LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Ulrik Christensen

Optakt: Silkeborg - OB

Har Troels Bech mon endnu et snedigt træk i ærmet?
Kommentar:

Det midtjyske hjemmehold - Silkeborg IF - har ikke haft en heldig sæsonstart. Det begyndte ellers meget godt med en sejr i Herning, men siden er det blot blevet til fem point i sæsonens syv første kampe. Klubbens målscore hedder 6-11. Og det er noget, som går spillerne på.

- Det irriterer mig rigtig meget. Det er der slet ingen tvivl om. Jeg synes faktisk, at scoringssnittet mod os i de første fire-fem kampe var ganske udmærket, men det er løbet lidt fra os, siger Lasse Heinze ifølge JydskeVestkysten.

Silkeborg IFs cheftræner Troels Bech er dog fortrøstningsfuld og ønsker ikke at foretage større ændringer inden opgøret mod topholdet OB.

- Der er sikkert nogen, der overvejer, om ikke vi skal til at ændre en helt masse, når vi ikke har lavet ret mange mål indtil nu. Men jeg er ikke fristet til at ændre en masse. Dels kan vi, det vi kan, og dels tager det ikke lang tid at ændre noget, men til gengæld tager det lang tid at få noget til at virke. Samtidig lærte vi af sidste sæson, at kontinuitet og det at turde holde fast er den langt mere holdbare løsning, sagde Bech til midtjydernes hjemmeside.

OB - der inden sæsonen blev regnet blandt medaljeaspiraterne - har heller ikke hentet den forventede pointhøst i efterårets første syv kampe. Fynboerne er placeret midt i tabellen med 3 sejre, 2 uafgjorte og 2 nederlag - senest på hjemmebane mod SønderjyskE med hele 2-4.

OB har ikke vundet i Silkeborg de to seneste gange, fynboerne har været på besøg. Det er dog ikke noget, som ryster cheftræner Henrik Clausen.

- Nu skal vi ikke kigge for langt tilbage. Der er ingen grund til at lade historien bestemme, hvordan det går, og vi har trods alt ikke tabt til Silkeborg i år, hverken i turnerings- eller træningskampe, så det behøver ikke være så slemt. Men vi er trods alt på udebane, og Silkeborg spiller rigtig godt. De pressede FCK godt tilbage på banen i Parken i sidste spillerunde, så det er vel bare et godt hold, udtalte Clausen til OBs hjemmeside.

- Kampen mod Silkeborg er en vanskelig udekamp mod et godt hold, som ikke har fået de point, de har fortjent i de første kampe. Forhåbentlig kan vi gå op og levere en god indsats og få nogle point.

Karantæner og skader:

Hos OB sidder Anders Møller Christensen over med karantæne, mens nyindkøbte Djiby Fall stadig afventer arbejdstilladelse.

Forventede holdopstillinger:

Silkeborg (4-4-2) : Lasse Heinze – Christoffer Poulsen, Dennis Flinta, Simon Jakobsen, Thorbjørn Rasmussen – Christian Holst, Frank Hansen, Martin Svnesson, Martin Ørnskov – Jesper Bech, Kaimer Saag

OB (4-4-1-1) : Stefan Wessels – Bernard Mendy, Espen Ruud, Daniel Høegh, Chris Sørensen – Andreas Johansson, Traoré, Djemba-Djemba, Bashkim Kadrii – Hans Henrik Andreasen – Morten Skoubo

Bud på kampens profil:

Et bud på kampens profil kunne være midtjydernes Kaimar Saag, der scorede i Estlands EM-kvalifikationskamp i midtugen - og som måske endelig får hul på målbylden.

Bud på kampens resultat:

Her på redaktionen tror vi på, at midtjyderne bevarer den gode statistik mod OB og vinder 2-1.

Formkurve:
Silkeborg:U-T-U-T-T
OB:T-V-V-T-T
Seneste opgør:
08/07/2011: OB – Silkeborg 3-1
08/05/2011: OB – Silkeborg 0-0
19/03/2011: Silkeborg – OB 1-1
19/09/2010: Silkeborg – OB 3-1

Kampen spilles lørdag d. 10/9 klokken 17.00 og kan følges på TV2 Sport.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder