Aftale indgået mellem Chelsea-angriber og Bayern München
Den meget udskældte angriber i Chelsea, Nicolas Jackson, meldes at have fundet Bayern München som sin næste klub.
Der er ingen tvivl om, at den 24-årige senegaleser, Nicolas Jackson, har været meget udskældt i Chelsea til trods for 30 mål i 81 kampe for London-klubben. Ikke desto mindre er angriberen nu angiveligt på vej til den tyske Bundesliga.
For ifølge transfer-guruen, Fabrizio Romano, er Nicolas Jackson enig med Bayern München om en lejeaftale, der sender Chelsea-spidsen til de tyske mestre. Konkret berettes det, at der også er en købsoption i aftalen, hvis Bayern ønsker at købe Jackson permanent til 80 millioner euro, når lejeaftalen er slut.
Romano fremhæver, at Jackson flyver til Bayern med sin agent, Ali Barat, inden længe for at gennemføre skiftet. Jackson har kontrakt med Chelsea frem til sommeren 2033.