Arsenal-manager om bænket keeper: Det var mig, der købte ham, så...
Mikel Arteta udtaler, at han ikke vil tale om Aaron Ramsdales manglende spilletid, da det var den spanske manager, der ville have ham til klubben.
Onsdag aften vogtede Aaron Ramsdale nok engang buret for Arsenal efter tre kampes fravær, hvor spanske Raya stod mellem stængerne.
"The Gunners" mødte Brentford i Carabao Cuppen på Gtech Community Stadium i det vestlige London, hvor man vandt 1-0 og sikrede avancement i turneringen, hvor man i næste rundes ottendedelsfinale skal op mod West Ham på London Stadium.
Efter kampen blev Mikel Arteta spurgt om, hvorfor han ikke brugte Ramsdale oftere.
- Jeg synes ikke, jeg skal besvare spørgsmål om Aaron Ramsdales kvaliteter, fordi det var mig, der hentede ham, da alle tvivlede på, om han var den rette at hente eller ej. Så jeg synes ikke, jeg skal besvare spørgsmålet.
- Alle spillere er vigtige. Vi har mange skader, og Ramsdale greb muligheden og spillede en virkelig god kamp.
- Han har været exceptionel i den måde, han har håndteret situationen på. Ligesom alle andre. Vi kender ham, og vi er virkelig glade for at have ham.
Der venter Arsenal og Ramsdale tre interessante opgør, inden der er landsholdspause i midten af oktober.
Først møder "The Gunners" Bournemouth på Vitality Stadium, dernæst skal man til Lens i Champions League, inden der venter et brag på Emirates Stadium, når Manchester City kigger forbi.