Højlund forklarer guitar-jubelscene
Den danske angriber Rasmus Højlund fyldte 21 år søndag, og det fejrede han med manér, da han var i kamp for Manchester United på hans fødselsdag.
Her spillede de hjemme på Old Trafford mod West Ham, og Højlund gav sig selv en god fødselsdagsgave ved at score et flot mål i første halvleg, og det var den første scoring i holdets sejr på 3-0.
Den danske angriber gjorde sig også bemærket efter sin scoring, hvor han som jubelscene valgte at spille luftguitar, og han har efterfølgende fortalt Sky Sports, hvorfor han valgte at gøre det.
- Jeg har talt om jubelscener med mine venner. De sagde at jeg skulle lave guitaren i sommer, men jeg havde ikke fået det gjort, så i dag var dagen, fortalte Højlund.
Højlund er godt kørende i øjeblikket, hvor han har scoret i fire ligakampe i træk for Manchester United.