Fodbold nyheder

Barça - Cataloniens Stolthed

Af Torsten Brix

FC Barcelonas historie handler det ikke kun om trofæer og store fodboldnavne. Regionen har længe kæmpet for højere grad af selvstyre, og mødet med Real Madrid har politiske undertoner.

Article image

På billedet kan man se langsiden på Camp Nou, hvor skriften "Més que un club" springer i øjnene. Men hvad betyder det? - og hvorfor hænger det så præcist fast på Barcelona?

Oversat lige over betyder det ”Mere end en klub”, og dermed signalerer den catalonske storklub også mange politiske hilsner fra regionen i det nordøstlige Spanien - ud mod Middelhavet. Barcelona er Spaniens næststørste by med 1,6 mio. (4,6 mio. med forstæder) indbyggere kun overgået af hovedstaden Madrid. Netop i den spanske hovedstad findes rivalerne fra Real Madrid, og de hænger tæt sammen med fodboldklubben - FC Barcelonas historie. Så lad os prøve at kigge lidt ned i historiebøgerne!

22. oktober 1899 indrykkede Joan Gamper en annonce i avisen Los Deportes. I annoncen opfordrede han alle fodboldinteresserede til at møde op på avisens kontor. Elleve interesserede meldte sig, og på et møde den 29. november 1899 blev Foot-Ball Club Barcelona en realitet.

Klubben fik en succesfuld start i regionale og nationale cupturneringer og vandt i 1902 sit første trofæ Copa Macaya. Joan Gamper blev klubbens præsident i 1908, og frem til 1925 var han præsident i fem forskellige perioder.

Én af Gampers største og mest betydningsfulde opgaver var at sikre, at klubben fik sit eget stadion. I 1922 havde klubben over 20.000 medlemmer, og ved at låne penge af dem var FC Barcelona i stand til at opføre Camp de Les Corts med plads til 22.000 tilskuere. Med Jack Greenwell, som den første fuldtidstræner, oplevede klubben efterfølgende sin første gyldne periode og vandt - udover en række lokale turneringer - seks Copa del Rey's.


Den spanske borgerkrig
Herefter fulgte en meget hektisk periode for Barcelona. Efter en spontan protest - mod Miguel Primo de Rivera's diktatur - hånede Barcelona publikummet i 1925 nationalsangen, og som straf blev stadion lukket i seks måneder. Derudover blev Gamper tvunget væk fra præsidentposten, og i 1930 begik han selvmord som følge af personlige og økonomiske problemer. Forinden var fodboldklubben – og hans hjertebarn – blevet fuld professionel.

I tiden der fulgte overskyggede de politiske konflikter de sportslige resultater, og i juli 1936 startede den spanske borgerkrig, som kulminationen på lang tids dyb splittelse i den spanske befolkning. På den ene side stod Spaniens lovligt valgte regering og på den anden side general Franco.

Den 6. august 1936 blev Barcelonas præsident, advokat, journalist og politisk aktive Josep Sunyol arresteret og myrdet af Falangist soldater - Franco tilhængere - nær Guadarrama. Som fortaler for større catalansk selvstændighed og præsident i FC Barcelona blev Sunyol senere kendt som ”martyr-præsidenten”.


Bombeangreb
En tur til Mexico i 1937 sikrede klubben økonomisk, men resulterede også i, at flere af spillerne søgte asyl i Mexico og Frankrig. Hjemme i Catalonien fortsatte krigens rædsler, og 16. marts 1938 blev Barcelona udsat for et luftangreb. 3000 mennesker blev dræbt, og bl.a. klubbens kontorer blev ødelagt. Få måneder senere blev Catalonien besat, og klubben, som nu kun talte ca. 3.500 medlemmer, blev underlagt en lang række restriktioner. Den blev bl.a. tvunget til at ændre sit navn og fjerne det catalanske flag fra dets logo.

Hermed var trængslerne dog ikke slut for den catalanske klub. I 1943 mødte de rivalerne fra Real Madrid i Copa del Generalisimo. Den første kamp på ”Les Corts” blev vundet af Barcelona med 3-0. I forbindelse med returopgøret i Madrid fik holdet besøg af Francos direktør for statssikkerhed. Han mindede spillerne om, at de kun spillede på grund af regimets generøsitet. Real Madrid dominerede kampen og vandt 11-1.


Cruyffs indtog
På trods af vanskelighederne var der fremgang at spore op gennem 40'erne og 50'erne. I 1945 vandt klubben således La Liga for første gang siden 1929 og kunne igen i 1948 og 1949 smykke sig med titlen. I 50'erne blev det også til flere trofæer, mens 60'erne ikke hører til klubbens mest succesrige periode.

