Vidal afviser historie om trøjeønske
Juventus' Arturo Vidal afviser på Twitter forlydender om, at han skulle ønske at bære trøje nr. 10 i den nye sæson.
I Italien er der stor tradition for, at man ”pensionerer” trøjenumre, som ægte klubmænd har båret. I Milan har man set det med Franco Baresi, der bar trøje nummer 6 og Paolo Maldini, der bar trøje nummer 3.
I Juventus var Alessandro Del Piero gennem 19 år en af de helt store stjerner i Torino-klubben, men den nuværende Sydney-spillers nummer 10 er ikke fredet, og derfor har det været rygtet, at Arturo Vidal ønsker at overtage den i den nye sæson. Det afviser chileneren dog.
- Juventini, jeg har aldrig bedt om at få trøje nummer 10. Den trøje har en ejermand, og han hedder Alessandro, siger Vidal via Twitter og fortsætter:
- Mit nummer er 23. Jeg håber at skabe historie som Ale, og – i løbet af nogle år – blive lige så respekteret, som jeg respekterer ham.
Del Piero har både scorings- og kamprekorden i Juventus med 290 mål i 705 optrædener.