Av, Barca-fans: Nyindkøb udpeger sit mest mindeværdige El Clásico-moment
På lørdag spilles en af de allerstørste fodboldkampe i verden. Det såkaldte El Clásico. Kampen mellem de to største spanske klubber. FC Barcelona mod Real Madrid.
Det er et opgør, hvor der gennem historien har været en masse ikoniske øjeblikke. Hvem glemmer for eksempel nogensinde Lionel Messis fantastiske dribletur på Santiago Bernabéu i Champions League-semifinalen i 2011, eller Gareth Bales løbetur mod Marc Bartra i Copa del Rey-finalen i 2014?
I forbindelse med weekendens El Clásico er Real Madrids superstjerne Jude Bellingham blevet spurgt om, hvad englænderens mest mindeværdige El Clásico-moment er, og ifølge Bellingham er det ikke nogen af de ovenstående momenter. Det er i stedet for en meget ikonisk jubelscene:
- Jeg husker altid de mest ikoniske jubelscener. Og især Cristiano Ronaldos jubelscene, hvor han lavede ”Calma Calma”. Det var et ikonisk billede, siger Jude Bellingham til RTVE.
Jude Bellingham hentyder her til Ronaldos ikoniske jubelscene i Real Madrids vigtige sejr på 2-1 over Barcelona tilbage i 2012, som sendte den spanske hovedstadsklub meget tæt på det spanske mesterskab.
Om der kommer et nyt ikonisk øjeblik i weekendens El Clásico er endnu uvist. Men Real Madrid vil helt sikkert forsøge at undgå et nederlag til rivalerne fra Barcelona, som med en sejr kan overhale den spanske kongeklub.