Jesper Haue Hansen

Klub med egne metoder skal finde en ny

Interne regler, der bliver kaldt racistiske. Træneren “El Loco”, som engang var helt, men nu er færdig. Her er historien om Athletic Bilbao.
Athletic Bilbao er ikke bare endnu en spansk klub i rækken. Faktisk er der ingen klub som den. Det er ikke en subjektiv holdning fra en fan. Det er et faktum for alle neutrale fodboldtilhængere.

I løbet af de seneste sæsoner er det faktum blevet underbygget yderligere. Det er den argentinske træner Marcelo Bielsa på mange måder ansvarlig for. Måske giver hans øgenavn et præg - “El Loco”, på dansk “Galningen”.

I starten var det dog langt fra på grund af hans øgenavn, at argentineren markerede sig i den baskiske klub. Den tidligere chilenske landstræner blev ansat før sæsonen 2011-12 og indførte straks ved sin ankomst en ny og mere offensiv spillestil, der lagde vægt på højt presspil og førstegangskombinationer. Først et par måneder inde i sæsonen fik den nye spillestil succes for Bilbao, men da den kom, kom den også med storm. Efter en 2-1 sejr ude mod ærkerivalerne fra Real Sociedad gik Athletic Bilbao amok og spillede sig en overgang helt op på Champions League-pladserne i ligaen. Samtidig med det, spillede klubben sig videre runde for runde til Copa del Rey-finalen og startede så småt på sæsonens helt store bedrift - deres vej mod Europa League-finalen.

Den historiske klub med den “racistiske” regel

Athletic Bilbao er en klub, der er kendt af de fleste, på trods af at klubben ikke har fejret de store triumfer siden starten af 1980‘erne. Det er der et par grunde til. Den største årsag er formentlig, at Bilbao som den eneste klub i verden kun spiller med baskiske spillere på sit fodboldhold. Hverken udlændinge eller andre spaniere er velkommen på holdet og har aldrig været det. Det er både klubbens store velsignelse og forbandelse. Velsignelse, fordi det har givet utallige fans, specielt i regionen, og sympati og status i resten af fodboldverden. Forbandelse, fordi det ofte har tvunget holdet ned i en bølgedal, når de største baskiske talenter forsvinder ud i verden. Reglen er også fra flere sider blevet kaldt racistisk, fordi det netop kun er spillere fra den spanske og franske del af baskerlandet, der er kvalificeret til at spille på holdet.

På trods, eller måske på grund af, reglen, har klubben vundet Copa del Rey 23 gange, senest i 1984. Det var også her, klubben senest vandt mesterskabet, da klubben vandt The Double. Før det vandt klubben mesterskabet 7 gange.

Derudover er Athletic Bilbao sammen med kæmperne fra FC Barcelona og Real Madrid det eneste hold, der aldrig har været ude af La Liga. Klubben har deltaget i samtlige udgaver af den bedste spanske række siden oprettelsen. Derfor holdt hele området også vejret, da Athletic Bilbao i sæsonen 2005-06 lå i stor nedrykningsfare hele sæsonen. Klubben reddede sig dog i sidste øjeblik, og det samme gjorde sig gældende i følgende sæson, hvor klubben reddede sig med en 2-0 sejr over Levante i allersidste spillerunde.

Klubben kom dog på rette fode igen, og i sæsonen 2008-09 kom Bilbao i Copa del Rey-finalen, hvor Barcelona blev en for stor mundfuld. I den følgende sæson fik Bilbao en 8.plads og avancement fra Europa League-gruppespillet. Det var i den tilstand, Marcelo Bielsa overtog Baskerlandets stolthed.

Da Sir Alex måtte kapitulere

Den argentinske træner kom fra et landstænerjob i Chile, da han overtog Athletic Bilbao og revolutionerede klubbens spillestil. Den medfølgende succes gav træneren stor opbakning fra de passionerede tilhængere, og klubbens følgende præstationer gjorde, at manden kunne gå på vandet i tilhængernes øjne.

Basker-klubben havde klaret avancement til Europa Leagues 1/8-dels-finaler, hvor mægtige Manchester United ventede. Det tegnede til at blive en stor oplevelse for den baskiske klub, men også en stor øretæve fra giganten. Alligevel lavede Bilbao en præstation, der fik Sir Alex til at udtale:

- De spiller noget vidunderligt kombinationsfodbold. Det er vidunderligt at se sådan en energi og vilje til at vinde fodboldkampe. De fortjener at vinde Europa League, sagde Alex Fergurson dengang ifølge Tipsbladet.

Det er ikke hver dag, at den legendariske træner kapitulerer i en sådan grad. Det så han sig dog nødsaget til efter at Athletic Bilbao over to kampe slog englænderne 2-1 hjemme, men endnu mere imponerede igen sejrede 3-2 på Old Trafford. Vel at mærke med en spillestil, der tog alle neutrale fodboldiagttagere med storm. Fodboldfans verden over var betagede og klubben fik hurtig menigmands support i resten af Europa League-karavanen.

Klubbens videre ridt bød på sejre over Schalke 04 og Sporting Lissabon, inden Atlético Madrid ventede i finalen. En modstander, Athletic Bilbao var fortrøstningsfulde i forhold til at slå, og som de blandt andet havde banket 3-0 i ligaen i samme sæson.

I tiden op til finalen gik blusset dog af holdet, og baskerne dalede væk fra de europæiske pladser og ned midt i rækken. Bielsa fik pludselig stor kritik for at drive rovdrift på sine spillere, mens træneren selv lagde sig ud med stjernen Fernando Llorente, som han gav skylden for de manglende resultater. En kritik, der fik forholdet mellem de to på katastrofekurs, og som blandt andet førte til, at Bielsa ikke hilste på Llorente, da denne vendte tilbage efter sommerferien til den nye sæson.

