Liverpool gør klar til endnu et salg - Prisen er 400 mio. kroner
Liverpool har brugt rigtig mange penge på transfermarkedet denne sommer, og derfor giver det også mening, at der er nogle spillere, der skal sælges.
De har allerede solgt Luis Diaz til Bayern München for omkring 520 mio. kroner, og nu kan det næste salg fra de engelske mestre også være lige oppe over.
Denne gang skulle det dreje sig om Darwin Nunez, der i længere tid har været rygtet væk fra Liverpool, hvor både italienske og saudiarabiske klubber skulle have vist interesse for ham.
Fabrizio Romano skriver på det sociale medie X, at det er Al Hilal, der køber Nunez. Han skriver, at de to klubber er enige om en aftale, og at der nu er forhandlinger i gang mellem spilleren og Al Hilal.
Den saudiarabiske klub betaler angiveligt 400 mio. kroner for Nunez, og så er der inkluderet nogle bonusser, så prisen kan blive endnu højere.