Jannich Jønch

Tre engelske spillere skadet inden landsholdssamling

Til kampene mod Italien og Ukraine må Gareth Southgate undvære tre spillere grundet skader.
Marcus Rashford måtte i søndagens FA Cup-kamp lade sig udskifte syv minutter før tid. Mandag har FA så bekræftet, at han ikke møder op til landsholdssamlingen, forud for de to kampe der venter England i kampen om at komme til EM i 2024, efter han har fået et slag, det skriver det engelske fodboldforbund på sin egen hjemmeside.

Det er altså en brandvarm angriber, englænderne må undvære i de to forestående kampe mod henholdsvis Italien og Ukraine. Marcus Rashford har nemlig, siden han vendte tilbage til Manchester United efter VM, scoret hele 19 mål på tværs af alle turneringer.

Udover Marcus Rashford må Gareth Southgate også fjerne Mason Mount og Nick Popes navne fra tegnebrættet inden kampene om at komme til EM, da begge spillere ikke er meldt klar fra deres klubber. Mason Mount var tvivlsom, da truppen blev udtaget, og i lørdags efter Chelseas kamp mod Everton bekræftede Graham Potter, ifølge Sky Sports, at han ikke er klar til landsholdssamlingen.

Nick Pope spillede hele kampen for Newcastle fredag aften, men har i løbet af kampen pådraget sig en skade, der gør, at FA ikke vil tage nogle chancer med ham, i stedet har man udtaget Tottenham-målmanden, Fraser Forster, mens der ikke er udtaget erstatninger for Mount og Rashford.

Kampene skal spilles henholdsvis på Stadio Diego Armando Maradona i Napoli på torsdag og på Wembley Stadium i London på søndag.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER