Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Niklas Gerster

Haaland 22 år – Men hvor gode var andre verdensstjerner i hans alder?

Den unge nordmand er for alvor varm for tiden, og overskrifterne er mange. Men hvor brandvarme var verdensstjerner som Messi, Ronaldo og Zlatan egentlig da de var på hans alder?
Erling Haaland bomber løs, og virker til at gå benhårdt efter at slå samtlige målrekorder. Han har allerede scoret absurde 149 karrieremål på klubplan, og det er også blevet til 21 kasser for Norge. Men hvor står han så i forhold til en række andre verdensstjerner, da de var omkring de 22 år? Det har webmediet Goal.com lavet en oversigt over, og der startes med en driblestærk argentiner.

Lionel Messi
Den argentinske troldmand er en af de største fodboldstjerner i nyere tid. Han har været garant for absurde måltotaler igennem hele sin karriere, men hvor mange gange havde Messi fået netmaskerne til at blafre, da han var 22 år gammel?

112 gange havde han været i aktion for FC Barcelona, og i de 112 optrædener var det blevet til 44 mål for Messi, hvilket ikke er i nærheden af Haalands aktuelle måltotal. Til gengæld havde Messi på dette tidspunkt vundet Champions League to gange, så på den front var han foran nordmanden som 22-årig. Messi vandt desuden sin første Ballon d’Or som 23-årig.

Cristiano Ronaldo
Portugiseren var Messis tro følgesvend i 10’erne, da de på skift satte den ene rekord efter den anden. Kort før Ronaldos 22-års fødselsdag scorede han sit karrieremål nummer 50, og derfor er 22-årige Haaland også markant foran 22-årige Ronaldo på målscoringsfronten.

Som 22-årig scorede Ronaldo også sit første hattrick ud af de absurde 50 hattricks, som han har lavet den dag i dag. Ronaldo fik ligesom Messi også sin første Ballon d’Or som 23-årig, efter at han sæsonen forinden havde fået en 2. plads i prisen, der uddeles til verdens bedste fodboldspiller. Her var det brasilianske Kaka, der snuppede prisen foran Ronaldo.

Kylian Mbappe
Franskmanden er ligesom Haaland en brandvarm angriber i øjeblikket. Ronaldo-Messi sammenligningerne imellem de to er allerede begyndt, og man forstår det godt med de præstationer, som Mbappe allerede har leveret. Han fører aktuelt målduellen over Haaland, men er dog også 18 måneder ældre. 208 mål i 286 kampe er det blevet til for Mbappe. Dette giver ham et målsnit på 0,73 mål pr. kamp, hvilket er lidt lavere end Haalands imponerende 0,78 mål pr. kamp.

Karim Benzema
En anden franskmand som har fået en voldsom opblomstring sent i karrieren. Meget peger på, at Benzema kan snuppe den næste Ballon d’Or-pris. Han viste dog også talentet og målscoringen i en tidlig alder, og havde især en varm tid som 21-årig. Dette gjorde, at han kom på radaren hos de helt store europæiske klubber, efter at han bombede løs hos den franske storklub Lyon. 66 mål havde han lavet i 148 kampe på dette tidspunkt. Han fik dog en knap så blændende start, da han skiftede til Real Madrid, og lavede kun ni mål i sin første sæson. I sin Real-tid har Benzema også i mange år stået i skyggen af en vis Cristiano Ronaldo.

Robert Lewandowski
Polakken med de mange mål var ikke for alvor blomstret op på dette tidspunkt endnu. Som 22-årig spillede han stadig i Polen, og var langt fra en angriber, der var på alles læber, som Haaland i den grad er det i dag. Ikke desto mindre var han godt på vej, og var regnet som et stort talent i Polen.

Han spillede chokerende nok i 2. division i Polen på dette tidspunkt, og her scorede han 21 mål i 32 kampe. Herefter kom han til det polske tophold Lech Poznan, hvor han scorede 41 mål i 82 kampe. Dernæst tog han ligesom Haaland til Borussia Dortmund, hvor karrieren i den grad tog fart. Efter to Bundesliga-titler i streg samt en Champions League-finale fik Lewandowski bevist sit værd, inden det store skifte til Bayern München blev en realitet.

Zlatan Ibrahimovic
Var ligesom Haaland en stor og stærk skandinavisk angriber. Da Ibrahimovic var 22 år var han netop skiftet til Ajax. På dette tidspunkt var han et ret ukendt navn i Europa. Han havde været brandvarm i Malmö, men var på mange måder også opfattet som lidt af en ballademager. Ikke desto mindre havde han dog allerede vist, at han godt kunne finde vej til netmaskerne, og havde som 22-årig scoret 48 mål i 110 kampe. Fine tal for svenskeren som for alvor slog igennem på målscoringsfronten hos AC Milan og Paris Saint-Germain.

Alan Shearer
Den mest scorende spiller nogensinde i Premier League. Men kan Haaland mon overgå ham i Manchester City? Han har i hvert fald fået en god start, og selvom det er tidligt at sammenligne de to, har Haaland allerede scoret 10 mål i Premier League. Dermed mangler han dog hele 250 mål, hvis han skal slå rekorden, som har været uberørt i 16 år. De kan dog nærmest ikke få en mere ligeværdig start på målkapløbet, for Premier League så dagens lys to dage før Alan Shearers 22-års fødselsdag.

Sergio Aguero
En anden markant målræv i City. Argentineren har målrekorden hos de lyseblå fra Manchester, og her er der også lang vej for nordmanden, da Aguero har scoret 260 mål i alt for klubben. Aguero havde et målsnit på 26 mål pr. sæson, så det virker dog ikke fuldkommen utænkeligt, at Haaland overgår ham på et tidspunkt, da han allerede har lavet 14 mål for City i denne sæson, og vi er knapt halvvejs igennem den.

Således kan man nu sammenligne Haalands aktuelle præstationer med nogle af de største angribere i nyere tid. Kigger man udelukkende på mål, ser det rigtig positivt ud for Haaland i forhold til at række ud efter rekorder. Når han mon de samme højder som de mange verdensstjerner?

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER