Ny dansker i Brentfords Premier League-trup
Endnu en dansker er blevet inkluderet i Brentfords førsteholdstrup.
Det vrimler med danskere på Brentfords førstehold, og godt to måneder inden London-mandskaber sparker sin første Premier League-sæson i gang, har klubben nu hevet endnu en dansk spiller op på førsteholdet. Der er tale om det danske midtbanetalent Mads Bidstrup, som har en fortid i både FC København og RB Leipzig.
20-årige Bidstrup kom til Brentford sidste sommer og har mod slutningen af denne sæson fået pænt med spilletid. Han har således spillet i fem af sæsonens sidste seks kampe. Holdets danske træner, Thomas Frank, kalder Bidstrups udvikling for en succeshistorie.
- Jeg synes, Mads er endnu en succeshistorie fra B-holdet og den strategi, som vi har for at få unge spillere igennem. Han kom til os for et år siden, selvfølgelig med planen om at få ham forfremmet til førsteholdet på et tidspunkt. Han var uheldig med en knæskade, men han er kommet igennem det og er et rigtig godt sted nu.
- Han har vist en utrolig mentalitet og træningsindsats, og jeg tror, han kan spille som 6’er eller 8’er. Hans presspil er fremragende i det område, som han er i stand til at dække på banen, og han har også et godt tempo med bolden og med at få den fremad. Han går en meget spændende fremtid i møde, og vi kan ikke vente med at fortsætte med at udvikle ham, siger Thomas Frank ifølge Brentfords hjemmeside.
Bidstrup tilslutter sig landsmændene Mads Bech Sørensen, Mads Roerslev, Luka Racic, Mathias Jensen og Christian Nørgaard i førsteholdstruppen. Emiliano Marcondes var blandt profilerne i den netop afsluttede sæson, men han har kontraktudløb til sommer.
Han har selv udtalt, at han forhandler med klubben om en eventuel kontraktforlængelse, men der er angiveligt også interesse andre steder fra. Desuden blev det tidligere mandag offentliggjort, at Henrik Dalsgaard forlader Brentford til fordel for FC Midtjylland.