Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Danmark: Superligaen
FT
1 - 1
(1 - 0)
AaB
OB
L. Kramer (15)
B. Kadrii (57)
Anders Vestergaard

AaB fortsat i problemer efter remis mod OB

Der må være bekymringer i det nordjyske, hvor man fortsat kan finde det lokale Superliga-hold under stregen.
AALBORG: Der var lagt op til en ægte fredagsfest, da AaB fredag aften tog imod OB på Aalborg Portland Park til ’Kampen om striberne´, idet AaB i anledning af studiestarten tidligere denne måned bød op mod 3000 nye studerende velkommen til Nordjylland med en gratis billet til Vest-tribunen.

Der har ellers ikke været meget fest over det i den nordjyske klub den seneste tid, hvor man udover afgangen af nu tidligere cheftræner Lars Friis og sportsdirektør Inge André Olsen, har haltet en del med hensyn til resultaterne, hvorimod gæsterne fra OB efter en sløj sæsonstart har fundet rytmen i de seneste kampe.

Tilskuerne til aftenens kamp var vidner til en lige start på kampen med chancer i begge ender. En af dem var da AaB’s Younes Bakiz fik tilkæmpet sig et hjørnespark, som Lars Kramer headede i mål. Trods store OB-protester over et muligt frispark fik målet lov at stå, og AaB bragte sig dermed i front efter kun et kvarter spillet.

Efter en halv time og frem til pausen blev AaB’erne en smule passive og OB kom bedre med i kampen, hvor særligt Issam Jebali trådte i karakter.

Men selvom det så småt lugtede af en udligning, kom den ikke inden pausen, og mandskaberne kunne gå i omklædningsrummene med pausestillingen 1-0.

Anden halvleg startede, som første halvleg sluttede, hvor OB var bedst. Og udligningen, som OB jagtede, kom så efter en lille time, hvor Bashkim Kadrii med noget af en hammer scorede for udeholdet, efter en kamp som ellers ikke havde været den 31-årige angribers bedste.

Erik Hamrén rystede posen efter 64 minutter, hvor han skiftede Lukas Andersen og unge Oliver Ross ud til fordel for Louka Prip og Marco Ramkilde, som nu skulle forsøge at få hjemmeholdet tilbage i opgøret og sammensætte noget mere offensivt.

AaB skulle med død og pine have tre point i aften i deres kamp for at komme væk fra nedrykningsstregen, så man måtte forvente, at AaB’erne kunne finde noget frem fra skuffen til sidst i opgøret. Men efter 77 minutter var nordjyderne stadig ikke effektive nok på banens sidste tredjedel. Hjemmeholdet kom frem til mulighederne, men der manglede ganske enkelt en, som kunne putte den i kassen.

OB så dog heller ikke ud til at være tilfredse med en uafgjort, og man valgte at give Jakob Breum de sidste fem minutter i forsøget på at hive en sejr med hjem til Ådalen.

Men trods ihærdige forsøg fra begge hold, og fem minutters tillægstid, lykkedes det ikke for hverken AaB eller OB at score kampens vindermål, og det slutter derfor uafgjort i Aalborg, hvor krisen fortsat kradser.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER