Bog - Fodbold A/S
Indkast.dk bringer her et kapitel fra en aktuelle bog... Det handler om "Bondeby, Bjerregaard, bykonge, Brøndby..."
Fra serie 4 og opefter
Tager man turen i dag til Vestegnen, er det ved at være et stort, sammenhængende bypræget område med kun få landlige enklaver. Sådan var det ikke, da Per Bjerregaard i 1962 med sin far og mor bosatte sig i Brøndbyøster. Dengang var store dele af Vestegnen landlige områder, og det, vi i dag opfatter som Brøndby, bestod af tre små landsbyer, Brøndbyøster, Brøndbyvester og Brøndby Strand, med i omegnen af bare 3.000 indbyggere samlet set.
Per Bjerregaard kom fra Randers, og det skal vi senere vende tilbage til, fordi det har betydning for det videre forløb. Per Bjerregaard var på det tidspunkt 16 år og var anfører på U16-holdet. Efter at være flyttet til Brøndby prøvede han først kræfter med storklubben KB, men blev grinet af og ligefrem mobbet på grund af den måde, hvorpå han talte med dialekt. Faren, der kom ud af en familie af sportsfolk fra Randers, overtalte Per til at skifte til den lokale klub i Brøndbyøster for at få gang i det sociale og falde til med nogle venner. Her trivedes Per, men forholdene var meget primitive. Det var i lokaler i kælderen på den lokale skole, at klubben holdt til, uden rengøring og med kun iskoldt vand i bruserne.
Af stor betydning kommer her en anden skikkelse ind i billedet, ofte underkendt og ikke beskrevet overhovedet i en række gengivelser af Brøndbys historie, nemlig Kjeld Rasmussen. Ja, Kjeld Rasmussens rolle er i det hele taget så underkendt, at det stærkt fodboldinteresserede folketingsmedlem Morten Bødskov (S) var blandt initiativtagerne til, at der i 2016 blev skrevet en anerkendende biografi om Kjeld Rasmussen, der over årene udviklede sig til at blive bykonge i Brøndby.
På dette tidspunkt var Kjeld Rasmussen dog ikke blevet borgmester endnu, men var valgt ind i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i 1958. Forinden havde han både afsluttet uddannelse som cand.jur. og som advokat. Han blev dog først borgmester i 1969 og nåede at blive Danmarks længst siddende borgmester med 39 uafbrudte år. Som profil var han noget anderledes end Farum Boldklubs og FC Nordsjællands bykonge, Peter Brixtofte, og kom aldrig ud i tovene juridisk på samme måde – måske netop fordi han var jurist af uddannelse. Selvom Brixtofte og Rasmussen i denne bog begge to betegnes som bykonger, udøvede de denne rolle vidt forskelligt, hvilket også fik forskellig indflydelse på strategierne og ledelsen af de to klubber.
En helt central rolle indtager Kjeld Rasmussen, da han i 1964 tager initiativ til at bygge et fælles ”stadion” med krav om, at fodboldklubberne i Brøndbyøster og Brøndbyvester skulle slå sig sammen. Øvelsen var ikke let, for de to klubber hadede hinanden i bedste derby-stil, men forholdene var så ringe, at Brøndbyøster for eksempel ikke havde et egentligt stadion, men havde købt en lokal bondemands mark at spille på for 50 kroner. Hertil kom, at ”Øster” spillede i serie 4, mens ”Vester” havde spillet sig op i serie 1. Men Kjeld Rasmussen kom igennem med fusionskravet.
Per Bjerregaards rolle voksede hastigt. Brøndby IF rykkede op i 1967 og 1969, og i 1971 var han blevet anfører på holdet. I 1973 blev han formand for klubben, og under hans ledelse rykkede klubben videre op fra Danmarksserien, over 3. og 2. division til 1. division, der dengang var landets førende liga, da klubben debuterede i foråret 1982. Med i bestyrelsen var også Finn Andersen, der udmærket belyser Brøndbys rødder i det jyske:
”Vi var alle meget unge, og det var byen også. Det var en ny by på den måde, at vi var rigtig mange tilflyttere, der kom til. Flere af os fik vigtige roller i klubben: Per Bjerregaard fra Randers, Røde Jørgen fra Aalborg, Barny Jensen – Faxes far, der kom inde fra byen, men var bornholmer – og jeg selv fra Frederikshavn”.
Forud for at Per Bjerregaard blev formand, var dog gået flere interessante hændelser, som belyser den ledelsesmæssige stamina, som Brøndby IF efterfølgende kom til at nyde godt af i en periode. For Per Bjerregaard personligt var det en udfordring, at han ikke havde vakt speciel opsigt i skolen. Visse læreres pessimistiske holdning til hans uddannelsesmæssige muligheder parret med især mobningen fra KB gjorde, at han trodsede alle anbefalinger, læste medicin og blev nyuddannet læge som 27-årig.
