret hyldestskrift
Meget af kritikken i anden dagspresse har taget udgangspunkt i, at bogen fremstår som et hyldestskrift af Graulud, og ganske rigtigt er det, at bogens øvrige medvirkende i meget stor udstrækning omtaler Graulund i endog meget højt besungne vendinger, mens dem Graulund selv udsætter for hård kritik i bogen ikke har fået en stemme. Det er nu, hvad det er. Jeg kender ikke produktionsvilkårene for bogen, og ret beset foreligger den mulighed jo, at de fleste har betakket sig for at medvirke i bogen for at undgå et hundeslagsmål i medierne. Hvad der kan konstateres, er bare, at det forekommer besynderligt at bygge en selvbiografi op som interviewbog, og så ikke give journalisten en kritisk stemme og carte blanche til at udfordre hovedpersonen.
Det er fint, at Peter Graulund siger, hvad han mener – og har nogle markante holdninger – men derfor kan de vel godt blive udfordret. Det efterlader os ved det andet væsentlige kritikpunkt, nemlig, at bogen i lange udstrækninger ikke er reflekterende. Morten Bruun udgav i 1999, i det absolutte efterår af karrieren, en biografi, hvor han på nøgtern og reflekterende vis – i lyset af sin egen karriere – forholdt sig til udviklingen i dansk topfodbold. Det var en indsigtsfuld bog, fordi den var analyserende, argumenterende, og den kiggede ud over egen næsetip og beskæftigede sig med den verden og det miljø, Morten Bruun selv var en del af, og som han selv var rundet af.
Synd og skam
Peter Graulund giver indtryk af at mene, at hvis man ikke er som ham, så er man galt på den. Og hvis man ikke ser fodboldspillet og alle spillets elementer som ham, så er man galt på den. Det er lidet reflekterende, og det er ej eller indsigtsfuldt, og derfor ender det til tider med at være utåleligt og ligegyldigt råberi. Peter Graulund havde nogle fortrin på og uden for en fodboldbane – og dem sørger bogen i øvrigt for, at vi i hvert fald ikke glemmer – men selvsamme bog forholder sig ikke til, om hans særegne stil havde nogle omkostninger fro omgivelserne, ligesom han hævder at fodboldmiljøet er, som fodboldmiljøet er, og derfor slut, punktum, finale. Han hænger navngivne spillere og trænere ud uden for alvor at diskutere, hvad en god træner er gjort af, og uden for alvor at diskutere fodboldkultur i almindelighed. Endnu mindre diskuterer han fodboldspillets taktiske dele, og så bliver det hele bare en ureflekteret udgave af ”her er mit liv”. Bogen ender derfor som lejlighedsanekdoter, små historier vi kan grine af, når tipslørdag ruller henover skærmen lørdag eftermiddag, men den bidrager ikke med noget af væsentlighed.
Efter at have hørt Peter Graulund kommentere en hel del gange er jeg overbevist om, at han kunne have opnået et bedre resultat. Det er fint at tale lige ud af posen, men man skal også ville sin læser noget. Hvorfor ellers belemre verden med ens tanker, meninger og holdninger?