“El Loco” viser sit ansigt

Problemerne med Llorente var dog ikke de eneste for Bielsa og Bilbao. Nu stod Europa League-finalen og bankede på døren.

Baskerne var forventningsfulde og mange tusind fans tog turen til finalen mod landsmændene fra Atlético Madrid. Med spillere som Llorente og Javi Martinez gik klubben fra den ene triumf til den anden, og selv om klubben havde oplevet en nedtur i ligaen, så var det europæiske eventyr en anden historie. Her var holdet ganske enkelt uovervindeligt. Og selveste Sir Alex havde jo bekendt, at klubben fortjente at vinde turneringen. Hvad kunne gå galt?

Men det gik galt. Athletic Bilbao var tandløse, og Falcao og Atlético Madrid var flyvende. Madrid-klubben vandt 3-0, og Bilbao skuffede både egne fans og de nyerhvervede tilhængere verden over.

Klubben havde dog stadig sin Copa del Rey-finale at se frem til - mod FC Barcelona, der virkede nedslåede efter at have tabt mesterskabet til Real Madrid. Måske var det baskernes chance?

Baskerne greb den ikke og blev slået med samme cifre som i Europa League-finalen. Den flotte sæson var delvist spoleret, og Bielsa kunne ikke længere gå på vandet. Han blev kritiseret for at være for stædig omkring sin fysisk krævende taktik og at bruge de samme 14 spillere for meget. Den kritik fik sammen med et bygningsarbejde "El Loco" til at leve op til sit navn.

Den argentinske træner havde ved sin ansættelse krævet en renovering og udbygning af træningsanlægget. Arbejdet gik dog langt fra så hurtigt og godt, som træneren havde planlagt, og den frustration kulminerede en dag til træning sidste sommer. Foran en måbende forsamling spillere gik han amok på byggeformanden og de to herrer endte i fysisk infight. Det fik Athletic Bilbao til offentligt at kritisere træneren og sige, at han skulle koncentrere sig om det, han var ansat til. Det blev for meget for Bielsa.

Marcelo Bielsa tog simpelthen sit gode tøj og meldte sin afsked med klubben. Den offentlige udstilling og kritik af ham blev for meget for ham og han ville ikke fortsætte sit arbejde i klubben.

Det lykkedes dog ledelsen at tale ham til ro og få ham til at blive. De havde dog ikke hidset ham helt ned, for på sin Facebook-profil skrev han følgende dag, at han havde ret i sin kritik og at hele episoden havde skadet hans forhold til klubben. Forholdet kunne ikke blive det samme igen, lod han forstå.

Peps forbillede får sparket

Om det var hele episoden og det efterfølgende skadede forhold, der var skyld i den netop overståede sæsons skuffelse, er uvist. Klubben fik en middelmådig 12-plads og blev slået ud af Europa League allerede i gruppespillet. Her fik holdet blot en enkelt sejr og samlede 5 point, da klubben blev treer efter Lyon og Sparta Prag.

De præstationer, formentlig sammenholdt med sidste sommer kontrovers, fik i fredags Athletic Bilbao til at meddele, at Marcelo Bielsa ikke får forlænget sin kontrakt, der udløber om kort tid.

- Vi har besluttet ikke at tilbyde Bielsa forlængelse, fordi det er det bedste for Athletic Bilbao og klubbens interesser. Vi har brug for en forandring, meldte klubben ud i den andledning.
Derved er træneren fortid i klubben, og er blevet offer for en af de regler, som har inspireret Josep Guardiola. Ligesom spanieren senere gjorde i Barcelona, forlænger Bielsa nemlig af princip kun sin kontrakt med et år ad gangen. Om det er imod trænerens vilje at den aftale i år ikke bliver forlænget, er uvist og formentlig usikkert.

Marcelo Bielsa får nok ikke svært ved at finde en ny klub og flere europæiske klubber er også meldt interesserede i at overtage ham. Roma står eftersigende forrest i køen, men flere andre italienske og spanske klubber er også meldt interesserede. Det er blandt andet på grund af hans succesfulde første sæson i Athletic Bilbao, men også hans bedrifter for Chile, som han med imponerende offensivt spil førte til 1/8-delsfinalerne ved VM 2010. Her blev Brasilien endestationen.

Marcelo Bielsa har været en stor inspirator for Josep Guardiola på andre fronter end ved kontraktforlængelser. Pep har overtaget princippet om kun at snakke med pressen ved officielle pressekonferencer fra argentineren, og samtidig har han ladet sig inspirere kraftigt i forhold til sit taktiske oplæg med højt pres og hurtige kombinationsspil.

Det succesfulde hold er opløst

Det er på mange måder tid til en ny æra i Atheltic Bilbao. De profiler, der var medvirkende til de to finaler i sæonen 2011-12, er alle væk - Javi Martinez blev sidste sommer solgt for en rekordstor sum til Bayern München, mens Fernando Llorente og Fernando Amorebieta skifter til henholdvis Juventus og Fulham på en fri transfer. Derudover er træneren altså nu fortid.

Derfor er det tid for nye baskiske spillere at træde i karakter. Det store håb Íker Muniain blev længe spået en stor karriere, men angriberen havde en sløj sæson i den netop afsluttede. Han skal sammen med de andre unge drenge sprudle, hvis Athletic Bilbao i fremtiden stadig skal være en af de eneste klubber, der aldrig har forladt La Liga. For det bliver uden hjælp fra udenlandske spillere eller El Loco ved sidelinjen.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER