Dortmund er i kontakt med FCN-talent
Der er nok engang rift om en af FC Nordsjællands afrikanske offensivspillere.
Deres 22-årige ivorianske midtbanespiller Mohammed Diomande er efter alt at dømme på vej til Rangers FC, og nu kan endnu en FCN-spiller således være på vej videre.
For ifølge det vesttyske lokalmedie Der Westen har Borussia Dortmund indledt forhandlinger med FC Nordsjællands driblestærke ghaneser Ibrahim Osman.
Mediet skriver, at de via det ghanesiske sportsmedie Sportsworld Ghana har fået nys om, at den tyske storklub har kontakt med den 19-årige kantspiller og hans agentur.
Der Westen fokuserer yderligere på, at Dortmund tidligere har haft kikkerten rettet imod Farum-klubben, da de sidste sommer havde et godt øje til Mohammed Kudus, som har en fortid i FCN.
Kudus blev dog som bekendt i stedet solgt fra sin daværende klub Ajax til Premier League-klubben West Ham.
Og netop West Ham kan muligvis igen vise sig at frarøve Dortmund chancen for at få fat i en FC Nordsjælland-spiller, da B.T. i går berettede, at London-klubben havde budt på Osman.
Her kom det frem, at West Ham havde budt hele 135 millioner kroner for Osman. Det ville i så fald blive et absurd salg med tanke på, at Osman endnu ikke har fået et kæmpe gennembrud i FCN.
Kvaliteterne og talentet er dog ikke til at tage fejl af, og nu vil det så vise sig om West Ham igen snyder Dortmund for et FC Nordsjælland-talent, eller om tyskerne kan tilbyde en bedre aftale.