Neymar i hopla i sin debut for Al-Hilal, men…
Af Daniel Fisker

Ritzau-Scanpix |
Den brasilianske superstjerne var dog skadet, da han ankom til Saudi-Arabien – efter sigende i verdens dyreste privatfly – hvorfor Al-Hilal-fansene måtte væbne sig med tålmodighed i forhold til at se den mest værdifulde spiller i den saudiarabiske Pro League i aktion.
Fredag aften kom dog øjeblikket, hvor Neymar – efter godt og vel en times spil – kunne lade sig indskifte mod Al-Riyadh. På det tidspunkt var Al-Hilal foran 2-0 takket være en straffesparksscoring af sommerindkøbet Aleksandar Mitrovic og Yasser Al-Shahrani.
Neymar var hurtig til at stemple ind i kampen med finurlige dribleture, og Al-Hilal scorede yderligere fire mål, efter han var kommet på banen. Han noterede sig dog for en assist til 4-0-målet.
I flere tilfælde var det dog tilsyneladende ren uheldighed, der forhindrede Neymar i at score sit debutmål, men i kampens døende minutter kunne den 31-årige brasilianer have grebet chancen.
Det kunne således se ud som om, at det var skrevet i stjernerne, at Neymar ville komme på måltavlen, da Al-Hilal blev tildelt et straffespark efter 87 minutters spil, men det forventningsfulde publikum måtte se skuffet til, da Salem Al-Dawsari lagde bolden til rette på straffesparkspletten.
Neymars saudiarabiske holdkammerat formåede at score til 5-0, inden de to kunne juble sammen, og herefter nåede Al-Dawsari også scorede til 6-0, inden Al-Riyadh fik et trøstemål langt inde i dommerens tillægstid.
Neymar og kompagni topper efter seks kampe den saudiarabiske Pro League, og mandag skal Al-Hilal i aktion igen, når det første opgør i AFC Champions League skal udkæmpes. I første omgang kommer Navbahor Namangan fra Uzbekistan i den saudiarabiske hovedstad til den første gruppespilskamp.