LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

Europa: Champions League
FT
0 - 2
(0 - 2)
Milan
Inter
E. Džeko (8), H. Mkhitaryan (11)
Andreas Wohlers-Herbert

Inter tager stort skridt mod Champions League-finalen med sejr over AC Milan

De to store Milano-klubber mødtes onsdag aften i den første af to Champions League-semifinaler, hvor Inter endte som fuldt fortjente vindere.
Der var lagt op til et kæmpe drama, da AC Milan og Inter tørnede sammen i en Champions League-udgave af det klassiske Derby della Madonnina på et totalt fyldt San Siro. Men selvom det officielt var AC Milan, der var på hjemmebane, så lignede det klart, at Inter følte sig langt bedre tilpasse på banen.

Efter kun otte minutters spil, måtte AC Milans franske målmand Mike Maignan hive bolden ud af nettet, efter at Edin Dzeko flot havde helflugtet et hjørnespark i kassen. Ved scoringen kom AC Milans anfører Davide Calabria til at se uheldig ud, da Inters bosniske angriber nemt overmandede italieneren fysisk.

Og blot et par minutter efter var den gal igen, hvor Davide Calabria ligesom ved det første mål kom til at se uheldig ud. Bolden blev nemlig nemt spillet over en uopmærksom Davide Calabria, hvilket førte til et fladt indlæg på kanten af feltet, som Henrikh Mkhitaryan elegant tog med sig ind i feltet, hvorefter den armenske midtbanespiller nemt sparkede bolden ind bag en chanceløs Mike Maignan.

2-0 til Inter, og chokstemning på San Siro. Og nedturen fortsatte for AC Milan, der også var enormt tæt på at komme yderligere bagud, da Inters tyrkiske langskudsekspert Hakan Çalhanoğlu fyrede bolden på stolpen.

Senere i første halvleg var det også ved at gå helt galt for Simon Kjær, der fumlede med bolden og efterfølgende tilsyneladende begik straffespark på Lautaro Martinez, men straffesparket blev lavet om af VAR, hvilket også var helt korrekt, da Inters argentiske angriber gik til jorden stort set uden at blive rørt.

AC Milan kom bedre ind i opgøret mod slutningen af halvlegen, men de lykkedes ikke med at skabe de helt store chancer. Holdene gik derfor til pause med en tomålsføring til Inter.

Anden halvleg startede sløvt, og på trods af fine sekvenser fra begge mandskaber, så formåede ingen af holdene at skabe det helt store. Kampen blev undervejs også mere og mere afbrudt af de mange frispark, som begge hold begik.

Farligst blev det, da Sandro Tonali sendte en flad afslutning afsted fra kanten af feltet, men skuddet tog ydersiden af stolpen, og AC Milan måtte igen kigge langt efter en scoring.

Inter skabte hen mod slutningen af kampen et par halve chancer, men den sidste aflevering og det sidste træk sad ikke helt i skabet, og derfor endte anden halvleg også målløs. Inter vandt dermed med 2-0 og gav dermed sig selv et rigtig godt udgangspunkt for næste uges returopgør.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder