AaB tog stor skalp mod FC Midtjylland
Oddsene var ikke i AaB's favør, men nordjyderne tog alle tre point ude mod FC Midtjylland.
AaB havde inden søndagens aften-opgør mod FC Midtjylland ikke vundet en udekamp i Superligaen siden april måned. Denne sæson er det også blot blevet til en enkelt sejr.
Hjemmeholdet fra Herning har også fået en dårlig start på sæsonen. Søndagens kamp mod AaB var Albert Capellas første på hjemmebane som ny træner for klubben.
Udeholdet virkede top-motiverede og klar på dagens modstander, mens FC Midtjylland stadig er ved at lære det nye spilsystem.
Trods Ulvenes dominans på bolden kom AaB til flest chancer via deres omstillinger. Efter 30 minutter sparkede Pedro Ferreira på kassen fra distancen. Jonas Lössl så noget tvivlsom ud i forsøget på at redde bolden, som endte i netmaskerne.
I anden halvleg skulle hjemmeholdet ud over stepperne for at komme tilbage men formåede ikke dette. I stedet blev AaB's Allan Sousa spillet fri efter et godt en times spil og fordoblede udeholdets føring.
FC Midtjyllands største chance for et mål kom med ti minutter igen, da en ripost dumpede ned til Evander, som kiksede sit hovedstød og ramte forbi mål.
AaB lykkedes med deres mission og kunne tage hjem fra Herning med tre fortjente og veltrængte point. FC Midtjylland roder stadig rundt i den nedre del af tabellen.