Stjernefrø misser åbningskamp
Holland mister endnu en spiller i defensiven.
Holland måtte sande, at Virgil van Dijk ikke nåede at blive klar til slutrunden, og lige efter at truppen blev udtaget, gik den normale førstemålmand, Jasper Cillessen ned med en skade. Nu må Holland undvære endnu en af de faste startere i defensiven, da Juventus-spilleren Matthijs de Ligt ikke bliver klar til åbningskampen mod Ukraine i morgen. Den udmelding kom den hollandske landstræner, Frank de Boer, med tidligere i dag:
- Matthis er ikke med. Forhåbentlig bliver det en lang turnering for os, og vi har virkelig brug for ham. Hvis det havde været finalen, vi skulle spille, havde vi nok valgt at bruge ham, men lige nu vil vi ikke tage nogen unødvendige chancer.
Den 21-årige midtstopper pådrog sig en skade i lysken for en uge siden under holdets træningslejr. Sidan da har de Ligt ikke trænet fuldt ud med holdet, og han kommer derfor ikke i spil til åbningskampen i Amsterdam. Matthijs de Ligt spillede 36 kampe for Juventus i denne sæson, og han har allerede 27 landskampe på bagen.