Kjeld Rasmussen, der var 20 år ældre end Bjerregaard, havde spottet denne trods og ihærdighed, og det var Rasmussen, der bad Bjerregaard om at tage over som formand. Det skyldtes nu nok ikke alene Rasmussens spotteevne, men Rasmussens dobbeltrolle som involveret i både klubbens ønske om til stadighed at få bedre klubfaciliteter og rollen som borgmester, der skulle føre bevillingerne igennem i byrådet. Et godt skaktræk af den juridisk kyndige politiker i tide at trække sig fra den centrale rolle som bestyrelsesformand og de habilitetsproblemer, dette i stigende grad medførte. Et intermezzo, der var med til at gøre Bjerregaard hård i filten ledelsesmæssigt, var, at han havde en betingelse for at overtage posten som formand: Klubben skulle med det samme fyre træneren, som Bjerregaard var utilfreds med. Operationen lykkedes, og patienten overlevede, men dette havde så den implikation, at man stod uden træner. Hvad skulle der så ske?
Klubben var blevet meget større end de cirka 30 spillere, der til sidst var i Brøndbyøster inden fusionen med Brøndbyvester, og en forældreafdeling blev etableret. Formanden for forældreafdelingen gik på samme skole som en dreng, der hed Michael, som havde en far, der gik meget op i fodbold. Bjerregaard fik denne information og spurgte ind til, hvad faren hed, og formanden vendte efter at have undersøgt sagen tilbage: ”Han hedder Finn Laudrup”.
Bjerregaard vidste selvfølgelig udmærket, hvem ikonet Finn Laudrup var, men under normale omstændigheder ville det jo være fuldstændig utænkeligt for en Danmarksserieklub at tiltrække et ikon. Men igen kom Bjerregaards ihærdighed klubben til fordel. Han tog sammen med formanden for forældre¬afdelingen ud til Finn Laudrup og ringede på døren.
I 1973 eksisterede mobiltelefonen ikke, og det var kun cirka hver tredje, der havde en i dag gammeldags fastnettelefon. Så det var ikke dét spontant at komme og ringe på, der var det sensationelle i situationen, men snarere det genfortalte konversations- og aftaleforløb:
Per Bjerregaard: ”Jeg var 27 år, ny formand, puls på 180, dryppende sved fra armhulerne”.
Finn Laudrup (overrasket over at blive tilbudt jobbet, men chokeret over det smalle ressourcegrundlag i klubben): ”Spillerne får vel i det mindste fodboldstøvler?”
”Ja,” (løj Per Bjerregaard).
”Fint, men hvad er så lønnen?” spurgte Finn Laudrup.
”Da du jo skal være spillende træner, må vi jo desværre følge amatørbestemmelserne om, at du maksimalt kan få 100 kroner om måneden”.
Per Bjerregaard fik aftalen i hus, og en ny revolution så dagens lys i Brøndby. På den første træningsdag dukkede der overraskende hele 27 spillere op uanmeldt, og Finn Laudrup tog yderligere tre med: sønnerne Michael og Brian tillige med svogeren Ebbe Skovdahl. Det blev en succes en periode, og Brøndby IF fortsatte den gode udvikling, men så kommer der et mellemspil.
Finn Laudrup ville gerne være fuldtidsfodboldspiller igen og tager til KB sammen med sønnen Michael. Brøndby var dog under alle omstændigheder blevet stærkere og rykker op i næstbedste række i 1977. Men Bjerregaard vil mere. Han iagttager Laudrup og opdager, at han ikke får fuld spilletid i KB. Klubben, der har mobbet ham.
Per Bjerregaard ringer årvågent til Finn Laudrup og tirrer ham ved at pege på, at hans karriere er noget på blindspor i KB. Bjerregaard lægger pres på Laudrup og ruller visionen op om, at Brøndby skal op i øverste liga og herefter til udlandet.
Bjerregaard fik under alle omstændigheder talt så godt for sagen, at Finn Laudrup og sønnen Michael kom tilbage til Brøndby, og resten er historie, som man siger. For Brøndby kom op i bedste række, og sønnen, Michael Laudrup, var med på holdet i Brøndbys første kamp, hvor man vandt 7-1 over ligeledes nyoprykkede B1909, og hvor Michael Laudrup scorede to mål. Han kom herefter den unge alder til trods straks i spil til landsholdet, og den 15. juni 1982 blev han den første Brøndby-¬spiller nogensinde, der var med til at vinde en landskamp for Danmark. Michael Laudrup scorede i alt 15 mål for Brøndby i den første sæson i den bedste liga, og han blev kåret til ”Årets danske spiller”. Dette blev et perfekt afsæt for i 1983 at blive solgt til Juventus, et af mange spillersalg, Bjerregaard skulle komme til at løfte efterfølgende. Samtidig betød salget en indtægt for Brøndby på dengang svimlende fem millioner kroner, hvilket kickstartede Brøndby yderligere frem mod det første danske mesterskab i 1985.
Der går en række historier om, hvordan Bjerregaard fik flere frivillige, fik rundbarberet leverandører og fik skaffet sponsorindtægter. Nogle gange kan det være vanskeligt at vide, hvad der er ret og vrang. Et faktum er, at vi taler om afslutningen på fødslen af en meget succesfuld virksomhed, der kom frem på grund af især Bjerregaard, ledelsesmæssig stamina, ubetalt og frivillig arbejdskraft og en bykonge som Kjeld Rasmussen, der faciliterede.