Trods afvisning – derfor kan De Jong alligevel ende i United
Af Anders Vestergaard

End ikke sætningen ”Jeg er i den største klub i verden lige nu, og jeg har det godt her” – som kommer fra hovedpersonen selv – vil aflive rygterne.
Ifølge goal.com, giver Manchester United ikke op på drømmen om at få De Jong til den røde del af Manchester.
Erik Ten Hag har gjort midtbanespilleren til sin førsteprioritet i sommerens transfervindue, som er managerens første på Old Trafford.
Ten Hag er ifølge avisen bevidst om, at det kan blive svært at hente sin tidligere Ajax-stjerne, og han ser derfor også på alternativer. Men den nye United-manager tror på, at de to bliver genforenet.
På trods af De Jongs nylige kommentarer omkring det potentielle skifte, er der ifølge goal.com en stigende tro på Old Trafford på, at De Jong er åben overfor et skifte, og at han ønsker at spille for Ten Hag igen.
Hollænderens nuværende arbejdsgiver, FC Barcelona, har brug for pengene, og er formentlig villige til at sælge. Barcelona vil efter sigende lytte til bud på omkring 450 millioner kroner.