Bygningen af Camp Nou, som stod færdig i 1957, kostede klubben 288 millioner pesetas, 336% mere end budgetteret. Klubkassen var næsten tom, og der var ikke penge til spillerindkøb, men de bevarede skinnet på næsen, og da Francos diktatur sluttede i 1974, tog klubben igen sit oprindelige navn og genskabte det oprindelige logo.

I 1973-74 sæsonen ankom den hollandske verdensstjerne Johan Cruyff til FC Barcelona som verdens dyreste spiller. FC Barcelona måtte betale Ajax Amsterdam otte millioner kroner for årets europæiske spiller i 1973. Hollænderen skulle hurtigt få en plads i tilhængernes hjerte. Han startede nemlig med at fortælle den europæiske presse, at han havde valgt Barcelona frem for Real Madrid, da han ikke kunne se sig selv spille for en klub med relationer til Franco.


Nunez og La Masia
Spaniens tilbagevenden til demokrati i 1974 kom også til at smitte af på ledelsen i FC Barcelona. Som den første blev Josep Lluis Nunez demokratisk valgt af medlemmerne som klubbens præsident. Hans mål var at gøre FC Barcelona til en verdensklasse klub, både på og udenfor banen.

På anbefaling fra Cruyff indviede Nunez den 20. oktober 1979 Barcelonas senere så berømte ungdomsakademi La Masia. Nunez' mange år i klubben var stærkt medvirkende til den position Barça har i dag. Hans disciplin og faste økonomiske ledelse betød bl.a., at det kun blev til korte ophold for spillere som Diego Maradona, Romario og Ronaldo. Nunez ønskede ikke at imødekomme deres økonomiske krav.

Efter skiftende trænere - som Menotti, Terry Venables og Luís Aragones - vendte Johan Cruyff i 1988 tilbage til klubben – denne gang som sportslig ansvarlig. Med et mix af spanske spillere, som den nuværende træner Guardiola, Bakero og Begiristian kombineret med internationale stjerner som Koeman, Romario, Laudrup og Stoichkov skabte hollænderen det første ”Dreamteam”.

I løbet af de otte år, som den flyvende hollænder sad i trænersædet, blev det til i alt 11 trofæer, og Cruyff er til dato den mest succesfulde person i klubben. Manglen på trofæer i de to sidste sæsoner i klubben førte i 1996-97 til, at han blev afløst af engelske Bobby Robson. På trods af den store succes var tiden ved at rinde ud for Nunez, og i 2000 trådte han tilbage sammen med den daværende træner - hollandske Luís van Gaal.


Rent jubel år
Nunez' tilbagetrækning gav plads til Joan Gaspart, som var præsident frem til 2003. Det blev en turbulent periode, hvor trænere kom og gik. Efter tre skuffende år tog Frank Rijkaard plads i trænersædet med en blanding af unge spanske spillere udviklet på La Masia og internationale stjerner, bl.a. brasilianske Ronaldinho. Igen begyndte trofæerne at vende tilbage til Camp Nou. Blandt sejrene var Champions League-trofæet i 2006, hvor holdet netop besejrede Arsenal i finalen.

I 2003 kom Laporta til, og han startede med at skabe ”røde tal” i Barcelona, men skabte også sportslige resultater. Efter CL-triumfen i Paris fulgte dog to sæsoner uden trofæer, og efter 2007-08 sæsonen måtte Rijkaard overlade trænersædet til holdets nuværende træner - Josip Guardiola. Den tidligere spiller fik en forrygende start hos catalonierne, og 2009 blev et rent jubelår. Holdet vandt, som det første, hele seks betydende trofæer: Copa del Rey, La Liga, Champions League, Supercopa de Espana, UEFA Super Cup og FIFA Club World Cup.

Barcelona er hele Cataloniens stolthed, og en klub hvis medlemsskare i september 2009 talte hele 170.000 medlemmer i regionen beliggende i det nordøstlige hjørne af Spanien. Regionen har 7.5 millioner indbyggere fordelt på 32.114 km2 og har den største industrielle produktion i Spanien og styres af et parlament, en præsident og et udøvende råd. Størstedelen af den juridiske magt er underlagt Spanien, selvom regionen har det tredje højeste niveau af selvstyre efter Navarra og Baskerlandet. Et mareridt billede – og et vigtigt symbol for Catalonien - er det gul- og rødstribede flag, hvis farver også findes i FC Barcelonas logo...

Mere om Barcelona

Optakt

Fodbold nyheder

Magasin-artikler

Profiler

Ledere

Statistik