Det læser brugerne på INDKAST lige nu

Spanien: La Liga
FT
1 - 2
(1 - 0)
Valladolid
Atlético
Ó. Plano (18)
Á. Correa (57), L. Suárez (67)
Daniel Jensen

Atlético Madrid blev spanske mestre

Både mesterskabet, europæiske pladser og nedrykning var i spil, da La Liga i dag tog hul på sidste spillerunde.
For at par runder siden var både Atlético Madrid, Real Madrid, FC Barcelona og Sevilla i spil til det spanske mesterskab, men i dag, hvor det hele skulle afgøres, var det kun de to Madrid-klubber, der stadigvæk havde muligheden for at løfte pokalen.

Atlético gik ind til dagen med et forspring på to point, så med en sejr over Valladolid ville mesterskabet med sikkerhed ende på Wanda Metropolitano fremfor på Santiago Bernabéu. En uafgjort ville også være nok, hvis Real Madrid ikke formåede at vinde deres kamp over Villarreal, men skulle Atlético spille uafgjort og Real Madrid vinde, så ville mesterskabet ende hos de hvide fra Madrid, fordi de er bedst indbyrdes.

Real Sociedad, Real Betis og Villarreal skulle også fordele to Europa League-pladser imellem sig, men det ville kræve, at Villarreal kunne tage point på udebane imod Real Madrid, før der ville komme spænding i dette regnskab.

I bunden var der stadigvæk en masse på spil, da Huesca, Elche og Valladolid alle kunne sikre overlevelsen i La Liga. Huesca gik ind til dagen med deres skæbne i egne hænder. En sejr over Valencia ville sikre oprykkerne endnu en sæson i Spaniens fineste selskab.

Mesterskabskampen tog hurtigt en dramatisk drejning, da Valladolid bragte sig foran mod Atlético efter 17 minutter. Atlético havde hele holdet fremme på et hjørnespark, men det gjorde også, at Valladolid kunne køre en hurtig omstilling, som Oscar Plano udnyttede. Dermed levede Valladolids håb om overlevelse til gengæld.

Nærmest samtidig skete der dog også ting og sager i Madrid, men stik imod alle forventninger var det Villarreal, der bragte sig foran mod Real Madrid. Yeremi Pino scorede, og dermed spillede Villarreal sig også op på Europa League-pladserne. Dermed var begge hold bagud ved pausen, og mesterskabet var stadigvæk i hænderne på Atlético.

Ti minutter inde i anden halvleg var det lige ved, at Atlético for alvor blev sat under pres. I Madrid fik Real Madrid nemlig udlignet, da Karim Benzema steg til vejrs på et indlæg fra Casemiro, men VAR annullerede målet for offside. Nærmest før beskeden fra Madrid var tikket ind, fik Atlético givet svar på tiltale. Angel Correra fik med en stiv tå sparket bolden igennem benene på en forsvarsspiller og i mål, og så stod der 1-1.

De to kampe fulgte nærmest ad. Benzema havde kun lige brændt en kæmpe chance i Madrid, da Luis Suárez pludselig var alene igennem i Valladolid. Den slags chancer skal man ikke give den skarpe angriber, der sikkert bragte Atlético foran, og sendte sin nye klub på mesterskabskurs.

Fire minutter før tid blev der sparket lidt spænding ind i mesterskabskampen igen, da Benzema sparkede udligningen i mål med et følt spark mod Villarreal. Dermed kunne scoringer i de døende minutter få pokalen til at skifte hænder, og Real Madrid bragte sig også foran med 2-1 i overtiden, da Luka Modric sparkede bolden i kassen. Atlético holdt dog stand, og de kunne efter 93 minutter fejre det spanske mesterskab.

Med Villarreals nederlag var der ikke længere spænding om pladserne i Europa League. De to pladser gik til Real Sociedad og Real Betis, imens Villarreal må tage til takke med en plads i Europa Conference League.

I bunden formåede Huesca kun at spille uafgjort med Valencia, og de kunne derfor kun håbe på, at Elche ikke formåede at slå Athletic Bilbao. Elche hentede dog en flot 2-0-sejr, og de sikrede sig dermed endnu en sæson i La Liga. Det betyder, at Huesca og Valladolid tager turen ned sammen med Eibar.

Dagens resultater:
Real Valladolid - Atlético Madrid: 1-2
Real Madrid - Villarreal: 2-1
Osasuna - Real Sociedad: 0-1
SD Huesca - Valencia: 0-0
Eibar - FC Barcelona: 0-1
Elche - Athletic Bilbao: 2-0
Celta Vigo - Real Betis: 2-3


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER